Churchill - En biografi
Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag.
For tredje gang indenfor et år er der på et dansk forlag udkommet en biografi af Winston Churchill. (De to foregående anmeldt af nærværende anmelder på historie-online: Winston Churchill - Manden bag myten og Churchill - Statsmand og myte)
Hvad enten det et tilfælde, eller det skyldes, at Churchill i år døde for 40 år siden, eller det er fordi Den anden Verdenskrig sluttede for 60 år siden, er det et tegn på, at interessen for personen er så levende, at der er salg i skildringer af ham.
John Keegan, forfatteren til denne biografi, er militærhistoriker, født i 1934, uddannet på universitetet i Oxford, og med et omfattende forfatterskab bag sig. Den engelske udgave af bogen om Churchill udkom i 2002. Keegan fortæller i et indledningskapitel, at han som dreng og ung mand under og efter Den anden Verdenskrig langtfra var fascineret af Churchill; fascinationen kom først, da han i 1957 i New York kom til at høre en grammofonplade med Churchills krigstaler. Han bruger den resterende del af kapitlet til en analyse af Churchills psyke - en ganske interessant analyse, som ikke findes tilsvarende i de to tidligere udkomne Churchill-biografier, og som hjælper til en forståelse af hovedpersonens holdninger og handlinger.
Bogens andet kapitel behandler Churchills familie og ungdom, og indeholder en interessant beretning om hans forfædre, lige fra John Churchill, den første Hertug af Marlborough, den berømte hærfører i Den spanske Arvefølgekrig 1701-14, og til hans far, politikeren Randolph Churchill (1849-95). Vi erfarer, at den tredje, fjerde og femte Hertug af Marlborough var “bundfordærvede, uligevægtige, tungsindige og galhovedede”; først Winstons farfar, den syvende hertug, gjorde op med den uheldige slægtsarv. Den forarmede aristokrat Randolph Churchill giftede sig den 15. april 1874 med den amerikanske rigmandsdatter Jennie Jerome; ægteskabet var ingen ubetinget succes, og Winston (som blev født 30. november 1874) og hans bror Jack var i barndommen overvejende overladt til deres barnepige, Mrs. Everest, for hvem Winston nærede en livslang hengivenhed. På trods af kulde fra faderen og moderens ødselhed og ægteskabelige forviklinger nærede han den største sønlige ærbødighed overfor dem begge.
Efter forfejlet skolegang på den traditionsrige kostskole Harrow fandt Churchill sin rette hylde i militæret, og gjorde som husarofficer tjeneste her i årene 1895-1900. Ved hjælp af familiens forbindelser lykkedes det ham at komme til at gøre aktiv krigstjeneste på så forskellige steder som Indien, Cuba, Sudan og Sydafrika. I sidstnævnte felttog i Boerkrigen blev han fanget, men en spektakulær flugt gjorde ham til mediehelt i hjemlandet, og blev platformen for hans valg til Underhuset i efteråret 1900.
Pr. familietradition tilhørte Churchill det konservative parti; men faderen havde brudt med konservativ traditionalisme og kæmpet for “Tory Democracy”, der skulle give det konservative parti en social profil og appellere til arbejderne. Med den arv i bagagen brød Churchill i 1904 med partiet og sluttede sig til det liberale parti, hvor han på forskellige ministerposter i nogle år før første verdenskrig gjorde en virkelig indsats for samfundets svageste. Men i 1911 tog hans liv en ny drejning, da han blev marineminister og kastede sig ud i kampen for at den engelske flåde skulle holde trit med den tyske flådeoprustning. Det lykkedes i eminent grad, men det fejlslagne Gallipoli-felttog i 1915 kostede ham ministertaburetten, og den vragede minister gjorde i et halvt år aktiv tjeneste som officer på vestfronten - hvor han vandt sine folks hengivenhed p.g.a. sin frygtløshed.
I 1917 gjorde Churchill comeback i regeringen, denne gang som rustningsminister, og sad - igen på forskellige ministerposter - frem til 1922, da den liberalt-konservative koalitionsregering under Lloyd George gik af, og det liberale parti gik stærkt tilbage ved parlamentsvalget. Churchill mistede sin plads i Underhuset; men det faldt sammen med et begyndende samarbejde mellem de liberale og Arbejderpartiet, som Churchill misbilligede, og via en opstilling som uafhængig antisocialistisk kandidat gik hans vej tilbage til det konservative parti, hvor premierminister Stanley Baldwin tilbød ham posten som finansminister, som han beklædte i årene 1924-29. Dette var en overraskelse for ham selv, efter hans partipolitiske troløshed; og det var også en skæbnens ironi, fordi Churchills private økonomi var temmelig kaotisk (en arv fra moderen); men faktisk forvaltede han nationens økonomi ganske fornuftigt efter den tids grundsætninger.
1929-39, mens Churchill var udenfor regeringen, udfoldede han en omfangsrig skribentvirksomhed. Efterhånden som Tyskland under Hitler begyndte sin genoprustning og sin aggressive udenrigspolitik, blev han tillige den ihærdigste kritiker af regeringens “eftergivenhedspolitik” overfor Tyskland. Mens denne virksomhed pegede fremad, var han uheldig i sit valg af et par andre mærkesager, nemlig hans forsøg på at holde Indien indenfor Imperiet som koloni, og hans støtte til kong Edward VIII under abdikationskrisen i 1936. Men efterhånden som den tyske trussel kom til at overskygge alt andet steg hans politiske aktier, og ved krigsudbruddet 1939 hentede premierminister Neville Chamberlain ham ind i regeringen som marineminister; og da Chamberlain efter det fejlslagne norske felttog måtte gå af i maj 1940, blev Churchill hans efterfølger.
Churchills “finest hour” var utvivlsomt perioden 1940-41, da Storbritannien stod alene mod Tyskland og dets allierede, og det skyldtes hans stædighed og inspirerede ledelse, at der ikke blev sluttet en forhandlingsfred med Hitler. Med Sovjetunionens og USA’s indtræden i krigen i 1941 var krigens udfald sikret, men Churchill kom efterhånden til at stå en smule i skyggen af sine to krigskammerater, Stalin og Roosevelt; betegnende er det, at det altid var Churchill, der måtte rejse til møder med de to andre.
Arbejderpartiets valgsejr efter krigsafslutningen 1945 kom som en overraskelse og skuffelse for Churchill - som næppe erkendte det udbredte ønske i den brede befolkning om et velfærdssamfund, og som under valgkampen havde slået Labour i hartkorn med de sovjetiske kommunister! I sine år som oppositionsleder gjorde han imidlertid en stor indsats for at fremme forsoning og samarbejde i Europa; dog skulle Storbritannien efter Churchills recept ikke selv deltage i Europas forenede Stater, men balancere mellem Europa, Commonwealth og USA! I sin sidste periode som premierminister fra 1951 gjorde han en stor indsats for at få en dialog i stand mellem Vestmagterne og Sovjetunionen; det var angiveligt af denne grund at han klyngede sig til premierministerposten indtil 1955, idet han mente, at hans personlige prestige ville kunne befordre en øst-vest afspænding. Men hans alder og flere sygdomsanfald havde gjort hans partifæller meget utålmodige efter at se ham tage sin afsked.
Efter sin afgang som premierminister beholdt Churchill sit sæde i Underhuset i yderligere ni år. Han skal angiveligt have afslået at modtage en hertugtitel, fordi han så ville blive udelukket fra sit elskede Underhus - og tvunget til at indtage en plads i det aristokratiske men politisk betydningsløse Overhus. Først året før sin død, i 1964, undlod han at genopstille til parlamentsvalget i sin trofaste Woodfordkreds. - Efter sin død som 90-årig den 24. januar 1965 fik han en statsbegravelse, hvori Dronning Elizabeth højst usædvanligt deltog - eftersom det ikke var et medlem af kongehuset, der var død - og hele nationen tog afsked med den gamle statsmand ved en højtidelighed, hvorom man måske med rette for en gangs skyld kunne anvende klichéen “en tidsalder gik i graven”.
Keegans biografi redegør på traditionel kronologisk vis for alt dette, men graver hyppigt et spadestik dybere for at afdække psykologiske motiver og sammenhænge i hovedpersonens liv. Det gøres på en redelig og sober måde, så Keegans bog absolut kan anbefales til dem, der har appetit på at gå i gang med endnu en Churchill-biografi. Oversættelsen er velplejet, bogen behageligt fri for tryk- og andre fejl, og afsluttes med en litteraturoversigt (som har nået at få Martin Gilberts, men ikke Jørgen Sevaldsens, bog med), og med et personregister. Illustrationerne er få men velvalgte; de har alle været bragt i Martin Gilbert’s “Churchill: A Photographic Portrait” fra 1974, men de er pænt trykt i nærværende bog.
