Født til frihed

Af Finn Aage Jørgensen, exam. pæd. i historie og samfundsfag

De færreste læsere af anmeldelsen - om overhovedet nogen - vil kende til hovedpersonen i denne såkaldte biografiske fortælling: ”Født til frihed” om lægen Peter Koefoed. Hvorfor så overhovedet anmelde den, kunne man spørge?

Det er fordi, det er en helt usædvanlig livshistorie, forfatteren Rikke Thorbjørn her har fundet frem og fortalt om et frihedsøgende og frihedselskende menneske, Peter Koefoed.

Der skrives mange biografier om kendte personer. I denne bog trækkes i stedet for en stort set ukendt person frem og gives kød og blod i en kronologisk fremadskridende fortælling, som man næsten læser som en roman.

Men forfatteren bygger faktisk sin fremstilling på et solidt kildegrundlag i form af breve fra faderen til Peter og hans søskende, mens de er helt små, Peters dagbøger, og samtaler med hans nulevende efterkommere og venner.

Peters far var læge og havde immigreret til Hollandsk Ostindien i 1897 med sin anden danske hustru, efter at den første var død kort efter de var blevet gift. Den anden hustru døde også efter kun tre år i Ostindien.  Derefter havde han giftet sig med en lokal indfødt kvinde, med hvem han efterhånden fik tre børn, hvoraf den yngste, Peter, blev født i 1902. Skildringen af forældrene og af Peters opvækst på øen Java giver et spændende billede af kolonitilværelsen for et barn i en velhavende familie.

Men pludselig skifter scenen til Rømersgade i København, hvortil Peter bliver sendt i 1908 for at bo hos en onkel og tante og gå i en dansk skole. Et brutalt skifte for en lille dreng, der kun taler hollandsk og malajisk og aldrig har været i Danmark. Her bor hans søstre allerede, da de ligesom Peter var blevet sendt til Danmark for at gå i skole

Skolegangen i Danmark bliver ikke nogen succes, ligesom den heller ikke var det på Java. Peter mistrives, så han bliver sendt på et års ophold hos familie på Fyn, og her går det efterhånden bedre, så Peter bliver sendt tilbage til skolen i København.

På Java er der imidlertid konflikter mellem hans forældre, som fører til at de bliver skilt, uden at børnenes fremtid bliver aftalt tydeligt. Hans mor ønsker naturligt nok at se sine børn, og beslutter at tage til København – for at forsøge at hente dem hjem til Java.

Det modsætter faderen sig, men forhindre hende i at rejse kan han ikke. I stedet sørger han for, at børnene tager på en længere rejse til en broder i Rusland i 1913, så moderen ikke kan få kontakt med dem. Og børnene får ikke at vide, at moderen er ankommet, før de er langt borte i Rusland. Opholdet i Rusland i en ekstra lang sommerferie lige før udbruddet af 1. verdenskrig giver et interessant indblik i det før-revolutionære Rusland.

Moderen vælger at blive i København, indtil børnene er vendt hjem, men det lykkes hende ikke at få dem med til Java. Hun må rejse hjem igen, og hun ser dem aldrig mere. Faderen har giftet sig igen, denne gang med en hollandsk missionær-datter og får yderligere tre børn, men meget syg vender han hjem til Danmark i 1914 for at dø hos sine børn dér.

Peter fortsætter sin skolegang, der afsluttes i 1920 med en pæn studentereksamen.  Derefter starter han på medicinstudiet ved Københavns Universitet.

Her er indskudt et afsnit om Peters karriere som hockeyspiller, der fører ham på det danske landshold og til De Olympiske Lege i Antwerpen i 1920, hvor han må nøjes med at sidde på udskiftningsbænken. Og senere også til De Olympiske Lege i Amsterdam i 1928, hvor han kommer til at spille.

Med studierne går det - til Peters egen overraskelse - sådan set fint. Han består sine eksamener, men han føler sig bundet af studieforløbet og trænger til ny udfordringer i sit liv.

Gennem en bekendt, Hans Peter Mølgaard, der også har læst medicin, men i 1923 immigrerede til Nicaragua, hvor han praktiserer som læge, får Peter tilbud om at komme over for at hjælpe til i praksissen. Han slår til og tilbringer et år med at arbejde sammen med Mølgaard og en anden dansk medicinstuderende, Majken Borring, for Røde Kors under en borgerkrig, der hærger landet 1925-27. Det er en endnu en spændende og eksotisk historie, der her fortælles.

Både han og Majken Borring vender hjem og gør deres studier færdige, Peter i 1932 efter 11½ års studier. Han søger og får ansættelse på Frederiksberg hospital, hvor han møder sin kommende kone. Derefter bliver han ansat på Sct. Joseph hospital, hvor han ansat en række år. Det ender med, at han søger og får en stilling som reservelæge på Hjørring sygehus, og så er vi fremme i 1940. I de følgende år søger han flere gange overlægestillinger, men trods gode anbefalinger bliver han hver gang vraget. Til sidst bliver han dog forfremmet til assisterende overlæge.

I løbet af besættelsestiden drages han mere og mere ind i det lokale modstandsarbejde med udgangspunkt i hospitalet og lokalområdet. Det ender med at Peter og en række andre modstandsfolk i foråret 1945 bliver arresteret af tyskerne. Han slipper dog med at tilbringe den sidste af besættelsen i Frøslevlejren, mens de mindre heldige bliver henrettet eller sendt til tyske kz-lejre.

Oplevelserne på Java og i Nicaragua fører Peter til en orientering mod kommunismen, og den forstærkes af hans deltagelse i modstandskampen. Han bliver dog aldrig medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, dertil er hans frihedstrang for stor.

Efter krigen søger han og får omsider en stilling som reservelæge på Grenaa sygehus med håb om avancement til overlæge. Det lykkes endelig i 1947. Her bliver han en karismatisk og overmåde populær leder, højt værdsat af lægepraktikanter, patienter og personale.

Ved siden af hospitalsstillingen har han en privat praksis, hvor han i mere end 25 år - frem til abortens frigivelse i 1973 - foretager en mængde (ulovlige) aborter under betryggende vilkår. Og han tager sig kun beskedent betalt for det, afstemt efter kvindernes økonomiske formåen.  Det siger meget om hans status i lokalsamfundet, at dette er almindelig kendt, men at ingen anmelder det. Det er også et interessant afsnit af historien om Peter Kofoed.

Peter Kofoed må gå af som overlæge som 70-årig. Rollen som pensionist passer ham ikke rigtigt, men han får dog 10 gode år, inden han dør fredeligt i 1983, under en ferie i udlandet efter et spil tennis med gode venner.

På indlevende og engageret vis er det lykkedes Rikke Thorbjørn at riste en smuk minderune over dette aktive og engagerede menneske, der i sandhed blev ”Født til frihed”, og som udlevede sin frihed.

[Historie-online.dk, den 12. januar 2021]