Samarbejde/Modstand

Af Peter Yding Brunbech

Det er ikke nogen ny diskussion, som Samarbejde/Modstand tager op og den tilfører den heller ikke afgørende nyt. Til gengæld er bogen en god lille opsummering af nogle af holdningerne i debatten i anledning af 60-året for befrielsen. En debat, der som bekendt fik en ekstra dimension via Fogh Rasmussen forsøg på at give den danske Irak-indsats et historisk og etisk fundament, ved at præsentere den som modpolen til samarbejdspolitikken.

Samarbejde/Modstand – et stadigt dilemma er en redigeret gengivelse af en høring om dilemmaet mellem samarbejdspolitikken og modstandskampen i Danmark under besættelsen, som blev afholdt i maj 2005. Høringen kom i stand på initiativ af Svend Truelsens enke, Eva Truelsen og havde Niels Barfoed, Jørn Bro, Bo Lidegaard og Herbert Pundik, som hovedtalere. Bogudgaven er desuden forsynet med indlæg af Per Stig Møller, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft.

Om noget syntes høringen at have vist, at tiden, trods statsministerangreb, har slebet mange skarpe kanter af modsætningerne i debatten om samarbejdspolitik kontra modstand. Holdningen til Scavenius er dog – man fristes til at sige som sædvanligt – undtagelsen og den tidligere stats- og udenrigsminister må finde sig i at modtage ikke mindre end et tredobbelt ”føj” fra tidligere rigsantikvar Olaf Olsen. Til gengæld kan han så trøste sig med en mere forstående behandling fra Bo Lidegaard og fra Preben Wilhjelm, der udtaler at han har 100 gange mere respekt for Scavenius end for Fogh Rasmussen.

Trods referencen i bogens titel til ”det stadige dilemma” fylder analogien med Irak-krigen ikke meget. Det gør til gengæld spørgsmålet om ”det personlige valg”, som jo også var en del af statsministerens argumentation. Som ”yngre historiker” er det interessant at høre hvor mange, der selv har tumlet med spørgsmålet ”hvad ville jeg have gjort?”. For en overordnet historisk betragtning er det selvfølgelig af mindre betydning om Jørn Bro ville have valgt som sin fader, der var modstandsmand. Men det åbner en mulig interessant diskussion af, hvor stor en betydning dette eksistentielle spørgsmål har haft på efterkrigsgenerationens syn på begivenhederne under besættelsen.

Et andet omdrejningspunkt i debatten er spørgsmålet om modstandsbevægelsen homogenitet, hvor først og fremmest Lidegaard pointerer bevægelsens sammensatte karakter. Pionererne i kampen i form af kommunister og nationalt sindede, havde ikke samme dagsorden som hæren med dens efterretningsvirksomhed og ventegrupper og heller ikke den samme som den brede bevægelse, der voksede frem i krigens sidste år. Heroverfor står Jørn Bro og Jørgen Kielers nedtoning af disse modsætninger og fremhævning af faren for at Danmark uden modstandsbevægelsen ville være blevet regnet som tysk medløber (hvilket Lidegaard ikke erklærer sig uenig i). Modsætningerne er de klassiske: Lidegaard har tygget sig igennem stakke af støvede dokumenter, men Kieler var der selv. Rigtigt uenige er der dog ingen der bliver.

Så er der mere retorisk kraft i udenrigsministrenes ”efterskrift”, men de var jo heller ikke til stede ved høringen og slap således for historikernes evige trang til at komplicere og kontekstualisere. Her er der renere linier. Lykketoft dømmer statsministerens moraliseren over fortiden som usmagelig og skriver at det hverken er udtryk for mod eller aktivisme at sjoske i hælene på USA. Ellemann-Jensen mener i modsætning hertil at Danmark svigtede moralsk under krigen.

For at underbygge sin ide om det moralske svigt fremsætter Ellemann-Jensen en lettere kompliceret kontrafaktisk hypotese. Hvis eksempelvis Norge og Holland havde opført sig som Danmark, var de tyske tab ved deres besættelse blevet minimeret og de havde efterfølgende ikke behøvet at binde så store besættelsesstyrker i disse lande. Dette kunne have tippet balancen på østfronten så den tyske offensiv mod Stalingrad kunne være lykkedes og dermed ændret krigens udfald. Meget sigende for det vanskelige i den slags hypoteser er det, at David Gress i sin anmeldelse af bogen (JP 31/5-06) har misforstået argumentet (som da også er noget kringlet fremstillet) og skriver at Ellemann-Jensen mente at det var held i uheld at Danmark ikke førte en forsvarspolitik, der kunne afskrækkede det tyske angreb den 9. april. Så havde tyskerne nemlig kunnet bruge de sparede styrker på østfronten og kunne have tippet balancen. Hvis det virkelig var så få promiller, der tippede balancen, kan man vende og dreje den sag på mange måder.

Alt i alt er Samarbejde/Modstand – et stadigt dilemma en læseværdig og læsevenlig fremstilling af nogle af de forskelligartede synspunkter politikere, aktører og historikere i dag anlægger på besættelsestidens overordnede problemstillinger. Diskussionerne i bogen går aldrig rigtig i dybden med spørgsmålene – men det gør den offentlige debat jo heller ikke.