Den danske Darduse - Kinafareren Sophus Black 1882-1960
Af Jørgen Stage Larsen
Bogen er et resultat af en udvikling, hvor en gravsten og Blacks kunstskatte blev suppleret af fundne breve og billeder. Det skulle kun have været en artikel, men da kildematerialet hobede sig op, blev det til en hel bog.
Sophus Black var ikke som de andre Ærøboer. Han tog til Kina i stedet for at sejle på Europa og Amerika. Det skal dog nævnes, at broderen allerede tidligere var taget derud. Vi får et indtryk af hovedpersonen, som uddannede sig til telegrafist, blev ansat i Store Nord og af dem blev sendt ud i den store verden. Det er historien om opholdet i Kina, samt om hovedpersonens kunstsamling, der er grundlag for bogens fortælling.
Bogen indledes af en udredning af Sophus' familieforhold i den lige linje i fem generationer, livet på Ærø, samt om faderens deltagelse i Sepoykrigen i Indien. Herefter omtales Sophus' opvækst, uddannelse og ansættelsen i "Store Nordiske". 20 år gammel bliver han forflyttet fra London til Kina og kom derved ud til sin broder.
Herefter følger omtale af Kina, bl.a. Shanghai og Chefoo. Bokseropstanden var kort forinden hans ankomst blevet knust, og europæerne måtte opretholde frivillige korps til deres fælles sikkerhed, som også Sophus tog del i. Shanghai var ubehagelig varm, så de to år i Chefoo var en ren fornøjelse. Herefter blev han kaldt til Peking, hvor han var tæt på begivenhederne omkring kejserdømmets fald.
På ferie i Danmark havde han mødt sin kommende kone, og vi hører naturligvis også om hendes liv før og undervejs til Kina. Den kinesiske befolkning var præget af stor fattigdom, men hverdagslivet var behageligt fore, der jo herude stadig kunne have billige hjælpere. De havnede dog i midten af den borgerkrig, der afløste kejserdømmet, og selv om europæerne ikke blandede sig, kunne de ikke undgå at blive berørt. Hustruen var gravid, men Sophus placerede hustruen i trygge omgivelser og tog selv på opdagelsesrejse til Jehol i det nordlige Kina.
Familieforøgelsen og arbejdet fyldte meget, men kunstsamlingen forøgedes også i resten af Kinatiden. I 1931 tog han hjem, han ville pensioneres i en alder af 49, hvilket blev bevilget, selvom pension egentlig først kunne opnåes ved 55 års alderen. Han fik en afløser, selvom Kina blev et mere og mere usikkert land at opholde sig i. Parret bosatte sig i et stort hus i Rungsted, hvor der var plads til den store kunstsamling. Det er jo nok som ejer og giver af disse kunstskatte, at Sophus er blevet værd at skrive en bog om. Især hans Buddhafigurer (Darduser) er blevet berømte, så berømte at han selv blev kaldt "Den danske Darduse", derfor titlen på bogen.
Til slut omtales Sophus’ liv som pensionist, hvor han brugte meget tid på slægtsforskning - dengang kunne man jo ikke finde det meste på nettet - men måtte besøge lokale præster. En Ærøforening var han også medstifter af, samt en Dansk/Kinesisk forening. Parret flyttede til Østerbro og siden på alderdomshjem i Rungsted, hvor Sophus to år efter døde som 78 årig. Hans urne og siden hans kones blev gravsat på Marstal kirkegård.
Bogen er fyldt med flotte billeder og uddrag af ægteparrets og endda den kinesiske kejsers breve, der er en tidslinje og et kinakort, samt en fyldig litteraturoversigt og noter som afslutning på en flot bog. Beskrivelsen om en mand, der ikke nåede til tops socialt, men alligevel blev kendt via sit spændende liv, sit lokalhistoriske engagement og især for sin omfattende samling af kinesisk kunst. Denne samling som er kommet danske museer og i nyere tid kinesiske rigmænd til gavn. Forfatteren bemærker et sted, at vi efter denne bog stadig mangler den samlede fortælling med Black i hovedrollen. Det kan jeg dog ikke være enig i. Forfatteren kommer vidt omkring og meget mere kød er der vist trods alt ikke på Sophus' historie. En flot bog at have stående i reolen.
