Den inderste fare

Af Bjarne S. Bendtsen

Fra hvad jeg havde læst og hørt af foromtaler af Birgithe Kosovićs nye roman, Den inderste fare, var jeg noget skeptisk, da jeg fik den i hånden. Ikke over for ideen om en biografisk roman om den forkætrede Erik Scavenius, slet ikke, men over romanens inddragelse af de mest intime detaljer om denne mand, der om nogen synes at have insisteret på at holde på formerne: sexscener?! Måske mit udgangspunkt bare var snerpet – eller måske kynisk, for jeg kunne ikke lade være med at tænke, at, ja, sådan sikrer man da en massiv foromtale af en bog, der ellers kunne risikere at havne på de lettere støvede hylder for semihistorisk litteratur. Historiske romaner er naturligvis ikke blevet umoderne eller blandingen af fiktion og fakta i romaner en usalgbar vare for tiden: Ken Follett og Jan Guillous yderst succesfulde serier om det 20. århundrede taler med bestsellervægt imod dén tanke. Men ville læserne flokkes om en bog om Erik Scavenius, der åbenbart stadig er så kontroversiel, at man end ikke kan opkalde en lille gyde efter ham? Med nogle saftige sexscener ville der i det mindste være noget for både pressen og os andre husarer at blive fanget ind af. Nå, Erik Scavenius var en yderst interessant mand, som opholdt sig i centrum for nogle af de absolut mest dramatiske begivenheder i det 20. århundredes danske historie som udenrigs- og statsminister, så jeg lagde min skepsis til side og gav mig forventningsfuld til at læse. 

Romanen, der er det første bind af to, begynder på sin vis med slutningen; ikke den endegyldige slutning med Scavenius’ død i 1962, men med hans demission som statsminister 5. maj 1945, hvilken dog reelt havde fundet sted allerede efter augustoprøret i 1943. Kapitel 2 går tilbage til starten af Besættelsen, dvs. juli 1940, da statsminister Stauning fik overtalt Scavenius til at overtage udenrigsministerposten fra P. Munch. Derefter springer romanen i kapitel 3 tilbage til Scavenius’ barndom og ungdom, i glimt frem og tilbage i tiden, dels med fokus på hans møde i 1905 med spidserne i det nystiftede Radikale Venstre, dels hans kommende hustru, Emma Eliza Benzon. Men det er besættelsesårene, der er det selvfølgelige centrum for romanen: Det var her, Scavenius’ mest omdiskuterede for ikke at sige regulært forhadte handlinger udspillede sig i og med forsøgene på at holde Danmark ude af krigen – koste nærmest hvad det ville. De sidste knap 300 sider af romanen beskæftiger sig med denne periode og generelt i kronologisk rækkefølge, dog med forskellige flashbacks i erindringen om samlivet med Emma og de første perioder som udenrigsminister, til første bind af fortællingen slutter med telegramkrisen og Scavenius’ møde i Berlin i november 1942 med tyskernes nye rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best. Der venter dermed både det omtalte augustoprør, tiltagende sabotage, jødernes flugt til Sverige og meget mere i fortællingens bind 2, må man formode. Måske også mere om tiden som udenrigsminister under Første Verdenskrig, som fylder bemærkelsesværdigt lidt i dette bind: Det er jo ellers oplagt her, man kan finde meget af forklaringen på Scavenius’ tilgang til Tyskland under den næste krig. 

Afsnittet om Scavenius’ underskrift på Antikominternpagten i Berlin i november 1941 er skildret med fokus på de dilemmaer, Danmark og udenrigsministeren blev stillet overfor – i særdeleshed at tyskerne strammede skruen, da Scavenius var ankommet til Berlin, ved ikke at ville gå ind på dele af de forbehold, man fra dansk side allerede dengang arbejdede med i tilgangen til stormagterne. Det fungerer sådan set fint i romanform, trods nogle lidt sære passager med Scavenius’ tanker og katastrofeforestillinger. Men her er den højspændte politiske forhandlingssituation og møderne med bl.a. Goebbels og Hitler heller ikke afbrudt af seksuelle dagdrømme. Det er derimod skildringerne af mange andre dramatiske møder og politiske forhandlinger – måske for at antyde, at Scavenius fandt den parlamentariske snak på Christiansborg uværdig?

Magtfulde mænds overudviklede libido er et velkendt emne, som man blot behøver vende sig til det igangværende amerikanske præsidentvalg for at finde et lidet kønt eksempel på, og denne tematik spiller som allerede antydet en væsentlig rolle i Kosovićs roman. Men bidrager den for alvor til en dybere forståelse af Scavenius? Ikke efter denne læsers mening. De konstante sidespring i handlingen til Scavenius’ tanker omkring det seksuelle og forholdet til kvinderne i hans liv, selv midt under de mest krævende politiske forhandlinger, er ganske enkelt trættende i længden. Nu fungerer vores hjerner jo absolut ikke på samme måde, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan en magtfuld politikers hjerne arbejder i de mest pressede situationer; men ville man virkelig have overskud til den slags mentale udflugter under krævende forhandlinger? Det virker mere som et forsøg på at få noget menneskeligt kød på det politiske spil, som ellers i tilfældet Scavenius burde rumme rigeligt med spændende stof i sig selv.

Der findes endvidere i Den inderste fare nogle for en historisk roman ganske problematiske fejl –måske ikke gigantiske fejl som traktorsporene på marken i tv-filmatiseringen af Gøngehøvdingen fra 1990’erne, men dog nok til, at man som læser rives ud af den historiske illusion. Sprogligt gøres der eksempelvis rask væk brug af engelske udtryk, som man bestemt ikke har brugt på Scavenius’ tid, hvilket Tue Andersen Nexø allerede har gjort opmærksom på i sin anmeldelse af romanen i Information. Jeg hoppede særligt i øreklapstolen, da Scavenius i tankerne skælder Christian X og hans tilgang til situationen under Besættelsen ud for at være "ren og skær feel good" (s. 164, min kursiv). Dette udtryk findes først, skriver Tue Andersen Nexø, i danske tekster fra begyndelsen af 1990’erne. En anden kronologisk svipser er de D-mark, der optræder på s. 297: Denne møntfod blev først indført som erstatning for Reichsmark i 1948. Det er måske en lille ting at hænge sig i, men det er den slags detaljer, der gør en historisk roman som denne enten troværdig – eller det modsatte.

Problemet ved at arbejde med Erik Scavenius’ liv, i særdeleshed den private side af det, er, at han destruerede stort set alle kilder til det af både privat og mere officiel art: breve, private notater, udkast til taler etc., inden han døde i 1962. Her kunne fiktionen jo oplagt give et bud på, hvad der var på færde i den sammensatte og særligt efter Besættelsen så forhadte mand. Jeg vil dog klart anbefale den interesserede læser – og ikke kun den historisk interesserede af slagsen her på Historie-online – at læse Viggo Sjøqvists grundige biografi om Scavenius fra 1973 eller vente på den nye biografi, Steen Andersen skulle være på vej med, og lade de ubeskrevne sider af Scavenius’ væsen være ubeskrevne. Hvis man gerne vil have sexscenerne med, ja, så kan man da godt læse Den inderste fare, men mon ikke også man kan finde dem saftigere andre steder? Selv om her både er fellatio uden gebis og andre pirrende godbidder.