Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-1945
Af Per Ole Schovsbo, Dr. Phil.
Det er Jens Andersens Ph. D. afhandling ved Syddansk Universitet i 2000, der er kærnen i dette gennemarbejdede oversigtsværk over den del af den tyske militære tilstedeværelse i Danmark i 1940-45, der havde som opgave at modvirke og bekæmpe allierede angreb fra søsiden.
Den Jyske Vestkyst var nemlig ved besættelsen den 9. april 1940 blevet en del af den tyske forsvarslinie fra Kanalen til Nordnorge, og langs denne linie blev der fra første færd opstillet artilleri, der udgjorde et punktforsvar. Efterhånden udbyggedes punktforsvaret til et samlet forsvarssystem fra Frankrig til Nordnorge kaldet Atlantvolden, der blandt andet bestod af bunkersanlæg af beton. Da disse anlæg efter krigen betragtedes som skændige efterladenskaber fra en ond og mørk tid, har man i mange år forsøgt at fjerne dem ved sprængning eller dækket dem til under kunstige klitter.
Inden vi fortaber os i denne nye bog til reolen med hovedværker og håndbøger om Danmark under 2. verdenskrig, må vi huske på, at de tyske forsvarsanlæg ikke fik den store betydning for den danske befolkning under besættelsen, fordi den var afskåret fra at komme i de militære områder på grund af bevæbnede vagter, minefelter og pigtrådsspærringer. Da anlæggene var skjult af sløringsanlæg, kunne de heller ikke ses fra jorden, havet eller fra luften. Det er først i løbet af de 12 års undersøgelser i terrænet, der fra 1988 udførtes af frivillige grupper koordineret af Miljøministeriets kommitterede Viggo Nielsen og orlogskaptajn Peter Thorning Christensen, at man fik kvalificerede overblik, der kunne supplere og korrigere de tyske optegnelser.
Modstandsbevægelsen interesserede sig heller ikke meget for forsvarsanlæggene. De allierede blev tilgodeset med udsmuglede efterretningsrapporter, der efter krigen kom for dagens lys og som har vist sig nyttige i registreringen af anlæggene i terrænet. En del af efterretningsarbejdet blev i øvrigt udført af Klitvæsnets embedsmænd, fordi de havde lovlig adgang til klit- og plantageområderne og deres grønne uniformer bekvemt lod sig forveksle med værnemagtens.
Registreringerne har fokuseret på anlæggenes tekniske detaljer og på at de flere steder ikke har været færdigbyggede, svaghederne i deres strategiske placering i terrænet sammen med de øvrige kilders oplysninger om den til tider meget dårlige bemanding. Den stadige rivalisering mellem de tre militære værn, der administrerede anlæggene, er også spændende historie, ligesom de få glimt af de enkelte soldaters skæbne.
Jens Andersen er meget optaget af den tyske militære logik, systematik og agenda ud fra de officielle kilder som krigsdagbøger og meget andet. De mange detaljer som registreringsarbejdet har tilført forskningen er ikke medtaget i samme omfang. Men alligevel formår forfatteren at fremlægge et mægtigt bearbejdet stof på en sådan måde, at man næsten kan følge kystforsvaret måned for måned i de fem besættelsesår i lyset af den militære udvikling. Det er en stor præstation, der både er i stand til at evaluere de militærtaktiske handlingsmønstre i lyset af Hitlers vanvid og at sætte de tyske anlæg ind i den historiske sammenhæng, der forvandler de anonyme tyske betonklodser til fredelige danske fortidsminder.
