Toldstrup

Af Erik Ingemann Sørensen

Det er ofte med stor forventning, man går til en bog af Svend Ove Gade. Hans seneste værk, biografien om Henrik Cavling, 2009, var en stor oplevelse både i indhold og form. Der sker noget, når journalistens fingre danser hen over tastaturet. I bogen ”Toldstrup” beskæftiger han sig for tredje gang med en af de markante personer fra besættelsestiden. Tidligere har han skrevet om Frode Jacobsen og Flemming Juncker. Denne gang er turen så kommet til ”Europas bedste nedkastningschef”, en karakteristik englænderne gav ham: Anton Jensen – bedst kendt under sit dæknavn ”Jens Toldstrup”. Der blev til hans officielle navn.

I forordet skriver Gade: ”Der er gået 66 år siden befrielsen af Danmark, på det nærmeste et menneskeliv. Nye generationer er vokset op. For det store flertal er den tyske besættelse måske lige så uvirkelig som 1864…” Man kan frygte det. Hvis ikke historien fortsat fortælles, som den bliver det på Dybbøl. Men årets mindeaften i Ryvangen tyder heldigvis på, at historien ikke er død. Endnu. Derfor er det vigtigt med nye synspunkter, nye tolkninger, nye fremstillinger. Hvor vigtigt det så lige er med denne bog, det kan diskuteres. Her var forventningens glæde nok den største, for man sidder tilbage med en underlig fornemmelse af, at det er et ufuldendt værk – en bog, der er skrevet alt, alt for hurtigt. Her skulle journalistens fingre nok have sat farten ned.

Bogen er bygget rimeligt kronologisk op, så vi får et lille kig ind i den unge Anton Jensens opvækst, præget af hans far, der var ikke så lidt af en særling. Han bliver uddannet ved toldvæsenet – og pludselig efter få sider er det den 9. april 1940, hvor den unge løjtnant ved Livgarden oplever den svidende overgivelse uden kamp. Gade omtaler kort, at der var kampe i Sønderjylland. ”Men modstanden var symbolsk”. Mon nogen af de 16 faldne opfattede deres indsats som symbolsk? Den kostede i al fald 203 tyskere livet. Formuleringen er uheldig, når man blandt andet erindrer indsatsen i Haderslev. Men måske er det regeringen, Gade tænker på. I alle fald såede denne dag en uvilje i den unge løjtnant: ”ville jeg aldrig mere adlyde nogen ordre, som stred mod min samvittighed, hvad enten jeg var soldat eller ej”. Måske er det også oplevelsen her, der senere er med til at forme hans skarpe holdning til Den lille Generalstab.

Det blev dagligdag for Toldstrup, der sammen med kone og barn boede i Thisted. Her blev han involveret i Dansk Ungdoms Samvirke, hvor han trænede de unge i terrænsport med mere. Han arrangerede også foredrag med flere af tidens varme navne – herunder Hal Koch. Undervejs får Svend Ove Gade sat et lille privat, personligt fingeraftryk: ”den evigt søgende og politisk naive Arne Sørensen”. Toldstrup selv havde intet til overs for stifteren af Dansk Samling. Men den stærkt subjektive karakteristik står alene for Gades regning. I forbindelse med striden mellem Toldstrup og Den lille Generalstab hedder det: ”I seks af de syv regioner var det lykkedes systemloyale officerer at tilrane sig lederposterne…” Og endnu et eksempel: ”For realpolitikerne havde besættelsestiden og modstandskampen været en parentes i Danmarkshistorien…” Det er fint nok, når en forfatter bekender kulør. Men disse – og andre – små indskudte bemærkninger med deres fordømmende karakter hører ikke hjemme i en biografi. Her burde Gade i det mindste have meldt klart ud i sit forord. Nu virker det beskæmmende. I alle fald gjorde det denne anmelder usikker på, hvor objektiv forfatteren egentlig er. Bogen skifter nærmest fra en biografi til et partsindlæg. Det er fint nok – men det skal ikke ske sådan lidt gedulgt. Det klæder hverken en journalist eller en historiker.

Helt heldigt er Gade ikke sluppet fra det kronologiske element. De mange indskudte ”sidespring” og ditto supplerende fortællinger giver bogen et noget ustruktureret præg og er medvirkende til, at det ikke hele tiden er lige let at finde ud af, hvornår tingene skete. ”Omkring nytår 1944” læser man i første omgang som værende december 1944. Indtil man lidt senere finder ud af, at det må have været december 1943. Det er småtingsafdelingen. Men noget så irriterende for læsningen.

Som nævnt skriver Svend Ove Gade både levende og engageret. Så man lægger ikke bare bogen væk. Ved at konstatere, at det er en særdeles subjektiv fremstilling præget af private idiosynkrasier, bliver det lettere – og noget mere givende – at komme gennem fremstillingen, der absolut ikke er kedelig. Blot man husker sine mange forbehold.

Der hersker ingen tvivl om, at Toldstrup var den helt rigtige mand til jobbet som nedkastningschef. Hans ildhu, hans organisatoriske talent, hans kompromisløse gåen efter det optimale beskrives glimrende. Det er da også her, det kommer til at gå galt, da Den lille Generalstab – den militære del af modstandsbevægelsen – får den 56-årige Vagn Bennike anbragt som chef for modstandsbevægelsen i Jylland. Konflikten mellem Toldstrup og Bennike beskrives i 3 intense kapitler. Det var en konflikt så hård, at det på den ene side kunne have kostet modstandsbevægelsen dyrt – på den anden side muligvis Jens Toldstrup livet. I et efterfølgende kapitel: ”Skulle Toldstrup likvideres?” redegøres der for, hvor tæt på en dramatisk løsning på konflikten mellem de to, man muligvis har været. I sin vurdering af forholdet skriver Gade: ”Måske var konflikten mellem Bennike og Toldstrup en strid mellem to generationer og to yderst forskellige temperamenter. Mest af alt var den dog et udtryk for Den lille Generalstabs militære og politiske ambitioner, herunder kontrol med modstandsbevægelsen i Jylland.”

Som for så mange andre blev tiden efter de glade befrielsesdage en dyb skuffelse for Toldstrup. Idealerne og drømmene blev ikke indfriet. Udrensningen ”fra top til bund” udeblev – og langsomt gik Toldstrup andre veje. Han blev kjolefabrikant i Danmark og mejeridirektør i Nigeria. Men ilden blussede fortsat i ham. Det fik Aage Trommer i den grad at føle, da han i 1971 forsvarede sin doktorafhandling om jernbanesabotagen på Odense Universitet. Trommer havde sået storm, men høstede orkan, da Toldstrup fik ordet. Trommer stod fuldstændig gennemhullet efter Toldstrups kanonade, der varede i 20 minutter. Mere tid fik han ikke. Herefter forlod han auditoriet uden ”at se hverken til højre eller venstre”. ”En af mit livs store successer.…jeg tog hele forsamlingen med storm, mens Trommer sad og så fin ud”, har han senere sagt. Den dag i dag drøftes det stadig, om Trommer havde en for teoretisk tilgang til emnet. Om han kunne have anlagt flere vinkler på emnet. I alle fald var Toldstrup ikke i tvivl.

Bogen slutter med en redegørelse for Toldstrups sidste år, der ikke alle var lige lette. Han døde 19. marts 1991 – samt med en slags efterskrift: ”Frontkæmperen”, der nærmest står som en slags resumé.

Undertitlen ”Biografi om en modstandshelt” antyder klart, at forfatteren ser på sin hovedperson gennem ganske bestemt briller. Det er her værd at notere sig, at det er med de samme briller han ser på alle andre personer i sin fremstilling. Det indvirker som nævnt tidligere gevaldigt på fremstillingen, der herved kommer til at hælde i retning af et helteepos. Det får være Svend Ove Gades helt frie valg – men så burde ordet biografi nok have været erstattet af ”en fortælling om…” Nu er Gade havnet midt mellem to stole, hvilket er synd.

Bogens illustrationer tilføjer ikke noget nyt – og der mangler billeder ”fra stederne af”. Der er ikke nogen selvstændig litteratur- eller kildeoversigt. Det er henlagt under noterne til det enkelte kapitel. Og ikke altid lige heldigt udformet. Således er Knud J.V.Jespersen: Den væbnede kamp 1943-1945, 2, ikke den rigtige titel på det citerede værk. Det er i stedet: ”Med hjælp fra England. Special Operations Executive og den danske modstandskamp 1940-1945”, bind II, der har den citerede titel.

Man må nok konstatere, at vi stadig har en rigtig biografi om Toldstrup til gode. For denne bogs vedkommende var forventningens glæde den største.