Claus Bryld: Hvilken befrielse - Erindringer
BogFeature
Claus Bryld: Hvilken befrielse - Erindringer
Lige fra første side er bogen fremragende skrevet. Ordene flyder ind som slik på tungen. Læseren bliver i første kapitel (for-)ført på en rejse, hvor den voksne historiker i 1990 besøger Tanger i Marokko, alt imens der krydsklippes til den 9-årige Birkerød drengs ankomst til samme sted i 1949. Der er ikke tale om en ferie, men om en familie der er blevet ofre for ostrakisme. Sådan ser den det selv. Her starter den senere historikers tvivl. Hvad er ostrakisme? Hvad er der sket? Gradvist går det op for læseren, at forfatteren for det første er på sporet af sin egen opvækst og dermed på sporet af det fundamentale spørgsmål der altid må have naget ham: Hvorfor blev faderen og store dele af familien nazister?
Tvivlen har været drivkraft for langt de fleste gode humanistiske forskere, måske den bedste drivkraft af alle. Men sjældent er den så klar, tydelig og velbegrundet som her. Netop derfor hæver værket sig over almindelige (selv-)biografier. En stor tvivl kan, under de rette omstændigheder, skabe stor forskning. Den tvivl og de spørgsmål der må have plaget forfatteren, er af interesse for os alle, både som generelt incitament til vor historiske forskning men også fordi spørgsmålet om hvordan nogle tydeligvis velbegavede, velhavende og velformulerede mennesker kunne blive nazister er af almen interesse.
At det er et svært emne, ses bl.a. af, at forfatteren for det meste holder sin far ud i arms længde ved at kalde ham Børge. Undtaget herfra er klippene fra 1949. Her var far og søn for sidste gang netop far og søn. Da tilnærmelsen ikke lykkes, bliver far til Børge.
I årevis holdes forfatteren ude af de arkiver, hvor han håber at finde svar på sine spørgsmål. Det er en moden mand der endelig kan dykke ned i dem. Claus Bryld skriver med en snert af bitterhed: ”Jeg havde brug for at få viden, da jeg var i trediverne; det har jeg stadig, men knap så påtrængende.” Det, der følger, er en gengivelse af gamle forhørsprotokoller, hvor forfatteren analyserer sin fars gerninger. Noget af det sværeste der kan tænkes. Måske var det godt, held i uheld om man vil, at det var en moden mand der læste og analyserede faderens udsagn og handlinger? Måske gav alderen det rette rum for refleksion? Ikke til at vide. Vi, som læsere, kan kun konstatere, at analysen er meget stærk og relevant. Det er hele bogen.
Den første fase står nok stærkest. Det ved forfatteren godt, han begynder i et afsnit at undskylde, at han ikke kan skrive frit fra leveren. Men det, at beretningen ikke længere flyder helt så smidigt er også en slags styrke, for man fornemmer forfatterens vanskeligheder og sågar smerte ved emnet. Der er i hele værket et stort element af dobbelthed. Smerte rimer på kærlighed. Begavelse på noget der ligner dumhed. Selve titlen er dobbelt. Er døden den eneste befrielse? På side 165 skærer han sit og bogens dilemma ud i pap: ”Jeg måtte jo prøve at forklare, hvorfor de mennesker jeg havde elsket, ja stadig elskede, havde tjent så ringe en sag.”
I de senere år har det været meget smart at tale om den personlige vinkel til en sag. Man synes ikke at forvente af læseren/publikum, at vedkommende er i stand til at interessere sig for en faglig sag, hvis den ikke har betydning for vedkommende selv. Her kan man spørge: Hvem er det, Claus Bryld skal forklare, hvorfor hans familie var nazister? Det må i første række blive ham selv. Men det har altså også interesse for os andre, fordi emnet er så væsentligt. Hvordan kan sådanne mennesker som familien Bryld blive ledt til nazisme? Dermed bliver Claus Brylds erindringer til noget almen gyldigt. Det anser undertegnede for en stor styrke.
Claus Brylds erindringer er et meget stærkt indlæg i en evigt gyldig debat om skyld og uskyld.
FAKTA
Claus Bryld:
Hvilken befrielse – Erindringer
Ny udvidet udgave
Udg. af Gyldendal
235 sider, 250 kr.
