En køn historie

Af Anne Marie Storm, musikskoleleder, Vejle

Bogen har undertitlen Erindringer fra kvindebevægelsen, og i forordet gør Bente Hansen opmærksom på, at hun har skrevet ud fra egne erfaringer og opfordrer andre kvinder til at videregive deres oplevelser, så perioden kan blive belyst fra forskellige sider.

Hovedvægten er lagt på perioden 1970-85, hvor kvindebevægelsen var mest aktiv. Der indledes dog lige med et orienterende kapitel om hovedlinjer i den kvindepolitiske tradition med kvindesagen og faglige kvinder fra ca. 1870 og den mere intellektuelle kamp, der førtes af kunstnere af begge køn.

For mig og mine jævnaldrende medsøstre var den 10 år ældre Bente Hansen et slags idol i 70’erne. Det skulle være ganske vist, at hun i en periode kun ejede to ”sæt” tøj: det hun bar, og det der var til vask. Hvem et sådant rygte sagde mest om - Bente Hansen eller os – skal jeg ikke komme nærmere ind på. Men hun var under alle omstændigheder en imponerende dame, der overkom det utrolige. Man bliver stakåndet af at læse om de utallige konferencer, seminarer, gruppemøder, ølejre, foredrag, kampagner m.m., som hun deltog aktivt i ved siden af forskelligt lønarbejde, der skulle sikre hendes og to børns eksistens. 

Selvom Bente Hansen i forordet skriver, at hun ikke er historiker, vil jeg mene, at det er som et historisk dokument, at denne bog har sin berettigelse. Alene af den grund, at der ikke findes meget nedskrevet om rødstrømpebevægelsen. Jeg vil tro, at læserskaren først og fremmest vil findes blandt kvinder, der selv var aktive og ønsker at genoplive egne erindringer.

Hvis bogen skulle have et bredere publikum, skulle man nok inddrages mere i nogle af personerne og de omkostninger, kampen kostede, men det har klart ikke været Bente Hansens ærinde at gå for tæt på. I et drabeligt afsnit om to år som redaktør på Information, hvor der blev brugt ufine metoder for at holde kvinderne ude, bliver det næsten for meget med forfatterens selvbeherskelse. Af bladets 33 journalister var kun tre fuldtidsansatte kvinder. Én af dem, Mette Fugl, blev mobbet ud og tonen på bladet var ekstremt ondsindet. Alligevel får vi en harmonisk slutning på historien: Hanne Dam bliver ansat på kvindestoffet og modtager Cavlingprisen, og Bente Hansen føder sit andet barn og holder fem måneders barselsorlov mod de normale tre. 

I de øvrige kapitler kan man bl.a. læse om ligelønskampagner, Femø-lejrene, basisgrupper, lesbisk bevægelse, fredskvinder, sekstimerskampagne og til slut lidt om kvinders tilstand i dag. Bogen kommer rundt om det hele, og til tider nærmer det sig opremsning, fordi emnerne er så mange og så omfattende. Godt, at Bente Hansen har taget initiativet til at skrive rødstrømpernes historie. Nu kan man så håbe på, at andre tager idéen op og måske indkredser enkelte emner og behandler dem mere indgående, end der har været mulighed for i denne bog.