Spærretid
Af Trine Grejsen, arkivar, Grenå
Bogen, der er katalog til nationalmuseets udstilling af samme navn, beretter i korte tekster om de emner, der tilsammen udgør den historie om hverdagen under besættelsen, der er tilgængelig, men fortjener mere formidling.
De første artikler sætter scenen og forklarer om udviklingen i forskningen på området, den modstand den har mødt og dens manglende udbredelse til befolkningen. Læseren bliver sat ind i den politiske situation omkring den danske regering og den senere så udskældte samarbejdspolitik, og emne gennemgangen begynder. Forskning og politiske emner perspektiverer, men temaet er hverdagen og her er bogen mindst lige så spændende. De fleste artikeltitler peger ind i vores, ”den jævne og muntre danskers”, kollektive erindring om besættelsen og sætter fingeren der, hvor vi ureflekteret har overtaget holdninger og historiesyn fra vores bedsteforældres generation af øjenvidner. Om emnet er manglen på margarine og sæbe eller behandlingen af de tyske flygtninge, så er det utrolig spændende læsning.
De 55 artikler af ca. 5 siders længde er rigt illustreret, skrevet let flydende og fængende. Alle har en lille litteraturliste. Læser man to om dagen er man færdig på en måned, men sikkert længe før. Man er informeret, så man kan danne sin egen mening. Samtidig har man sparet utallige timer på at skaffe og læse den meget omfattende mængde værker og kilder, som bogen bygger på.
Det er lykkedes forfatterne, der også er tilrettelæggere af den tilhørende udstilling, Esben Kjeldbæk, Henrik Skov Kristensen, Thomas Bendixen og Henrik Lundbak at sammenskrive forskningsresultater, analyser, personlige beretninger og fakta, så klart, koncentreret og let tilgængeligt, at det sammen med tidsbesparelsen burde tiltale alle. Ikke mindst politikere, journalister og ”almindelige danskere”, der har en holdning til perioden, men hvis indsigt i samme godt kunne trænge til lidt opdatering. Der er intet argument for at lade være, og man skal være godt forberedt for ikke at lære nyt om besættelsen og de mennesker, der levede med, i eller under den.
Siden jeg fik bogen i hånden har jeg anbefalet den til alle, især lærere, og i øvrigt plaget dem med overhøring. Hvor længe var Churchillklubben aktiv, inden den blev taget? Hvor mange nazister sad der i Folketinget før besættelsen? Hvem stod bag terrorbombningen af Café Mokka med tre døde og 40 sårede? Hvorfor blev Århus Oliemølle bombet? Svarene findes i bogen, og mange af artiklerne har en form, så en almindelige elev i folkeskolens ældste klasser kan sætte sig ind i et emne, føle det vedkommende og blive klogere. Måske var man ikke endt som sabotør, hvis man havde levet den gang! Det gælder ”Unge sabotører” og ”NSU”, men også de mange artikler, der indeholder citater fra erindringer, breve og dagbøger, giver god mulighed for identifikation.
Det er en oplagt idé at lave sådan en bog, når man som udstillingsarrangør alligevel er i gang med at formidle historie i den kortest tænkelige tekstform og er god til det. En anden gang kunne man gøre endeligt op med at kalde det et katalog, så bogen ikke mister sin ”aktualitet”, når udstillingen bliver taget ned. Samtidig kunne man udskifte (eller bare supplere) listen over genstandsnumrene og bidragyderne med en samlet litteraturliste, kildeoversigt og et stikordsregister. Man finder ikke genkendelige overskrifter som nazister, kollaboratører og modstandsbevægelsen, sikkert fordi ordene er upræcise og sovset ind i diverse stereotype forestillinger, men det gør det svært at finde enkelte emner via indholdsfortegnelsen, her ville et stikordsregister være en stor hjælp.
Jeg ikke har set udstillingen og hungrer ikke efter det, nu da jeg har læst ”kataloget”. En illustreret bog kan forklare mere end nok så mange genstande. Den fortjener at blive læst af mange før, efter eller uden et besøg i udstillingen.
