Sabotør i Holger Danske

Af Erik Ingemann Sørensen 

”Så selv om de klarede sig godt på arbejdsmarkedet, var skilsmisser, alkoholisme, selvmord, mareridt og søvnløshed følgesvende for mange Holger Danske-folk i årene efter krigen. De unge sabotører i Holger Danske satte under besættelsen liv og lemmer på spil for et frit Danmark og betalte siden som ældre dyrt med deres mentale sundhed for deres deltagelse i modstandskampen.”

Sådan lyder udgangsordene i denne fremragende bog. Stærk, fascinerende og rystende står den som et memento om, at befrielsen den 4./5. maj godt nok var en befrielse fra den fysiske tyske besættelse. Men den psykiske besættelse sluttede for mange af modstandsfolkene aldrig. Her er det fortællingen om Holger Danske, men det samme gjorde sig gældende for BOPA-folkene.

Efter endt læsning sidder man tilbage med både stor viden om og indsigt i baggrunden for, at det forholdt sig sådan. Det er givet en af bogens allerstørste fortjenester. Men. Der er så sandelig mange, mange andre.

Bogen er en – i ordets allerbedste betydning – folkelig udgave af forfatterens store videnskabelige undersøgelse og redegørelse ”Holger Danske. Sabotage og likvidering 1943 – 1945” der udkom i 2 bind i 2008. (anmeldt på historie-online: http://ho.deltaserv.dk/nyt/bogfeature/holger_danske.htm). Med denne rewriting har forfatteren åbnet op for, at den ganske almindelige læser – igen ment positivt – har mulighed for at erhverve sig et grundigt, levende og givende indblik i denne spændende side af vores historie. I disse mere og mere historieløse tider – jævnfør den aktuelle diskussion om negligeringen af faget i folkeskolen og i gymnasiet - er det så afgørende vigtigt, at forskerne leverer denne formidling. Derfor må det også være med rette at karakterisere bogen som en klassiker inden for den ædle disciplin: formidling. Det skal der lyde en meget stor tak for.

Historien i 6 kapitler

Bogen dækker næsten på dato de to år, Holger Danske eksisterede. Fra dannelsen i ”Stjerne Radio” i Istedgade i København den 7. maj 1943 til likvideringen/henrettelsen af Yngve Marinus Nielsen og Hildur Ruth i Geels Skov den 7. maj 1945. Altså 2 dage efter den officielle befrielse. Men Holger Danske-folkene frygtede, at den berygtede Schiøler-gruppe kunne finde på at foretage en befrielsesaktion, så de to stikkere kunne slippe bort og således muligvis slippe for en egentlig rettergang.

7. maj 1943 samledes en gruppe mænd i ”Stjerne Radio” – Istedgade 31.(Resterne af bygningen ligger der stadig).  Her dannedes under ledelse af ”Tom” Søndergaard det, der er kendt som Holger Danske I. Det blev til en gruppe på under 20 mand, hvis største bedrift var den spektakulære sprængning af ”Forum” den 24. august samme år. Her lader Birkelund den ene af hovedmændene, ”Tom”, få ordet ved at bringe et længere uddrag af hans beretning. Netop denne kombination af historikerens redegørelse og hovedpersonernes egen øjenvidneberetning er som nævnt en af bogens helt store styrker. For undervisere et oplagt kildemateriale til brug i arbejdet. (Husk Copydan). Bogen er hele vejen igennem fyldt med disse muligheder. Noget der må være med til at gøre den til en uomgængelig klassiker for enhver historielærer.

Tyskernes intense jagt på gerningsmændene medfører, at de må flygte til Sverige, hvorved gruppen går i opløsning. Dog var Jens Lillelund blevet tilbage. Han kunne stable en ny gruppe på benene. Selv om det ikke var en egentlig retablering af den første, så fik den navnet Holger Danske II. Det var denne gruppe, der blev den mest aktive: ”Efteråret og vinteren 1943 blev den periode, hvor Holger Danske-grupperne udførte de fleste og største sabotager. Nye radikale angrebsmetoder blev udviklet – kampen skærpedes. Det er også i denne periode, at de første likvideringer fandt sted…”

Holger Danske III står for den sidste fase, hvor man gjorde klar til det endelige slutopgør med tyskerne. ”Man organiserede sig militært i bataljoner og kompagnier og søgte på alle måder at skaffe sig våben til det stigende antal medlemmer…” Da befrielsen kommer, kunne Holger Danske mønstre omkring 400 medlemmer, der omgående blev sat ind både i forbindelse med det, forfatteren kalder ”arrestationer” samt bevogtningsopgaver. Politiet trådte jo officielt først til den 13. maj. Anmelderen finder det fortsat en uskik at anvende ordet arrestation. Havde der været tale om det, så skulle de arresterede have været stillet for en dommer inden for 24 timer. Det blev de ikke – flere måtte vente i måneder – så for ikke at handle grundlovsstridigt blev de tilbageholdt eller interneret. Nogle endda for at undgå ”franske tilstande”, der på dette tidpunkt var kendt i Danmark.

En helt utrolig indsats

Nu kunne regnskabet gøres op. Holger Danske havde i løbet af to år gennemført omkring ”430 større eller mindre aktioner, heraf 150 sabotager eller sabotageforsøg, mindst 170 likvideringer eller likvideringsforsøg og mere end 110  våbenaktioner og andre aktioner. I gennemsnit mere end en aktion hver anden dag…”

Det havde kostet organisationen dyrt. 64 var blevet dræbt eller henrettet, mange andre var havnet i tysk koncentrationslejr og ”selv de, der ikke havde været fængslet, led under eftervirkningerne af det hårde og opslidende modstandsarbejde…”

Peter Birkelund har også en redegørelse for den sociale rekruttering til Holger Danske. Over 25 % af sabotørerne var studenter mod 6% af den mandlige danske befolkning. Og 10 % af Holger Danske medlemmerne endte endda i borgerskabets bibel: ”Den blå bog”.

Hartvig Frischs vanvittige udfald

Stikkere var – hvad vi ser adskillige gange undervejs i denne bog – en af de største – måske den største – trussel mod det illegale arbejde. Hipo-folk og andre i tysk tjeneste så umenneskelige, at likvideringen af disse i stort set samtlige tilfælde var nødvendig for overhovedet at kunne overleve og fortsætte frihedskampen, der i sidste ende sikrede Danmarks renommé. Og så kalder Hartvig Frisch det i befrielsessommeren slet og ret mord. Det er uden for enhver fatteevne, at den mand, der havde siddet passivt under de fem år, stemplede frihedskæmperne på denne måde. Det havde tjent ham, om han havde tænkt sig grundigt om. Nu medførte hans voldsomme ord, at flere frihedskæmpere begik selvmord. De kunne ganske enkelt ikke leve med denne stempling.

Bogen indeholder flere eksempler på disse likvideringer. Et eksempel er likvideringen af den medicinske studerende Fritz Køppe. Min svigerfar, der læste sammen med ham, beretter fortsat med væmmelse om personen. Og den store tilfredshed med, at man fik ham skaffet af vejen. Hvad der måske ikke er så kendt er, at flere af de medstuderende dagen efter med skjult tilfredshed betragtede hans lig på Retsmedicinsk Institut. Så forhadt – og frygtet – var han.

At Holger Danske efter befrielsen foretog fire likvideringer af stikkere er noget problematisk. Forståeligt – ja – og ingen kunne jo vide, hvad der efterfølgende ville ske. Vi havde jo endnu ikke fået den ekstraordinære lovgivning. I forbindelse med denne er det i øvrigt særdeles interessant endnu engang at læse om, hvordan flere af stikkerne og håndlangerne slap fri for henrettelser. ”Det juridiske galehus” kan således forstås på flere måder.

En klassiker inden for besættelsestidslitterature

At udnævne en bog til en klassiker kort efter dens udgivelse er måske lidt dristigt. Men det er yderst velovervejet. Netop fordi den er så fornem en formidling af historien om de mennesker, der ikke kunne leve med at se passivt til. Som måtte gøre noget – og som gjorde det. Fortalt i en fremragende kombination mellem den historiske redegørelser og de historiske vidners egen fortælling står denne bog som en fornem stele over modstandskampen. De velvalgte billeder supplerer bogen på en fin måde.

Tilbage står kun at rette en stor tak til Peter Birkelund, fordi han har taget sig tid til at formidle sit videnskabelige arbejde på så fornem en vis, som han har gjort. Det er helt og aldeles fremragende.