De Gaulle - Generalen der var Frankrig
Af Lars Kjær, Arkivar, Køge Byhistoriske Arkiv
Hvad skal man nu mene om en biografi om de Gaulle? Det spørgsmål bliver man nødt stille sig selv. OK, indrømmet, det er ikke alle danskere, der vil stille sig selv spørgsmålet over aftenkaffen, men som anmelder på historie-online, er man jo forpligtet på at give et svar på det spørgsmål.
Der findes allerede, ifølge forfatteren selv, fem tusinde(!) bøger om de Gaulle, heraf flere hovedværker. Derudover er der udgivet en række dagbøger og notater fra en række af de Gaulles nære medarbejdere. De Gaulle er med andre ord beskrevet ganske nøje i litteraturen. Så man kan med en vist ret spørge sig selv: Hvad skal vi med én mere?
For nu at slå det fast, så der er der ingen tvivl om at de Gaulle var og er en relevant skikkelse i det 20. århundredes historie. En hurtig test på Google viser, at de Gaulle er ”den største” af hans samtidige.
"Charles de Gaulle" 12.000.000 hits
"Winston Churchill" 9.940.000 hits
"Adolf Hitler" 9.890.000 hits
"Franklin D. Roosevelt" 4.390.000 hits
"Joseph Stalin" 1.440.000 hits
Det kan der være mange grunde til, blandt andet går ”Hitler” og ”Stalin” oftest alene under deres efternavne. Det er alligevel slående og lidt overraskende.
Hvad nyt kan den så bidrage med, er her noget afgørende at komme efter? Næppe.
Jeg er ikke en stor kender af fransk historie og litteraturen om de Gaulle, så har man det sådan, er det et udmærket startpunkt. Bogen er ifølge forfatteren selv tænkt som et første skridt ind i de Gaulle og gaullismen (s. 462). Derfor er det heller ikke relevant at klandre forfatteren, der i øvrigt er journalist, at der ikke er brugt kilder fra arkiver og andre glimrende steder. Bogen baserer sig ikke på kildestudier, men på bøger om og af de Gaulle, så kan man synes om det eller lade være. Men der kommer man som sagt også ganske langt.
Set som en introduktion til manden, er det såmænd en ganske velkommen bog. Om bogen bliver en kommerciel succes, vil historien vise, den har klaret sig ganske godt i Sverige. Det er den type bog, der kan findes under juletræet og sikkert også på de kommende års bogudsalg. Ved begge lejligheder vil den sikkert også gøre sig godt.
Bogen er skrevet uden eksplicitte kildehenvisninger, og bruger for det meste blot formlen ”i sine erindringer” (f.eks. s. 121). Vil man efterprøve en henvisning eller selv gøre brug af et citatsted, kommer man med andre ord på lidt af et heuristisk hestearbejde. Og det er mildt sagt groft irriterende. Der hersker blandt forlagsfolk og visse forfattere en uudsagt fordom om, at de alment interesserede læsere (der i dyre domme køber historiske bøger og biografier), ikke kan tåle fodnoter og henvisninger; at det går ud over læsbarheden. Benytter man sine noter som et strengt bibliografisk henvisningssystem, kan jeg simpelthen ikke se, at det skulle kunne skade læsbarheden det mindste. Skriv blot i forordet at det er meningen, at man skal springe dem over, og at man ikke går glip af noget dér. Så FODNOTER, tak!!!
Vil man forøge læsbarheden og tilgængeligheden i et værk som dette, skal der helt andre virkemidler til. Og dem har forfatteren Knut Ståhlberg da også. Han har blandt andet et godt sprog og en sikker sans for sine virkemidler. Det skjuler dog ikke et par store problemer ved bogen og generelt ved bøger af denne type: Bogen er ganske omfangsrig, hele 496 sider der i alt klemmer sig op på 1100 g og det er for meget! Her er jo ikke tale om en videnskabelig monografi, hvor læserne i større eller mindre omfang bliver betalt for at tygge sig gennem den, side for side.
Miseren opstår, for mig at se, som en følge af bogens strengt traditionelle opbygning: Den er skåret over den læst, som så mange biografier følger, nemlig: Opvækst, skoletid, ungdom, militæruddannelse, og så videre og så videre. Det kører strengt kronologisk derudaf fra ende til anden. Virker det bekendt? Ja, ikke sandt!
Når kronologien er det ordnende princip i en bog som denne og emnet er en mand som De Gaulle, ja, så ender man meget nemt på 496 sider. En mere frugtbar løsning havde efter min mening været at anvende en tematisk arbejdsform. Bogens andet problem er, at den ydermere forsøger at fortælle ét lands historie gennem én person, hvilket accentuerer individets rolle i historien, af og til for meget.
Når det er sagt, er det stadig en bog jeg vil være bekendt at anbefale til alle, der gerne vil vide mere om de Gaulle og Frankrig under Anden Verdenskrig.
