Diktatorer - fra Mussolini til Saddam

Af Nils Arne Sørensen, Syddansk Universitet

Da første verdenskrig var forbi, legitimerede sejrsherrerne de forudgående års blodbad med, at resultatet var blevet en sejr for civilisation, retfærdighed og frihed. Slagordene skulle realiseres i form af forfatningsstater og liberalt demokrati. Fremtiden var demokratiets. Men virkeligheden blev et andet. Årene efter 1918 – og 1900-tallet generelt – blev nok så meget præget af diktatur som af demokrati.

Det er det indlysende gode udgangspunkt for Diktatorer. Herfra er bogens grundlæggende idé, i biografisk form at skrive historien om de mest markante diktatorer siden første verdenskrig. Det gennemføres i form af 19 kapitler om diktatorer, suppleret korte opslagsartikler, der breder det samlede billede ud til at dække i alt 45 eksempler af typen.

Det er et ambitiøst projekt, men desværre er resultatet ikke imponerende. Hovedindvendingerne er to. For det første må man forvente, at når der er valgt en biografisk tilgang til diktatur-fænomenet, så bygger dette på nogle systematiske (og fremlagte) overvejelser om, hvordan man skriver historisk biografi, herunder ikke mindst hvad angår personlighedens betydning i politik i almindelighed og i diktaturet i særdeleshed. Det sker imidlertid ikke.

Dette fører til næste problem. Selv om titlen lover diktatorer, så handler de fleste ”biografier” nok så meget om diktaturer. Herved taber bogen i alvorlig grad fokus. I indledningen skelnes mellem ideologiske og ikke-ideologiske diktaturer, men den struktur forlades hurtigt, og organiseringsprincippet for bogen fremstår reelt som fuldstændigt tilfældigt. Det er en konsekvens af, at forfatterne ikke har gennemtænkt diktaturers typologi og eksistensrammer. Den slags helt centrale spørgsmål når bogen aldrig frem til at søge svar på. I stedet får vi korte skitser, hvoraf de fleste er nøgternt kompetente, mens andre er naivt (dvs. risikofrit) fordømmende uden nogensinde at nå frem til et niveau, der kan kaldes forklarende.