En maler fra Tyskland
BogFeature
En maler fra Tyskland
I foråret 2005 kunne et dansk publikum på Louisiana for første gang beskue et bredt udsnit af den verdensberømte tyske kunstner Gerhard Richters genre- og motivmæssigt vidtfavnende malerier på nærmeste hold. Omtrent på samme tidspunkt afsluttede journalisten og forfatteren Jürgen Schreiber i en lejlighed i Berlin den overraskende og omsiggribende ud- og efterforskning af malerens liv, som ikke blot skulle munde ud i en traditionel biografi, men en decideret generationsberetning opført af skæbner, hvis liv med forfatterens indlevende, spekulative og akronologiske pen på forunderlig og ulykkelig vis formåede at krydse hinandens baner i og med Tysklands omskiftelige historie i det 20. århundrede. På en gang er En maler fra Tyskland både en faktion og et mikrohistorisk dokument over en mands opstigen til succes og navnkundighed i skyggen af en familiehistorie om skyld, lidelse, kærlighed, had og død uløseligt forfattet af den store fortælling om Tyskland under først nazismen og siden hen kommunismen.
Blandt de 81 udstillede Richter-værker på Louisiana i 2005 var det ikke mindst portrætmaleriet af de tre danske prinsesser, som kunstneren havde skabt på baggrund af et ugebladsklip i 1965, der vakte de besøgendes opmærksomhed. Med et fotografi fra 1932 som forlæg malede Richter imidlertid samme år billedet »Moster Marianne«. Forestillende den 14-årige Marianne med en fire måneder gammel sparkedragtsklædt Richter liggende på en prydpude foran sig, lader Schreiber dette foto/maleri udgøre det altoverskyggende omdrejningspunkt for fortællingen om malerens liv fra barndomsårene i og omkring Dresden til den begyndende alderdom i nutidens Köln: »Ligesom det gode ikke kan tænkes uden det onde, dokumenteres en families opstigning og fald i dette tilfældige motiv i skikkelse af Gerd og Marianne« (s. 64).
I 1937 modtog mosteren, tyve år gammel, diagnosen skizofreni. Som en følge af nazisternes indædte besættelse af arveligheds- og raceplejen og bevarelsen af det tyske blod renhed, blev Marianne spærret inde på nerveklinikken Arnsdorf nær Dresden, hvor hun kort tid efter undergik tvangssterilisation. Efter en række ulidelige år med gentagne, smertefulde Cardiazol-chokbehandlinger overførtes hun i 1943 til anstalten Großschweidnitz. Med ødem på benene, opsvulmet mave og anløbne læber sultede hun her ihjel d. 16. februar 1945 som følge af bevidst underernæring og medicinsk overdosering, i.e. »vitaminkuren fra Großschweidnitz« (s.160). I dag en forbrydelse af utænkelige dimensioner, dengang uomgængelig logik, når man, som Schreiber påpeger, lod børn lære forholdsregning ud fra eksempelmateriale af følgende karakter: »En sindssyg forårsager en udgift på 4 rigsmark. Ifølge forsigtige skøn er der 300.000 sindssyge, epileptikere osv. i pleje på anstalter i Tyskland. Hvor mange bosætningslån på hver 1000 rigsmark kunne der gives årligt for disse penge?« (s. 155). Moster Mariannes historie slutter således syvogtyve år gammel i 1945 blandt Großschweidnitz-anstaltens cirka 8000 andre eutanasiofre. Eller næsten da!
I begyndelsen af 1950erne maler Richter et portræt af sin kommende svigerfar, professor doktor Heinrich Eufinger. I midten af 1960erne gentager kunststykket sig. Endnu engang er billedet det samme: Den kærlige familiefar, en brillant gynækolog, lægen der gang på gang prises for sine medicinsk-humanistiske evner, først af magthaverne i nazisternes Tyskland, siden af magthaverne i russernes DDR. Her var manden, der skænkede Richter sin datter Ema (født Marianne), og som lod maleren finde husly i de svære DDR-år før flugten til den senere berømmelse i Vesttyskland og resten af Vesten. I 1988 dør Eufinger som en uplettet og højt agtet læge 94 år gammel »efter et indholdsrigt og arbejdsomt liv, som i vid udstrækning stod i næstens tjeneste«; kort sagt: som »et forbillede for sit fag« (s. 311-312). Som Schreiber imidlertid skulle finde ud af i løbet af udforskningen af Richters liv, fandtes der imidlertid en andet udgave af Eufinger. Et ukendt ansigt bag de smilende og selvsikre ansigter, som gengives i Richters motiver af svigerfaderen. Dette var ikke familiefaderens eller den humane læges ansigt, men derimod den overbeviste, kyniske nazists, en fanatisk tilhænger af racelove og uomtvistelig karrieremager, der efter sin indlemmelse i SS i 1936 gør lynkarriere for at ende som Obersturmbannführer i 1944. Denne lysblonde krigshelt fra 1. verdenskrig med »topkarakteren overvejende nordisk« og en »uantastelig personlighed« (s.187) slår sig i 1935 ned i Dresden, hvor han bliver overlæge på Friedrichstadt Kvindeklinik, der i 1933 var blevet udpeget til at forestå »ufrugtbargørelser« (s. 206). I de 10 år, hvor Eufinger leder klinikken, tvangssteriliseres mindst 984 kvinder. I 1938 skulle én af disse have været Moster Marianne! Kun forsynet i form af mosterens elendige forfatning, forhindrede en overflyttelse til Friedrichstadt og Eufingers operationsbord. I stedet udføres indgrebet i Arnsdorf af Dr. Fischer, der i 1945 skulle efterfølge Eufinger som leder af Friedrichstadt kvindeklinik. Selv efter Murens fald kunne æresportrætterne af disse to mænd ses hængende på klinikkens væg.
Da Schreiber forelægger Richter sandheden om hans svigerfar i 2005, reagerer han med overraskelse og uforståenhed: »Jeg anede intet om nazirang […] Det hed sig, at Eufinger havde været SS-æresmedlem; som berømt mand havde han ikke kunnet gøre for det […] Man sagde: Han kunne ikke gøre for, han var i SS« (s. 246). Men hvordan kunne Richter undgå at kende til Eufingers dunkle fortid? For en kunstner, hvis malerier ofte tolkes ind i en kontekst af det nye Tysklands opgør med de to –ismer, der dominerede det 20. århundredes Tysklandshistorie, er dette en knusende tvivl. Er denne store kunstner selv offer for den kun alt for kendte tyske fortrængningens kraft? Schreiber giver intet endeligt svar. Og den eneste anden, der kunne, Eufingers datter Ema, Richters i dag forhenværende kone og mor til hans datter Betty, nægtede at udtale sig herom. Et synes dog hævet over enhver tvivl: »Modpolerne i denne familietragedie er smeltet sammen i deres fælles datter Betty, dna fra offeret og fra gerningsmanden, moster Marianne og Heinrich Eufinger. Under vores samtaler havde jeg en tydelig fornemmelse af, at det også var Gerhard Richters første tanke« (s. 314-315).
Historien om En maler fra Tyskland er, som tidligere nævnt, ingen almindelig historisk biografi. Dette er både bogens styrke og svaghed. På den ene side er det unægteligt frigørende at kunne lade sig opsluge af en beretning om fortiden, hvor den traditionelle akademiske kodeks er ladt i baggrunden til fordel for selve fortællingen, indlevelsen, fantasien og den etiske stillingtagen, uden at give køb på målsætningen om at ville afdække sandheden. En hensigt, der bestyrkes yderligere qua Schreibers eminente evne til på ægte mikrohistorisk manér at lade læseren følge sin sammenstykning af Richters liv eksplicit fra de møjsommelige arkivstudier over besøgene på de i bogen nævnte lokaliteter og samtaler med nulevende personer til forfatterens egen indre monolog og tankebaner. Alt sammen styrker, der imidlertid også er bogens svaghed.
På den anden side vil de mange og spekulative forbindelser, som Schreiber formår at fremskrive i løbet af bogen, formentligt næppe undlade hævede øjenbryn hos faghistorikere; for er disse mønstre, disse væv, disse strukturer nu også reale? Var de virkelige i fortiden? Eller er der tale om tilfældige og retrospektivt skabte eksistentialer udmøntet af en forfatters indbildningsevne og dagdrømmeri i året 2005? Tvivlsspørgsmål som yderligere forstærkes af fortællingens konstante og ikke altid lige logiske pendlen mellem fortid og nutid, fiktion og fakta. Et akademisk noteapparat med specifik angivelse af kildesteder samt valget af en episk-kronologisk fortælleform ville uden tvivl kunne have afhjulpet disse svagheder og bibragt Schreibers bog en mere troværdig gennemslagskraft som regulært faghistorisk værk.
En sidste formel kritik lyder som følger: Set i lyset af, at Schreiber bogen igennem lader en lang række malerier og fotos fra Richters hånd og liv indgå som aktive og væsentlige medfortællere, kunne en kvalitativ højnelse (inklusiv farver) af disses gengivelse have været ønskværdig.
Jürgen Schreiber har med En Maler fra Tyskland bedrevet en næsten ufattelig skildring. Mærket af journalistens – og dermed reportagens – livlige og skarpe pen, er historien om Gerhard Richters liv og familie et vidnefast overflødighedshorn af farver og følelser, fortielser og afsløringer – mangetydighed. Et sandt Richter-maleri. Mon ikke det danske publikum på Louisiana ville have mødt malerens billeder med helt andre øjne, havde de kendt til Richters familietragedie forinden?
FAKTA
Jürgen Schreiber:
En maler fra Tyskland.
Gerhardt Richter - Et familiedrama.
Udgivet af Gyldendal
328 sider, 249.00 kr.
