Che Guevara
Anne Sørensen, projektkoordinator, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
Ernesto Guevara de la Serna blev i 1928 født ind i en argentinsk aristokratisk familie med baskiske og irske aner. Che Guevara blev i 1967 henrettet i Bolivia efter et mislykket forsøg på at opbygge en guerillabevægelse. Den argentiske overklassesøn og den omrejsende revolutionære var den samme person. Turen fra de bonede gulve i Buenos Aires til Bolivias jungle indbefattede en lægeuddannelse, to ægteskaber, fem børn, deltagelse i den cubanske revolution i 1959 og fejlslåede forsøg på at gentage den cubanske succes i Afrika og Sydamerika. Navnet ’Che’ fik han pga. sin hyppige brug af det argentinske udråbsord ’che’.
Che Guevara havde allerede i sin samtid nærmest ikonstatus. Vestlige intellektuelle og journalister valfartede til Havana og blev fascineret at den karismatiske, veltalende, smukke og charmerende guerillero med cigaren i mundvigen, baretten på sned, beskidt camouflageuniform og et frækt glimt i øjet. De færreste opdagede dog, at han var hårdt angrebet af astma i en sådan grad, at han i lange perioder næsten ikke kunne gå – heller ikke under guerillatogterne i Afrikas og Sydamerikas bjergegne, hvor han i perioder måtte bæres rundt mellem kommandoposterne. De opdagede heller ikke – eller valgte at overse – at Che Guevara stod bag interneringer, forfølgelser og summariske henrettelser i forbindelse med revolutionen på Cuba. Eksilcubanere kaldte ham ’slagteren’; et af de mange tilnavne, han i løbet af sit 39-årige liv blev tildelt.
Jon Lee Anderson er mangeårig journalist og krigskorrespondent ved New York Times. I 1990’erne viede han flere år af sit liv til at skrive denne omfangsrige bog om Che Guevara. I indledningen skriver han, at han vil finde ud af, hvem Ernesto Che Guevara var, og hvorfor han blev revolutionær. Det bagvedliggende ønske handler altså i bund og grund om at finde ud af, hvornår og hvorfor ’Ernesto’ blev til ’Che’. Jon Lee Andersons metoder har først og fremmest været journalistens: han har rejst over det meste af verden for at finde frem til og interviewe personer, der på forskellig vis har haft kontakt med Che Guevara. Søskende, studiekammerater, ægtefælle, venner, KGB- og CIA-folk, sekretærer og mange andre har medvirket til at tegne et facetteret billede af bogens hovedperson. Bogen byder på meget nyt og ukendt stof, blandt andet hidtil ukendte dagbogsnotater, breve og personlige beretninger. Andersons research var også baggrunden for, at Che Guevaras lig i 1995 blev fundet i Bolivia under asfalten på en senere anlagt flyveplads og efterfølgende stedt til hvile på Cuba.
Det er alt i alt et imponerende arbejde, der ligger bag bogen. Resultatet er blevet en spændende og læseværdig bog, hvor man med mange detaljer bliver ført rundt i både personlige forhold, den cubanske revolution og stormagtspolitik. Detaljeringen er dog også bogens akilleshæl. I interview i forbindelse med lanceringen af den danske udgave har Jon Lee Anderson hævdet, at bogen krævede en længde på over 700 sider. Fra et dokumentaristisk synspunkt kan det meget vel være, at alle oplysninger på næsten uendelig vis bør registreres, men når dokumentationen skal munde ud i en biografi er det på sin plads at fokusere, sammenfatte og analysere. Det indebærer for de fleste forfattere, at store passager af det indsamlede materiale skal slettes og omstruktureres for at give bogen en vinkel. Dette arbejde er der ikke gjort særlig meget ud af i denne bog. Der er mange detaljer, få analyser og til tider en forlæsthed på den historiske baggrund (fx den cubanske revolutions minutiøse forløb), der helt sikkert har været nødvendige i researchøjemed, men som med fordel kunne have været kortet ned i bogen. Når man vælger at skrive om en så kontroversiel person, er det også vigtigt konstant at forholde sig til netop forestillingerne og myterne. Her mangler bogen konsekvens. Bogen er ikke et helteskrift og vi får ikke noget skønmaleri af Che, men i mange passager er den for ukritisk i forhold til de officielle cubanske kilder og de interviewede personer, og den kommer i mange passager til – formodentlig ubevidst – at give kritikløse og dækningsløse beskrivelser af Che Guevaras opførsel og motiver.
Bogen får derfor ikke definitivt svaret på spørgsmålene om Guevaras identiteter. Formodentlig er det også umuligt. En strammere struktur, en kortere bog og flere analyserende overvejelser, ikke mindst om Che Guevaras efterliv og virkningshistorie, ville dog have været på sin plads. Som dokumentation og historisk baggrund er bogen dog absolut anbefalelsesværdig. De stereotype forestillinger om den cubanske revolution og guerillakrig får tilføjet adskillige nuancer gennem beskrivelserne af udisciplinerede, dameglade og fordrukne revolutionære, kaotiske angrebsoperationer og splittelsen i revolutionens ledelse. Man sidder tilbage med en opfattelse af, at Cuba måske næppe var blevet erklæret kommunistisk, hvis ikke Che Guevara havde brugt sine astmaperioder på at læse Marx og Lenin og derefter insisteret på og fremmet Cubas forbindelser til USSR og Kina.
Til sidst et par kritiske kommentarer til den danske udgave. Andersons bog, der er en international bestseller, kom for 10 år siden. Der er siden dukket nye oplysninger op, blandt andet om omfanget af summariske henrettelser under den cubanske revolution. Derudover er tematikker som frihedskæmpere kontra terrorister og guerillakrigen som oprørsmetode blevet aktualiseret af de seneste års hændelser, hvilket Jon Lee Anderson ikke selv undlader at påpege i forbindelse med relanceringen af bogen (han sammenligner Che og bin Laden), og det ville på den baggrund have klædt bogen med en revision eller i det mindste et efterskrift, der førte bogens indhold up-to-date. Derudover er der simpelthen for mange sjuskefejl: stavefejl, oversættelsesfejl og usammenhængende sætninger. Bogen ville have været tjent med en sidste omgang redigering og korrektur.
