Den perfekte præsident

Af Erik Ingemann Sørensen

Det iscenesatte menneske

For en hel generation var John F. Kennedy nærmest et ikon. Godt 50 år efter hans død tegnes der et noget mere nuanceret billede.

Blot syv dage efter at være blevet myrdet i Dallas og kun tre dage efter begravelsen, ankom journalisten Theodore H. White fra ”Life Magazine” til Hyannis Port – tilkaldt af Jacqueline Kennedy. Nu skulle han hjælpe med at sikre præsidentens eftermæle. Alt var tilrettelagt og gennemtænkt ud i den mindste detalje. Det var her, hun lancerede sammenligningen mellem Kennedy og ”Camelot”, kong Arthurs sagnomspundne slot. På dette tidspunkt stod ”Camelot” stærkt i den amerikanske bevidsthed, efter at musicalen af samme navn havde haft premiere i 1960. Herfra stammer den berømte sætning: 

” Don't let it be forgot/ That once there was a spot/ For one brief, shining moment/ That was known as Camelot”. Helgenlegenden blev skabt – takket være en journalist, der senere indrømmede, at han ikke turde sige den sørgende enke imod. Og lancerede ikonbilledet.

Det virkede. Myten var skabt – en myte mange stadig ønsker at fastholde. Det er trods alt kun seks år siden, forlaget Aschehoug trak Gareth Jenkins bog om Kennedy tilbage fra markedet. Sammen med samme forfatters bog om Che Guevara. Den første var for negativ – den anden for heroiserende.  En noget mystisk begivenhed i den danske bogverden.

Historikeren Regin Schmidt har skrevet ”Den perfekte præsident” på baggrund af ”den nyeste forskning i de forskellige aspekter af hans virke…” Når man gennemgår den omfangsrige kilde- og litteraturliste, forekommer det, som om forfatteren har været ude i alle krinkelkroge for at samle sit stof. Han har også Gareth Jenkins bog med. I den danske udgave.

”Den perfekte præsident” er skrevet ud fra tre vinklinger: Faderens rolle, Kennedys udnyttelse af ”den nye politiks virkemidler” samt præsidentperiodens konfrontationsudfordringer. I denne sammenhæng indrømmer Schmidt, at der ikke er tale om en dækkende biografi. En sådan ville være væsentlig større.

Den kronologiske opbygning gør det muligt at følge udviklingen i J.F.Ks  historie. De forskellige nedslag undervejs giver læseren et udmærket indblik i de mest markante begivenheder.

Efter endt læsning sidder man tilbage med fornemmelsen af, at J.F.K i realiteten var et helt igennem arrangeret og iscenesat menneske. Ikke meget var overladt til tilfældighederne. Lige fra sin tidlige barndom var han omfattet af faderens enorme ambitioner. Og da hans bror omkommer under 2. verdenskrig, slår iscenesættelsen igennem for fuld styrke. Bogen igennem står eksemplerne i kø. Eksempler der afslører, at Kennedyfamilien kører sønnen i stilling til landets højeste embede med en hidtil ukendt politisk professionalisme. Leni Riefenstahl kunne ikke have orkestreret det bedre.

Kennedymaskinen får ham i kongressen i 1946, hvor han ikke gjorde meget væsen af sig. Det blev bedre, da han kom i senatet i 1952. Den får hans bryllup til at blive det nærmeste, USA kom på et kongeligt af slagsen. Dog markerer han sig med Pulitzer-prisen, som han får i 1957. Men der er dog også nogen, der trækker i trådene. Igen.

Faderen citeres for at have sagt: ”Vi vil sælge Jack, som man sælger sæbespåner…” Det forekommer stort set at være hans livsfilosofi – og sønnen må spille med. Om det er en af årsagerne til, at hans libido næsten var ustyrlig, er svært at afgøre. Men han holdt sig ikke tilbage. J.F.K. brugte damer, Jacqueline penge.

Det politiske menneske beskrives især gennem de udenrigspolitiske højdepunkter i Kennedys korte præsidentperiode. Under den iskolde krig, hvor vi kom ubehagelig tæt på det nukleare helvede. Her giver Regin Schmidt et udmærket rids af begivenhederne.  Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det kunne være gået galt i flere situationer, da bogen også kommer ind på Kennedys forbrug af medicin – også de opkvikkende midler. Det er ubehagelig og foruroligende læsning.

Den amerikanske journalist, Seymor M. Hersh udgave i 1997 bogen ”The Dark side of Camelot”. Det er ikke historikeren, men journalisten, der her tager Kennedy under behandling. I forordet skriver han: ”Det er mit håb, at jeg ved at skrive denne bog kan hjælpe vort land til at få bragt noget af sin historie på ret køl…” Den anerkendte journalist og Pullitzer-prisvinder rev i sin bog meget af Kennedy-myten fra hinanden. Regin Schmidt har her bidraget til dette med en ganske udmærket introduktion til mennesket og myten bag ”Camelot”.