Ejnar Mikkelsen - En biografi

Af Brian Traantoft Rasmussen, BA i historie og stud. mag. i religionsvidenskab

En fuldblodseventyrer som Ejnar Mikkelsen er ikke et ukendt bekendtskab for forfatter Kurt L. Frederiksen, der tidligere har skrevet biografier om lignende danske grønlandsfarere i første halvdel af det 20. århundrede. I 2009 udkom således ”Knud Rasmussen. Kongen af Thule” og i 2012 ”Freuchen – Den Store Peter”.

Kurt L. Frederiksen ved derfor, hvordan en sådan bog skal komponeres, så læseren efter endt læsning sidder tilbage med en glødende rejsefeber og, i dette tilfælde, en dyb fascination af Ejnar Mikkelsen. En Ejnar Mikkelsen der dedikerede hele sit liv til Østgrønland, der blev både nationalt og internationalt hyldet og anerkendt for sit store arbejde, men som alligevel ofte overses i populæropremsningen af danske bemærkelsesværdige grønlandsfarere.

De første ekspeditioner: Østgrønland og Alaska
Ejnar Mikkelsen begyndte tidligt sit rejsevirksomme liv, og i en alder af kun 19 år havde han allerede besejlet de syv verdenshave i næsten fem år. Men inspireret af Gustav Holm, polarforskeren, der i 1883-1885 udforskede Julianehåb og Angmagssallik på Sydøstkysten, og nordmanden Fridtjof Nansen, der blandt andet krydsede indlandsisen i 1888, indstillede Mikkelsen efterhånden sit rejsekompas efter den danske koloni i nord. Ifølge Mikkelsen besad Holm og Nansen de rette egenskaber for en sand polarforsker, vovemod, stædighed, begavelse, og samtidigt var de drevet af en eventyrers ubændige trang til at udviske alle hvide pletter på landkortet for at opnå polarberømmelse og eventyrernes udødelighed. Mikkelsen higede efter det samme og allerede som 20-årig deltog han i sin første ekspedition til Østgrønland hvor han stiftede bekendtskab med eskimoernes særegne kultur og for danskerne ofte mystiske sædvaner og på egen krop mærkede det barske og omskiftelige klima. Han var fra første færd solgt til Østgrønland, men grundet manglede ekspeditioner til denne forholdsvist uudforskede del af kolonien, indsamlede han egenhændigt i 1906 midlerne til et risikabelt projekt på et helt andet kontinent.

Canadiske eskimoer og europæiske hvalfangere havde i årtier hævdet, at de havde set eller var stødt på land nord for Alaska. Mikkelsen ønskede at efterprøve denne myte og allerede samme år kunne projektet søsættes. ”The Anglo-American Polar Expedition” afsejlede fra den amerikanske vestkyst ved finansiel og logistisk støtte fra både præsident Roosevelt, amerikanske nyrige, engelske adelsdamer, geografiske videnskabelige selskaber og private nysgerrige danskere. Mikkelsen var allerede da imponerende ihærdig hvad fundraising angik og skulle kun blive bedre med årene.

Ekspeditionen til Alaska blev skelsættende for Mikkelsens syn på eskimoernes møde med de ”hvides civilisation”. Overalt hvor guldgravere, hvalfangere, pelsjægere eller missionærer havde slået sig ned langs med den amerikanske og canadiske vestkyst, blev eskimoernes kultur undertrykt og Mikkelsen beretter om kvindehandel, seksuelt misbrug af mindreårige, druk og voldelige overgreb på lokalbefolkningen. Alt sammen indtryk der fik stor betydning for Mikkelsens senere arbejde på Østgrønland.

Ud over at blive anklaget for at være amerikansk kolonisator og spion af russiske aviser og derved opnå endnu mere medieomtale og berømmelse, fik Mikkelsen ikke meget ud af selve ekspeditionen. Fastskruet i isen blev skibet knust, mens Mikkelsen med en slædepatrulje var på vej nordpå til Alaskas nordligste punkt. Han måtte tilmed opgive projektet og retirere, da hundene blev ramt af hundesyge og døde én efter én. Tilbage ved det ødelagte skib valgte nogle af besætningsmedlemmerne at lade sig overmande af den herskende guldfeber, mens Mikkelsen alene stred sig hjemover langs med den canadiske og amerikanske kyst, og først i 1908 ankom han igen til København, men denne gang som en celebritet grundet den massive engelske mediedækning.

Den lange isolation og livet efter
Samme år, i 1908, vendte den berømte Danmarksekspeditionen tilbage til København, men tre af ekspeditionens medlemmer, Ludvig Mylius-Erichsen, Niels Peter Høgh Hagen og Jørgen Brønlund, var ikke blandt de hjemkomne helte. De var formodentligt omkommet under en slædeekspedition til det allernordligste Østgrønland. Der blev straks nedsat en eftersøgningsekspedition og Mikkelsen deltog, med sit voksende kendskab til slædepatruljer og grønlandsk vejrlig, følgelig i denne. Formålet med ekspeditionen var at finde de efterladte, men i højere grad deres dagbøger, da disse kunne være af stor videnskabelig betydning. Ekspeditionen afsejlede samme år, lagde til ved Shannon-øen, og påbegyndte derfra den 1900 km lange slædepatrulje nordpå. Mikkelsen og hans rejseledsager, Iver Iversen, blev overrasket af elendigt vejr, ødelagte depoter, ringe jagt, sygdom, sult og hundesyge og grundet en gedigen kommunikationsbrøler vidste ingen, at de stadig var i live. Iversen og Mikkelsen trak de sidste flere hundrede kilometer slæden efter sig tilbage til Shannon-øen, kun for at opdage, at skibet Alabama var blevet knust, ombygget til et lille skur og besætningen opsamlet af et forbipasserende skib. Dette kostede dem yderligere 2 års isolation på Grønland, førend de, på vanviddets rand og på grænsen til sultedøden, blev reddet af et norsk hvalfangerskib.

Mikkelsens rejselængsel blev ikke hæmmet af dette uheld eller lignende lykketræf, ej heller af det faktum, at han blev gift for første gang i 1913. Kort efter forsøgte han sig dog som ØK´s handelsrepræsentant i Venezuela for at etablere en fast indkomst til familien, men ideen strandede grundet kollegiale stridigheder. Han forsøgte sig derefter som udenrigskorrespondent under den finske vinterkrig i 1921-1922, som han dækkede farverigt og med en social indignation over de fattiges vilkår i specielt Karelen, men det var fortsat Østgrønland, der var hans hjertebarn.

Skandinavisk broderstrid
I 1920érne og 1930érne var Grønland omdrejningspunkt for en skandinavisk storstrid. Norge og Danmark kæmpede om overhøjhedsretten til Grønland og specielt Østgrønland. Siden 1924 havde nordmændene, ved et kontroversielt kompromis vedtaget af den danske regering, haft tilladelse til at opsætte vejrstationer og bygge logi til overvintrende videnskabsfolk, men fået begrænset deres tilladelse til at drive fiskeri eller landfangst i større kvanta. Samme år grundlagde Mikkelsen kolonien Scoresbysund, hvilket han selv betragtede som sit mest betydningsfulde bidrag til diskussion omkring Østgrønlandsretten, og året efter flyttede man en del sydøstgrønlandske familier til stedet. Mikkelsen var dog, trods sin store indsats for Østgrønland, ikke synderligt vellidt blandt de højere kredse her i landet, da han konstant kritiserede både Grønlandsstyrelsen, Grønlandshandlen og Indenrigsministeriet for deres forvaltning af Grønland. Han mente, at ledelsen var egenrådig og diktatorisk, hvilket var direkte skadeligt for eskimoernes kultur og tilværelse generelt.

Men i 1931 plantede norske fiskere det norske flag i Myggebugten og omdøbte Christian X´s land til Kong Haakon Land. Til den danske regerings overraskelse valgte den norske regering og kongen kort efter at underskrive og ratificere denne landvinding. De brød dermed aftalen fra 1924 og de danske retskrav på Grønland der havde været internationalt blåstemplet af USA allerede i kølvandet på salget af de Vestindiske Øer, og som blandt andre Japan og Italien havde anerkendt i 1920-1921.

Konflikten mellem Danmark og Norge angående rettighederne til Østgrønland endte ved Den Internationale Domstol i Haag i 1933, hvor Mikkelsen, grundet sit internationale ry og store kendskab til Østgrønlandske forhold, var en del af det danske repræsentantskab, der desuden talte kollegaen Knud Rasmussen. Mikkelsen påviste, og gendrev derved de norske argumenter for okkupationen, at norsk fiskeri udenfor egen territorialgrænse var en ren underskudsforretning, og at rovdriften desuden var skadelig for bestanden af efterhånden flere truede dyrearter, hvilket tillige var en af Mikkelsens grønlandske mærkesager. Sagen endte i dansk favør, og samme år blev Mikkelsen udnævnt til inspektør over Østgrønland, hvilket både kan betragtes som en tilkendegivelse af hans engagement fra dansk side og som en måde for indenrigsministeriet og Grønlandsstyrelsen, at lukke munden på deres største kritiker gennem tiden.

Mikkelsen og Kaufmann
Under krigen flygtede Mikkelsen med frue til Sverige, da der var mistanke om et, dog fejlagtigt viste det sig, forestående clearingmord på ham. Herfra blev Mikkelsen, sammen med Peter Freuchen, fløjet til USA, hvor den tidligere danske gesandt, Henrik Kauffmann, engagerede dem i sit diplomatiske udenrigsarbejde. Kauffmann var reelt blevet afsat i 1941 af den danske regering, da han ikke anerkendte samarbejdsregeringen, men Kauffmann anerkendte heller ikke afskedigelsen og spillede nu et højt spil med Grønland som indsats. Aftalen blev blandt andet, at USA beskyttede Grønland og sikrede levnedsforsyning imod betaling i det for flyindustrien så eftertragtede kryolit, og samtidigt fik USA tilladelse til at opsætte militære anlæg på øen. Mikkelsen accepterede aftalen, specielt da han ved selvsyn kunne konstatere, at de grønlandske eskimoer i kolonierne havde det bedre end før krigen grundet den store samhandel med USA, men han frygtede for den påvirkning de amerikanske soldater kunne have på lokalbefolkningen.

Mikkelsen besad inspektørposten helt indtil pensionsalderen tvang ham til afskedigelse da han rundede de 70 år i 1950. Men det afholdte ham dog ikke fra et fortsat engagement i Østgrønland i de resterende 21 år af hans lange liv. Han deltog blandt andet, sammen med polarkollegaen Eigil Knuth, i debatten omkring amerikanernes udvidelse af Dew-linjen på Grønland. Mikkelsen var ikke imod selve opsættelsen, ej heller Danmarks medlemskab af NATO, da han politisk var konservativt indstillet, men han frygtede for militærbasernes placering og indflydelse på lokalsamfundet. For som han frygtede, havde baserne under 2. VK flere steder haft det resultat, at unge grønlændere aflagde deres vante fangerdragter og spankulerede omkring i US-uniformer, mens de insisterede på at tale gebrokkent engelsk fremfor egen dialekt, og en enkelt amerikansk officer havde endda foreslået, at man skulle oprette et Grønlands-bordel for soldaterne. Mikkelsen genkendte her, hvad han som ung havde oplevet på turen til Alaska og frygtede for konsekvenserne.

Helt indtil sin død i 1971 blandede han sig hyppigt i den offentlige debat, og familien blev tillige påvirket af Mikkelsens engagement og involveret i Grønland på forskellige måder, blandt andet som kunstner, ingeniør og arkitekt. Inden sin død nåede Mikkelsen tillige at tilføje en æresdoktortitel af Københavns Universitet til samlingen af internationale anerkendelser. Denne fik han følgelige grundet sit store arbejde for Østgrønland og dens befolkning, men tillige fordi han havde brugt sine amerikanske forbindelser til at finansiere dansk videnskabeligt arbejde i Argentina, et land han besøgte flere gange livet igennem.

Billedsidens egen fortælling
Kildematerialet er vidtfavnende og gennemgangen af disse er velovervejet. Frederiksen inddrager store dele af Mikkelsens udgivne værker, debatindlæg, avisartikler, taler osv. fra alle de aktive årtier men supplerer og nuancerer desuden fortællingen om Mikkelsen med lignende indlæg fra familiemedlemmer, polarforskere, samtidsdebattører, regeringsledere m.fl.

Mikkelsen kommer i sit lange aktive liv kloden omkring, og værket kunne derfor forbedres ved et par oversigtlige land- og ekspeditionskort, især af togterne til Østgrønland, så mindre grønlandsstedkendte læsere har en mulighed for at følge med. På samme vis kunne en ordforklaring tillige have været en hjælp i ny og næ.

Værket er rigt illustreret med en række flotte fotografier fra hovedsageligt Naja Mikkelsens Samling, Mikkelsens første hustru, og Arktisk Institut. Vi præsenteres her for både den velfriserede habitklædte Mikkelsen i den danske kolonihave og for den vejrbidte og myndige ekspeditionsleder i vante østgrønlandske barske omgivelser. Disse forskellige portrætter er på ingen måde tilfældige, for bogens billedside kan på egen vis betragtes som en sideløbende fortælling, der beretter om mediernes støt stigende betydning og interesse for de forskellige Grønlandsekspeditioner i første halvdel af 1900-tallet. Personer som Mikkelsen måtte fremstå for offentligheden som både den seriøse gentleman og virkelige eventyrer, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om statslig og private donationer til fortsatte rejsemål. Den folkelige popularitet var af afgørende betydning som løftestang for Mikkelsens finansjagt i en tid, hvor konkurrencen om polarpengene var i sit zenit. Mikkelsen forstod tidligt betydningen af dette og blandende flittigt fiktion og fakta i sine utallige eventyrlige beretninger på skrift og tale om livet som vovehals blandt guldgravere, hvalfangere og eskimoer i de barske golde egne.

Et Grønland som var, og et Grønland der blev
Overordnet er fortællingen om Ejnar Mikkelsen en fortælling om et Grønland, som var, og et Grønland, der blev. Grønland oplevede en kolossal forandring i Mikkelsens levetid og specielt Østgrønland, som indtil slutningen af 1800-tallet havde været væsentligt mere isoleret end Vestkysten. Mikkelsen agiterede livet igennem for, at det officielle Danmark burde beskytte Grønland mod civilisationens skyggeside, den civilisation Mikkelsens paradoksalt nok selv havde bragt til Østgrønland med grundlæggelsen af Scoresbysund.

Mikkelsen mente, at Østgrønlænderne skulle have lettere adgang til sygehusvæsen og skolegang, men samtidigt, hvilket var hans kæphest livet igennem, skulle de leve i mindre kolonier langs med Østkysten og ernære sig ved de oprindelige fangererhverv suppleret  af dansk støtte, hvis fangståret kradsede. Grundlæggende mente Mikkelsen, at udviklingen i Østgrønland var sket alt for hurtigt, den var sprunget et par generationer over, som han formulerede det. Fra hans først færd til Østgrønlænderne i år 1900, hvor han oplevede den oprindelige fangerkultur upåvirket af vestlig civilisation til 70 år senere, hvor amerikanske militærbaser, norske vejrstationer og danske handelsstationer havde medført problemer angående alkoholisme, prostitution og identitetstab, var der en verden til forskel.

Mikkelsens bøger, avisindlæg og hele engagement kan derfor ses som en fortsat relevant problematisering af de forhold der til stadighed gør sig gældende vedrørende Grønlands nuværende situation og fremtidige udvikling. Denne vigtige fortælling er gennemført velfortalt af Kurt L. Frederiksen der har levendegjort grønlandsfaren Ejnar Mikkelsen og komponeret et værk, der kan anbefales til alle med interesse for danske polarekspeditioner, Grønlandsforhold og kulturmøder på godt og ondt.