Adolf Hitler - et politisk portræt

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

To bøger om Adolf Hitler er aktuelle på det danske bogmarked. Det drejer sig om Jørgen G. Laustsens Hitler – en biografi og Sebastian Haffners Adolf Hitler – et politisk portræt. Lad os begynde med en tynd kop te (Laustsen) og slutte af med en stærk kop kaffe (Haffner).

Laustsen, der bl.a. tidligere har udgivet Den illoyale gesandt om Thomas Døssing, angiver i bogens forord, at der intet nyt er i bogen, og at der er tale om en letlæst formidling af den bedste internationale forskning om emnet. Mere konkret anvender Laustsen Ian Kershaws Hitler-biografi (1999/2000) og Joachim Fests ditto (1973) samt Hitlers sekretær Traudl Junges erindringer. Desuden bruges Poulsens, Trommers og Kirchhoffs oversigtsværk Den Anden Verdenskrig 1939-1945 (1989). Med al respekt for den nævnte litteratur er det et meget snævert litteraturgrundlag at etablere en biografi på. Det virker i øvrigt som om, at Laustsen i lange stræk har siddet med hænderne på tastaturet og med blikket stift rettet mod Kershaws biografi, og måske er det derfor, at der ikke er nogen kildehenvisninger i bogen. At bogen desuden kalder sig en biografi er nok lidt af en falsk varebetegnelse. Ikke et eneste sted i bogen citeres der direkte, hverken kortere eller længere, fra Hitlers Mein Kampf, taler, monologer, skrifter etc. Der er ellers nok at tage af. I betragtning af at der skulle være tale om en biografi er konsekvensen, at Hitler som person og som politiker står fjernt og vagt i billedet. I stedet går fremstillingen i perioder over i en sammenpresset traditionel begivenhedshistorie. Dette er især tilfældet, når fremstillingen når op omkring Anden Verdenskrig. 

En anden konsekvens er, at læseren umyndiggøres ved den manglende fremlæggelse af ord fra Hitlers egen mund eller hånd. Alt går gennem Laustsens filter, hvor skråsikre vurderinger uden kildegrundlag fremsættes i en løbende strøm. Vurderingerne får dermed ofte karakter af postulater. Laustsen ved også ofte, hvad Hitler tænkte og følte i den og den situation.

Sprogligt lever bogen op til sit forsæt om at være letlæst. Alligevel skal det med, at den meget ensformige sprogstil vidner om et manglende erkendelsesmæssigt engagement. Hvad forlaget vil med dette uoriginale og overflødige værk er uklart. Og dog. For forlaget giver måske selv svaret i pressemeddelelsen og på bogens bagside: ”Flere end 330.000 danskere har set den rystende film Der Untergang om Hitlers sidste dage i førerbunkeren. Men hvem var manden, der førte Tyskland og Europa i afgrunden …”. Bogen lægger sig således i kølvandet på Der Untergang, og med den tilstundende jul nærmer julehandelen sig … Men måske har forlaget forregnet sig ved at have undervurderet det danske publikum? 

Så er der ganske anderledes vitaminer at hente i Haffners Adolf Hitler – et politisk portræt. Forfatteren og journalisten Haffner vil være mange danske læsere bekendt fra hans En tyskers historie – Erindringer 1914-1933 (2002). I portrættet af Hitler, der første gang kom på dansk i 1978 og som nu er genudgivet, har teksten karakter af et essay men vel og mærke et essay, der er solidt forankret i en historisk analyse, og hvor kilderne, til forskel fra Laustsens fremstilling, aldrig er langt væk. Og modsat Laustsen tager Haffner Hitler alvorligt, også i betydningen, at han grundigt og fordomsfrit med afsæt i kilderne undersøger Hitlers verdensanskuelse m.v., - og dette i øvrigt af og til med overraskende resultater. Haffner glimrer i bogen med sproglige og analytiske evner langt ud over det sædvanlige. Bogen en guldgrube af analytisk stringens og originale betragtninger, og teksten vidner løbende om et stort indblik i tidsånden. Hertil kommer, at Haffner kan skrive og argumentere, så ”gamle sandheder” genopstår i fuld styrke. Vi ved alle sammen, at afskaffelsen af massearbejdsløsheden og den sociale nød, som det skete fra 1933 til 1936, var væsentlig for Hitlers masseopbakning og den gennemgribende førerkult. Vi har snart læst det så mange gange, at udsagnet umærkeligt devalueres. I Haffners ord træder forholdet imidlertid frem på ny med en lysende klar argumentation. Man forstår igen, at tyskerne ikke var vanvittige eller forførte, når et flertal af dem fra anden halvdel af 1930’erne så op til Hitler som en mirakelmager eller halvgud. Haffner: ”Hans brølende og frådende taler, som ved et genhør i dag blot vækker væmmelse eller morskab, havde dengang i mange tilfælde en baggrund i kendsgerninger, der slog tilhørerens indre forsvarsmekanisme over ende. Det var denne baggrund i de faktiske forhold, der virkede, ikke den frådende og brølende retorik.” (s. 40). Det er ikke fordi, at Haffner underkender Hitlers evne til at få massen i tale og bevægelse. Hitlers hypnotiske evner skaffede ham de første ca. 40 % af stemmerne før magtovertagelsen. Men de næste mere end 40 % af befolkningen blev imidlertid vundet i kraft af Hitlers resultater fra 1933 til 1938. Uddybende: ”Den, der i 1938 – i kredse, hvor det endnu var muligt – sagde et kritisk ord om Hitler, fik uvægerlig før eller siden, ofte efter delvis tilslutning (”Jeg er heller ikke begejstret for det med jøderne”) dette svar stukket ud: ”Men se på hans indsats!” Modargumentet hed ikke: ”Men han taler så medrivende” eller ”Men hvor var det altså pragtfuldt på det sidste partimøde!”, ikke engang: ”Men han går fra sejr til sejr”. Nej, det hed ”Men se på hans indsats!”. Og hvad skulle man i 1938 ( …) egentlig svare til det?” (s. 42)  

Haffner har også denne evne til at tage tilsyneladende banale ting op og få meget ud af tilsyneladende lidt. Han bemærker indledningsvist, at Hitlers liv var ”let”, uden tyngde. Han fik aldrig en egentlig uddannelse eller livsstilling. Hans liv var uden venner og kærlighed. Han blev først gift til allersidst, og han fik ingen børn. Hitlers personlige liv var mærkværdigt tomt. Til gengæld fyldte politikken det hele. Så ifølge Haffner skal der ikke foretages et tværsnit i Hitlers liv men et længdesnit. Allerede som ganske ung var Hitler politisk tændt. Fra samme tidspunkt var hans personlige liv tomt. Begge tilstande varede ved til den bitre ende i april 1945. Det typiske ved Hitler var således denne endimensionalitet. Skal man brygge videre på Haffners oplæg kan man spørge, om ikke det var i dette forhold, at Hitlers magnetiske evner lå? Ret beset var hans politiske budskab i 1920’erne og frem til 1933 ikke væsensforskelligt fra så mange andre radikale højrefløjspolitikeres. Så meget desto mere måtte det være fremførelsen, der tiltrak. Med Hitlers investering af al privat energi i politikken stod folk overfor en politisk urkraft, politikken i ren form, eller en menneskeskikkelse, som politikken havde taget bolig i. Når Hitler var på, var han det 110 %. Hitler blev talerør for manges desperation, vrede og aggression, og håbet om en frelserskikkelse var dermed mere tilbøjelig til at blive projiceret over på Hitler end på andre politiske skikkelser i de afgørende kriseår fra 1929 til 1933.      

Det kan ikke undgås, at man af og til noterer sig en smule forældelse hos Haffner. Bogen kom første gang i 1978, og siden da er der sket meget i historieforskningen. Nogle af Haffners vurderinger kalder også på indsigelse. Eksempelvis mener Haffner, at Hitler så tidligt som december 1941, med baggrund i det første tyske militære tilbagefald udenfor Moskva, indså at krigen ikke kunne vindes. Med krigen havde Hitler to mål. Dels en tysk dominans i Europa, dels jødernes udryddelse. Da det første ikke lod sig gøre, satsede Hitler på det andet. Herefter havde den indtil da så travle Hitler den prioritet at lade krigen trække ud så længe som muligt så der var tid til at gennemføre jødeudryddelsen. Heraf den mærkelige passivitet hos Hitler både indenfor det politiske og militære område. Selvom vurderingen ikke er uden logik, og selvom Haffner påkalder sig kilder, der peger i den retning, virker det imidlertid ikke overbevisende, at Hitler på det militære område så tidligt skulle have kastet håndklædet i ringen. 

Alligevel er det overordnede indtryk, at bogen fremdeles fremstår som et markant og uomgængeligt bidrag til forståelsen af Hitler og perioden. Som anmelder har man lyst til at citere og referere fra Haffner i en uendelighed, men det er halsløs gerning. Ikke fordi bogen mangler logik eller linje i dens beskrivelse og bedømmelse af Hitlers tænkning og hans politiske karrieres opture og nedture. Men fordi selv et længere referat ikke vil kunne yde Haffners stofmættede bog retfærdighed. Og fordi Haffner med sine betragtninger og sit sprog og sin logisk – associative fremgangsmåde er sin egen fuldt og helt. Det bedste er derfor at lade Haffner tale for sig selv direkte til læseren. Så læs bogen før din bedrevidende nabo og få et forspring. Forlaget Høst & Søn fortjener mange roser for genudgivelsen af Haffner. Måtte bogen få et godt julesalg.