Foss
BogFeature
Foss
De to erhvervshistorikere fra Copenhagen Business School, som Handelshøjskolen i København nu hedder på nydansk, Steen Andersen og Kurt Jacobsen har fremlagt et digert og fornemt udstyret bogværk på godt 500 sider om en af de helt store skikkelser i den danske industris historie, Alexander Foss (1858-1925). Udover at rejse dette litterære monument over FOSS, slet og ret, har de dermed markeret, at moderne dansk industrihistorie på adskillige felter skal bringes ajour på en passende måde. Det kan man kun hilse velkommen, selv om der allerede foreligger en bunke litteratur herom, ikke mindst om Alex. Foss og hans mangeartede virksomhed.
Bogen er med sine 24 kapitler plus indledning m.v. strengt kronologisk disponeret og fører os fra den lidt trange barndomstid og første ungdomstid i Viborg over ungdoms- og manddomstiden i København, hvorfra der dog atter gik en vej tilbage til Jylland. Så tidligt som i 1898 købte Foss ret store hedearealer tæt ved Salten Langsø, kimen til Skærbæk Plantage. Den vordende hedepioner, cand. polyt. af uddannelse, havde da en smuk karriere bag sig. Den indledtes i 1884 med at forestå opførelsen af en fabrik for kakkel- og fajanceovne på Hakkemose teglværk tæt ved København, og tog flugt og fart et år senere, da han gik i tæt samarbejde med to lige så dygtige ingeniørfolk Poul Larsen og Frederik Læssøe Smidth, fra 1887 forankret i det senere verdensfirma F. L. Smidth & Co. Foss’ første virksomhedsområde blev naturligt nok teglværksindustrien, og det førte ham viden om, ikke mindst Rusland. Da firmaet i 1891 havde fået oprettet Aalborg Portland-cementfabrikken ved Aalborg, blev cementindustrien og dens internationale kontaktnet hovedsageligt Foss’ domæne. Dermed skabte han sig den erhvervspolitiske platform, som via en beskeden 2. suppleantpost i den københavnske jernfabrikantforenings bestyrelse 1899 gjorde ham til dens formand 1903-12 og dermed synliggjorde ham som en benhård repræsentant for arbejdsgiversiden.
Den videre opstigning førte ham frem til formandsposten november 1911 i den nyoprettede erhvervsorganisation Industrirådet. Få måneder senere proklamerede han sin fremtidsvision af ”Danmark som industriland”, og i de otte år, hans helbred tillod det, arbejdede han som en besat på at gøre drømmen til realitet. Hans vigtigste indsatsområde blev her de mange koordineringsopgaver, han som industriens leder følte sig nødsaget til at påtage sig under Første Verdenskrig. Den radikale Zahle-regering havde da i medfør af ”Augustloven” 1914 gennemført en omfattede regulering af erhvervslivets forhold, og selv om han i 1918 brød over tværs med denne politik, påtog han sig en række byrdefulde opgaver som handelspolitisk sendemand rundt om i de krigsførende lande.
De to forfattere følger som allerede antydet opstigningen skridt for skridt, til en ubarmhjertig sygdom ramte ham 1920 og gjorde hans sidste år til en delvis selvskabt pine for sig selv og sine omgivelser. Korte kapitler på ti sider veksler med 20-30 siders nok så omfattende dokumentation, og klart nok er det den rådige informationsmængde, der i det givne tilfælde bestemmer længden. Målet angives i indledningen som det temmelig omfattende at trække Foss frem fra den plads i andet geled, ”historieskrivningen” hidtil har forvist ham til og i stedet forvandle hans virksomhed som erhvervsleder, organisationsmand og politiker til en art syntese over samfundets udvikling på den tid, selve Danmarkshistorien om man vil. De har til det formål med største energi og entusiasme endevendt så at sige hvert et blad, som efter deres opfattelse kunne give bidrag hertil, og ikke mindst må det påskønnes, at de har været i stand til at frembringe nyt og spændende dokumentation fra engelske arkiver om Foss og fællers handelsdiplomati under Første Verdenskrig.
Det ville dog have forøget bogens værdi rent faghistorisk, om forfatterne havde fremlagt en samlet opgørelse og vurdering af såvel kildemateriale som benyttet litteratur, da dokumentationen hele tiden skifter mellem primært og sekundært materiale. Ældre fremstillinger som f. eks. Knudåge Riisagers F.L.Smidth & Co., 1922 og Johannes Hansens Hovedtræk af Industriraadets Historie, 1935, citeres flittigt, men bortset fra et enkelt tilfælde (note 18, s. 489) står det ikke helt klart, om man dengang havde adgang til nu tabtgået eller privatejet arkivmateriale, en omstændighed, som på visse punkter måtte forvandle vedkommende skildring til en primær kilde. Det rejser desuden det spørgsmål, om de to forfattere i alle tilfælde er enige med deres forgængere? Der savnes m.a.o. en regelret forskningsdiskussion. Niels Thomsen har f. eks. til sin disputats Dagbladskonkurrencen 1870-1970, I-II, 1972, benyttet Alex. Foss’ privatarkiv og på det grundlag været i stand til at give os en nok så nuanceret skildring af Foss’ såre beskedne resultater af sine gentagne forsøg på at få indflydelse på den konservative presse. I samme forbindelse kan nævnes journalisten Anders Vigen, som i 1918 ikke ville lade sig binde af erhvervsmatadorer som H. N. Andersen og Foss i forbindelse med deres overtagelse af dagbladet København. I sin skildring af ”Rigsdagen og erhvervsorganisationerne” (bd. III af Den danske Rigsdag 1849-1949) priser Anders Vigen gentagne gange Foss for dennes ”etiske grundsyn”, som forpligtede ham i alle livets forhold. Alligevel fik han efter Vigens opfattelse ikke skabt den nødvendige samling omkring disse ideer. ”Han var for stejl, for hastig, uskikket til at pusle formål igennem”. Set fra arbejderside var han ”en brysk diktatortype, og som industriens selvforherlige førstemand var han også bondefjendsk…” (s. 462f.). Når talen som her er om Foss’ forhold til landbruget og dets ledere, tyr man til kap. 14 ”Danmark som industriland”, hvor forfatterne i underkapitlet ”Landbrugets reaktion” omtaler debatten 1913-14 mellem Foss og storlandmanden, forpagter Chr. Sonne i anledning af førstnævntes noget udæskende synspunkter om ”Danmark som Industriland”. Rent bortset fra, at Sonne i sine erindringer fra 1938 Min Livsmelodi (nævnt i litteraturlisten, men ikke benyttet) ytrer sig meget afdæmpet om deres meningsforskelle, må det erindres, at Sonne, sin dygtighed som landmand og politiker ufortalt, næppe havde mandat til at tale landbrugets sag i netop dette spørgsmål. De fleste landmænd så netop i Sonne en industrivenlig storlandmand fra planteavlens, hvedemøllernes og sukkerkogeriernes Lolland-Falster, som allerede fra 1880’erne havde talt varmt for at fremme en fælles landbrugs- og industriudvikling på basis af øget toldbeskyttelse. Og som ufortrødent forfægtede denne linje som medlem af det landbrugsliberale landbrugsråd af 1919.
Lad det nu være. Retfærdigvis må det dog fremhæves, at den læser, som netop vil bruge en biografi af denne karakter til at danne sig et helhedsbillede af den moderne fabriksindustris udvikling, ganske givet vil finde den præsterede forenkling og sammenfatning af et kompliceret forskningsbillede yderst hjælpsomt. Desuden kommer vi sine steder tæt ind på mennesket Alex. Foss, ikke mindst i de mange breve, han i sine yngre år sendte til sin mor. Familielivet i hjemmet vies også en indgående, ja indforstået behandling, og der lægges ikke skjul på, at Foss’ travlhed og omfattende rejsevirksomhed havde sine omkostninger, ikke mindst for hans sygdomsplagede hustru. Sprogbehandlingen er klar og alligevel velmoduleret, og især må man rose forfatterne for ikke at bruge pseudovidenskabelige ord og vendinger. Tankegangen er de fleste steder fuldt forståelig uden at forudsætte historisk specialviden. Dog bruges der efter anm.s opfattelse lidt for kraftfulde, ja nedsættende ord om to andre hovedpersoner fra den bevægede tid under Første Verdenskrig, Ø.K.s H. N. Andersen og især Foss’ kollega fra virksomheden i Den overordentlige Kommission, økonomen L. V. Birck. Ganske vist skånede sidstnævnte ikke sine modstandere, især hvis de var af jødisk æt, men glemmes må det ikke, at han på adskillige punkter havde belæg for sine kritiske udfald mod tidens industri og dens ledere. Også landbruget og dets ledere fik læst og påskrevet, når de ville bruge tidens reguleringspolitik til at tilrane sig en ublu fortjeneste. Glemmes må det heller ikke, at Birck som medlem af Handelsministeriets udvalg august-september 1921 om et evt. kriseværn for en nødstedt industri ikke levnede Industrirådets brancheredegørelse ære for to skilling. Med rette eller urette så Birck nok Foss placeret lidt for tæt på læder- og skotøjsindustriens entreprenante førstemand, jøden Max Ballin. Det er en åbenlys risiko ved at arbejde biografisk, at man ikke altid er i stand til at opretholde den fornødne afstand til sin helt. Omvendt indebærer den form for historieskrivning som allerede antydet den fordel, at der leveres et prægnant udspil til en faglig debat. Bogen er allerede ved sit omfang og sin stofrigdom en sværvægter af rang, og det kræver ikke større fantasi at forestille sig, at den kan danne baggrund for en konstruktiv debat om forholdet mellem industrihistorien og andre former for erhvervshistorie, hvis man da i det hele taget skal arbejde videre inden for de hævdvundne afgrænsninger. I en artikel ”Har landbrugshistorien en fremtid for sig?” til den norske historiker Stein Tveites festskrift Det som svarte sig best, 1990, har anm. drøftet den mulighed, at man på lidt længere sigt nedbrød de stive grænser mellem moderne landbrugshistorie og industrihistorie. Derved ville de to principfaste antagonister, industriens Alex. Foss og landbrugets Thomas Madsen-Mygdal ikke komme til at fremstå som to tonedøve debattører inden for hver sin erhvervshistoriske falanks, men som samarbejdspartnere på projektet Danmark som industri- og landbrugsland. Som de i realiteten gjorde det flittigt under sidste del af krigstidens handelspolitiske ekspeditioner og da som regel med den sprogkyndige erhvervsmægler, forpagter Sonne, som rejsefælle.
FAKTA
Steen Andersen og Kurt Jacobsen:
Foss
Udg. af L&R Business
(tidl. Børsens Forlag)
516 sider, 399,95 kr.
