Carl Nielsen

Et forskningsprojekt på over fire år har ikke blot skabt ballasten for et nyt Carl Nielsen museum i Odense, men også for første gang i mere end 30 år et videnskabeligt forankret værk om Carl Nielsen og hans musik. Gennem knap 800 sider er der massiv indføring i hans liv og gerning

Af Michael Koch

Der er langt rundt i Carl Nielsens kompositioner. Fra “Jeg ved en lærkerede” (musikken) til symfonier. Der skal meget til for at blive nationalkomponist og nå alt det, Carl Nielsen præsterede inden han døde som kun 66 årig. Det var ikke Nielsen alene, der forandrede musikken, men han var klart en del af musikken. Musikken og hele kulturen omkring musikken forandrede konstant Carl.

Allerede som dreng fik han prædikatet at være meget sanselig, at han var åben, at han så ting og havde blik for æstetik. Han hører til det moderne omkring århundredskiftet 1900. Netop det moderne spiller en stor rolle i bogen, vel at mærke at begrebet “moderne” ændrer indhold gennem årene.

Bogen er bygget op i fem hovedgrupper. De fire er hver på ca. 15 år af hans liv. I tredje del skrives der om, hvordan livet som en vital kraft for alvor kommer til udtryk i hans musik. Allerede her kommer der fortællinger, der griber ind i kronologien af Nielsens liv. Det gør at læseren kan have svært ved at holde en tidslinje gennem bogen. Det er svært at sætte sig ind i Carl Nielsens liv og tanker, når bogen hopper i tid. Der er også temaer ind i mellem, som ikke henfører til et bestemt år eller er bestemt af Nielsens alder, som forklaring på, hvorfor de pågældende temaer står hvor de gør. Bogen gør en del ud af at vise, hvordan han blev opfattet af sin samtid som den berømthed, den vigtige person, han nu engang var.

Allerede som helt ung var Carl meget bevidst om, at folks karakter, og det der gjorde dem interessante, slet ikke hang sammen med deres sociale placering. Han kunne sidde i dyb samtale med kusken i stedet for det pæne selskab inde i vognen, og han kunne omvendt på sin ferie gå uanmeldt over for at besøge kongen i hans sommerbolig i Skagen. Som barn var han da heller ikke bleg for fysisk arbejde. Det var almindeligt, at børn tog fat, og Carl arbejdede på teglværket med at “skære sten”.

Da Carl var 13 år, blev han konfirmeret. Det var sidste år i skolen. Ret hurtigt kom han i lære hos en købmand. Allerede dengang startede hans dannelse. Han lærte musikken som et håndværk.

Carl kom så til Odense som militærmusiker, da han var 14, hvor han så det lidt som “tapperhed” at spille reveillen om morgenen - og gøre det godt. Det var allerede dengang et mantra at gøre sig umage. Her sparede han op til et brugt gammelt klaver, og lærte sig at spille. Da han havde spillet Bachs præludium 50 gange “flammede det op i ham - nu var døren åben”, som han sagde.

 I 1879 var han spillemand i militæret i Odense. Som underkorporal og med titel af Spillemand V.

I 1883 besluttede han at søge ind på konservatoriet. Han var blevet gift og nu var Odense ikke stor nok længere. På rejse til Paris havde han giftet sig med Anne Marie Brodersen. I 1904 havde han vikarieret som kapelmester, og da han blev sendt tilbage som andenviolin i kapellet, sagde han op. Han skiftede til Det Kongelige Teater som kapelmester. Det gik også godt for hans hustru. Hun fik både jobbet med bronzedørene til Ribe Domkirke og den smukke rytterstatue foran Christiansborg. Carl havde i øvrigt købt en hest, og red ofte tur til Dyrehaven. Parret kom til at bo på Frederiksholms Kanal 28A, der var en æresbolig.

Tidligere havde hans tre år på konservatoriet gjort ham til professionel musiker - violinist. Han havde travlt, der var koncerter og øvetid konstant. Nu gjaldt det skiftet til komponist, og det var ikke uden sten på vejen for den unge Carl. Det første var to obo stykker, som i dag (stadig) er meget skattet musik. Den første symfoni (Strygekvartet i f-mol) blev ur-opført i 1894. Symfonien og efterfølgende arbejder krævede meget af ham, inden de var i mål.

Carl Nielsen var en fritænker og en del af gruppen omkring Georg Brandes i 1870’erne. Det og andre ting gjorde, at en hel del trak sig ud af Studenterforeningen og dannede Studentersamfundet. Her var Carl med, og da foreningen flyttede ind i ny bygning fejrede man begivenheden med en stor fest, hvor højdepunktet var en kantate med tekst af Holger Drachmann og musik af Carl Nielsen.

Omkring 1900 blev han associeret med yngre komponister, som turde eksperimentere og orientere sig internationalt. En anden “bevægelse” var stiftelsen af “Symphonia-foreningen”, hvor han var med i bestyrelsen. De afholdt koncerter fra 1889 og der kom mange, specielt også de helt store navne som Hartmann, Gade og Malling. Foreningen blev opløst seks år senere, da det nu var nemmere at få adgang til koncertsteder.

I 1890 drog Nielsen ud i Europa og besøgte blandt andet Dresden, Leipzig og Wien. Han mødte i øvrigt Brahms, et møde, der viste sig at være mindre vellykket end Carl havde drømt om. Brahms var ikke det mindste åben og interesseret i ham. Carl rejste også til Paris, hvor han mødte den skandinaviske koloni med vennen Emil Sachs. Paris gav ham mange musikoplevelser, men det vigtigste møde var jo Anne Marie, som han gjorde til fru Carl-Nielsen. Desværre er den store udstilling i Glyptoteket med hendes vigtige værker nu overstået. Det skulle det vise sig, at Nielsen var hende utro, og derfor var han i unåde i flere år.

 Han giftede sig med Anne Marie Brodersen, som var en meget selvbevidst kvinde, og en særdeles dygtig og anerkender billedhugger. Blandt andet rytterstatuen foran Christiansborg og bronzeporten på Ribe Domkirke står hun for

Nielsen begyndte også at skrive begivenhedsmusik. Eksempelvis til Lorenz-Frølich-Festen. Han komponerede blandt andet “Nærmere gud til dig” efter Titanics forlis. Nielsen var også “lied” komponist, en solosang med klaverakkompagnement. Hele 16 lied-sange komponerede han. Han komponerede programmusik, eksempelvis “Humoreske-Bagateller” fra 1897 og “Suite for strygeorkester”.

De klassiske idealer pirrede hans nysgerrighed, og dette betød at han stilistisk kunne bevæge sig i alle mulige retninger. Han så klassicitet som en velkommen vej til at forny sig. Emnet er udførligt behandlet i bogen. Nielsen og Ferruccio Busoni mødtes i 1891, og i ham fik Carl en vigtig sparringspartner. Det var ikke mindst overvejelser til fornyelse af musikken, som de var fælles om.

Et andet emne, der bød sig til, var vitalismen. Livskraft, det positive og livsbekræftende dyrkedes af vitalisterne, Hellenerne, som var en kunstnerkoloni ved Kalundborg.

Teatermusikken interesserede ham meget, og han er komponisten bag eksempelvis “Aladdin”, ”Hagbard og Signe”, og “Moderen”. Det samme gælder salmer. Fra 1914 havde han problemer på Det kgl. teater og benyttede tiden til at komponere salmer. Det store reformprojekt af Folkehøjskolens Melodibog havde Carl også stor andel i. Carls og Laubs idealer for det folkelige i musikken gjorde det nemmere at kombinere sang og melodi i fælles harmoni.

I hele karrieren skrev Carl kun to operaer. “Saul og David” og “Maskarade”. Efter ti år som violinist i det Kongelige Kapel kendte han tyske, franske, italienske og danske operaer. Han vidste, hvordan de var opbygget. Han kendte virkemidlerne og vidste, hvad der skulle til for at opnå bestemte dramatiske virkninger. Hvor “Saul og David” i starten blev anstrengt modtaget, var “Maskarade” straks set som vellykket.

I 1923 skulle han så opleve at være kapelmester i Berlin, og derpå kapelmester i Det kongelige teater. Det gjorde ham til en mand med indflydelse og en markant position i dansk musik. Senere dirigerede han i Helsinki, Stockholm og Göteborg. Han fik også indflydelse på musikken som lærer. Det blev en livslang interesse at undervise, både privat og i forskellige institutioner. De private elever tæller helt op mod 30 som over årene gik hos Nielsen.

Efter sin tid som elev på konservatoriet havde Carl først kontakt med konservatoriet igen, da han blev dets direktør efter Otto Malling. Carl var samtidig ansat som lærer og overtog alle Mallings timer. Nielsen var meget pligtopfyldende, og det selvom han i breve klagede sig over, hvor meget tid det tog at sidde med ved prøver.

I dag kalder vi det vinylplader, Spotify og andet, men på Nielsens tid hed det “mekanisk musik”. Det var fonogramvalser og lignende tidlige medier. Han var meget lidt glad for den mekaniske musik, og der findes kun en optagelse, hvor han selv spiller Det er en sølle optagelse på en fonograf, der endda var indstillet forkert. “Musik pr. Radio og grammofon mangler ligesom vitaminerne” sagde han “Men det er jo muligt, at radioen i det lange løb kan virke til gavn for musiklivet” Det må man sige, han fik mere ret i, end han kunne drømme om. Han var i øvrigt med til at vælge det bedste sendeudstyr til den nye Statsradiofoni, og når han selv var i radioen gik han op i det og inviterede venner til at lytte med.

Allerede år 1900 var han landets mest betydningsfylde komponist og havde omkring 1920 afløst Niels W. Gade på den post. Han var heller ikke tilbageholdende med at bruge sin indflydelse. Da den 16-årige Vagn Holmboe stod til prøve med mangelfulde musikalske og teoretiske færdigheder, optog Nielsen ham uden videre på konservatoriet. Netop den situation passede med hans egen, dengang han var dreng. Nu skulle andre have det nemmere, og han gjorde præcis det, han var i position til som chef.

Carl Nielsens anerkendelse har været meget omfattende og den har været vedvarende. Både i Danmark og i udlandet står han som en ledende figur på det musikalske felt. Da han blev bisat 9. oktober 1931 efter han var død af en blodprop, var det en meget stor og markant offentlig begivenhed. Det var meget sjældent set at en fra kulturen få en så storslået afsked med livet.

Bogen beskæftiger sig indgående med symbolismen og Carl Nielsens tilknytning til et europæisk perspektiv. Symbolismen var i fokus i 1890erne og naturalismen, stemning og stilisering bruges af Nielsen. Han bruger heller ikke kun digte, men skrev også selv. Antagelig første gang i 1887 i et brev til ungdomskæresten Emilie.

 Carl Nielsen som værdig, anerkendt og væsentlig komponist

Læseren savner som tidligere skrevet en klar tidslinje gennem bogen. Jeg forestiller mig, at forfatterne har stået overfor en enorm mængde materiale, der hver for sig er vigtigt i denne sammenhæng. Det er så sat op i fem blokke, der igen har kapitler og afsnit. Det er forståeligt, at det er svært at skrive og præsentere bogens indhold i kronologisk rækkefølge, da meget sker parallelt i tid. Det ville eksempelvis være godt for læserens forståelse, at årstal, gerne fra start og til slut, er anført som eksempelvis en underrubrik i kapitlet. En anden mindre ting er noter og kapitler. Under læsningen har læseren ofte interesse i at læse noter. Desværre har man valgt at starte forfra med nummereringen for hvert kapitel. Fortløbende nummerering er måske nemmere.

Bogen henvender sig til alle. Det vil sige, den kan læses af studerende og forskere i kulturhistorie og musik, men også historieinteresserede med interesse i en så vigtig personlighed som Carl Nielsen. Der er ind i mellem en massiv indføring i musikteori, som lægmand ikke kan afkode. Det er naturligvis acceptabelt. Der er løbende forskel i læsevenlighed gennem bogen. Det vil være umuligt at undgå, når der er tale om så stort og vigtigt værk, og det er blevet til med bidrag fra hele tre store kapaciteter som forfattere. Det er ikke en hurtigt læst bog. Det er heller ikke en bog, hvor man umiddelbart slår ned og læser midt i bogen, det ville være synd. Den fortjener at blive læst i sin helhed. Alene sidetallet på 792 sider tager sin tid, og den tager påfaldende lang tid at læse - hvis læseren ellers vil reflektere over bogens tekst. Netop det bør man gøre, så løftes den til værdifuld viden, for det er langtfra kun Carl Nielsen, vi lærer om. Dele af det danske og til dels udenlandske musikmiljø for mere end 100 år siden åbner sig hen over siderne. Det er også en fornøjelse at tilegne sig små bidder af Carl Nielsen som menneske, for så til slut at kunne samle et billede af komponisten. Det kan man, fordi bogen er helstøbt. Bogen er investeringen værd, for det er en stærk bog, der er akademisk valid, og utrolig spændende og meget krævende læsning.

Forfatterne:

Michael Fjeldsøe er professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, Katarina Smitt Engberg er informationsspecialist ved Det Kgl. Bibliotek, og Bjarke Moe er seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. En engelsk udgave kommer senere i år.

[Historie-online.dk, den 28. juli 2024]