Aksel Schiøtz
Af Anne Marie Storm
For første gang er der kommet en biografi om Aksel Schiøtz. Sangeren, der under besættelsen samlede danskerne om den danske sangskat. Hvis man er gammel nok til at huske giro 413, kan man også huske Aksel Schiøtz, der hver søndag med sin sang overbragte en hilsen til faster Kirsten i Herning, et sølvbryllup i Kværndrup, eller hvad der nu var samlet ind til.
Forfatteren er den myreflittige Henrik Engelbrecht, der har ordet i sin magt, når han formidler musikken, hvad enten det er skriftligt i en lang række bøger eller mundtligt via foredrag, undervisning etc.
I indledningen er vi med til koncert i Odd Fellow Palæet den 14. september 1948. Her skal den 42-årige Aksel Schiøtz på scenen for første gang efter en kræftoperation, der lammede højre side af kroppen. Spændingen er på bristepunktet. Har stemmen taget skade? Det er nu, det må briste eller bære….
Derefter går vi over til den egentlige biografi, der begynder i Roskilde i 1906 og derefter skrider kronologisk frem. I 1920 bliver Aksel optaget på Øregaard Gymnasium, hvor han undervises af en entusiastisk musiklærer, Hakon Andersen, der bl.a. har komponeret Se den lille kattekilling. Sangen bliver i første omgang en fritidsbeskæftigelse. Aksel bliver adjunkt i engelsk og dansk, men aflægger også en pædagogisk prøve i sang, der gør det lettere for ham at få ansættelse. Ved siden af undervisningen udnytter han alle muligheder for at synge og giver sin første liedkoncert på Hotel Kronprinsen i Hillerød i 1931.
Derefter går det slag i slag. Anmeldelserne bliver flere og flere og bedre og bedre, så den syngende adjunkt opgiver sin undervisning og satser på en international sangerkarriere, men det sætter besættelsen i første omgang en stopklods for. Til gengæld bliver han kendt og elsket af alle danskere, da han under krigen synger danske sange og romancer ved koncerter i hele landet. Men hans store drøm er at synge opera. Det lykkes ham at få et par roller, men anmelderne er ikke udelt begejstrede. F. eks. skriver Henry Hellssen i Berlingske Tidende: ….det er tvivlsomt, om han nogen Sinde vil sejre i det, som man kalder Stor Opera. Det er som folkets Sanger og som fortolker af den danske, blide Romance, vi har brug for ham. Han skal få vore Hjerter til at svulme og Løverne i Skjoldet til at springe. Han skal fremkalde Syner af bølgende Græs i Foraarsvinden og blåt Vand under hvide Klinter. Han skal i vort Musikliv være Danmark…..
Krigen er slut og Aksel Schiøtz satser igen på en international karriere. Men igen bremses han. Denne gang af sygdom. Herfra følger vi Aksel Schiøtz´ nedtur, for stemmen bliver aldrig, hvad den var før operationen. Men han giver ikke op, mens legen er god, men kæmper videre, kraftigt sekunderet af sin kone, Gerd.
De bliver gift i 1931 og får fem børn. Trods den store børneflok helliger Gerd sig fuldstændig mandens karriere, så han var skånet for alt organisatorisk arbejde og familiemæssige bekymringer. Børnene måtte betale prisen, når mor dampede af sted til USA, Canada, England eller hvor der nu var behov for hendes arbejde for manden. Det strakte sig ofte over flere måneder og kunne sagtens indbefatte julen, som børnene så måtte tilbringe adskilt, ikke bare fra forældrene, men også fra hinanden, idet de blev fordelt over flere familiemedlemmer. Til alt held for børnene blev der ansat en husbestyrerinde, Inga Pedersen fra Hjørring, der var medlem af Det Konservative Folkeparti. Eftersom forældrene glimrede ved deres fravær, blev hun hjemmets moderfigur.
Da jeg læste bogen, blev jeg efterhånden mere og mere optaget af Gerd Schiøtz´ rolle i den tragiske deroute. Hun forsøger at opretholde en vis glamour om karrieren, og hendes pressemeddelelser fra udlandet til de danske aviser, er altid rosenrøde. Efter en udsolgt koncert ved årets festival i Edinbourgh , hvor Aksel Schiøtz synger Die schöne Müllerin med Gerald Moore ved flyglet, skriver The Ssotsman: Hans præstation i går var noget, der skulle værdsættes med ånden snarere end med normale metoder. Hr. Schiøtz´bedring har været mirakuløs, men i går viste det sig, at hans stemme stadig ikke levede op til dens tidligere standarter…..
I Gerd Schiøtz´ anmeldelse til den danske presse hedder det: Den danske sanger Aksel Schiøtz gav i aftes en Schubertkoncert, som blev en straalende sukces. Koncertsalen var fyldt til trængsel af et veloplagt publikum, og bifaldet ville ingen ende tage.
Der er efterhånden en del forhandlinger om muligheden for en ansættelse i Danmark, men planerne kuldsejler af den ene eller anden grund. Der opstår en ophedet debat om, hvorvidt Danmark skylder ham oprejsning som tak for hans forenende indsats under besættelsen. Efter mange tovtrækkerier får Aksel Schiøtz i 1968 en stilling som musikunderviser ved Danmarks Lærerhøjskole. Det var dømt til fiasko. Det er svært at forestille sig, at man som lærerstuderende i den periode skulle være sulten efter viden om interpretation af danske romancer og den danske sangskat. Den nytiltrådte lærer vidste f.eks. heller ikke, hvem Anisette var, ligesom han ikke kendte The Beatles´musik.
Det nederlag gjorde selvfølgelig ægteparret endnu mere bitre, og Gerd udtaler: Det var afsindigt mislykket. Og dér gik han i stykker. Han gik simpelthen i stykke. Han kunne ikke tage mere.
Skulle Aksel Schiøtz have opgivet karrieren efter kræftoperationen? Havde han grund til at være bitter på Danmark, hvor han havde fejret sit livs største triumfer under besættelsen? Var de i virkeligheden bare et forkælet par med for høje tanker om sig selv? Burde Danmark have belønnet Aksel Schiøtz for hans samling af den danske befolkning?
Der er mange spørgsmål, der trænger sig på, og det gør bogen relevant – også i dag. Undervejs er der afsnit, der bliver noget opremsende, fordi Henrik Engelbrecht har gjort sin research grundigt og vil have det hele med. Bogen er ikke helt så sprudlende, som jeg er vant til fra forfatteren, men det er en god og grundig biografi om en stor, folkelig kunstners tragiske skæbne.
[Historie-online.dk, den 30. april 2025]
