Frederik 2. – Danmarks renæssancekonge
Af Jakob Ørnbjerg
I de seneste par år har kongerne Christian 7., Frederik 6. og Christian 10. fået hver deres store biografi, der har kastet nyt lys over disse monarkers kongegerning og levnedsløb. Mange myter er i den forbindelse med større eller mindre held blevet undersøgt og afmonteret. Christian 7. var måske knapt så sindssyg som antaget, mens sønnen Frederik 6. til gengæld var en temmelig ubehagelig type, hvis forkvaklede barndom og indgroede mistillid til alt og alle bragte det dansk-norske tvillingerige til fald. Sidst, men ikke mindst, har den militaristiske og uniformsfikserede stivnakke Christian 10. med offentliggørelsen af sine hidtil ukendte dagbøger afsløret nye følsomme og demokratiske sider af sig selv.
Nu er turen så kommet til Frederik 2., der var Danmarks konge 1559-1588, og det er historiker, museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet Poul Grinder-Hansen, der fører pennen.
I henhold til forfatteren er Frederik af historikerne alt for ofte blevet affejet ”som en velmenende, men lidt talentløs, jagtglad drukkenbolt”. Desværre fremgår det ikke klart af denne bog, hvilke historikere, der har givet Frederik dette slette eftermæle. Hvis man er interesseret i nyere ansatser til en sådan forskningsoversigt må man ty til Frede P. Jensens artikel ”Kong Frederik 2.”, der findes i antologien ”Tycho Brahes Verden. Danmark i Europa 1550-1600”, der udkom i 2006. Heraf fremgår det, at det blandt andet var historikerne Troels-Lund og Erik Arup, der i sin tid støbte kuglerne til den negative vurdering af Frederik 2. Hvordan historikerne så fik dette karaktermord i stand, og hvilken betydning det fik for eftertidens opfattelse af Frederik, finder man desværre heller ikke omtalt i Poul Grinder-Hansens biografi. I den forbindelse er det dog tankevækkende, at der i forbindelse med det nationale renæssanceår i 2006 blev genoptrykt hele to biografier om Frederiks søn og efterfølger Christian 4., mens Frederik selv ikke fik nogen bog.
Når den negative vurdering af Frederik fik lov til at stå uanfægtet hen, hang det ikke mindst sammen med, at kongen var ordblind og ikke efterlod sig særlige mange personlige breve. I modsætning til sønnen Christian 4., fra hvis hånd vi kender mere end 3.000 personlige breve, har det derfor også været svært at komme helt ind under huden på Frederik og lære ham at kende. Der har med andre ord ikke været materiale til at retfærdiggøre udgivelsen af en let tilgængelig og trykt kildesamling over Frederiks personlige breve, som den der blev hans søn til del. En anden væsentlig del af forklaringen på det slette eftermæle hænger sammen med, at præsten og historikeren Anders Sørensen Vedel i sin ligprædiken over Frederik pointerede, at kongen ville have levet meget længere, hvis han bare havde holdt sig fra ”den almindelige skadelige drik”.
Men hvordan var Frederik 2. så som monark og menneske? Nogen dum og fordrukken fyrste var der bestemt ikke tale om. Poul Grinder-Hansen leverer et sagligt, velargumenteret og meget begejstret forsvar for Frederik, der for altid begraver antagelsen om den royale fyldebøtte. Kongen skrev godt nok ikke mange breve med egen hånd, men til gengæld dikterede han massevis af breve til andre. På trods af sit handicap læste Frederik både bibel og bøger, ligesom han også udgav et par bøger med udvalgte skriftsteder og gudelige betragtninger. Med hensyn til drikkeriet leverer Anders Sørensen Vedels ligprædiken ikke noget bevis for, at Frederik døde af druk. Store mængder alkohol indgik i alle sociale sammenhænge i alle samfundslag i 1500-1600-tallets Danmark og det var snarere malaria end skrumpelever, der tog livet af kongen. I modsætning til mange af sine standsfæller og undersåtter tyder flere beretninger desuden på, at Frederik drak med måde og gik til ro, inden festerne udviklede sig i en uheldig retning.
Når Benito Scocozza i sin biografi om Christian 4. fra 1987 kan karakterisere Frederik som ”landsknægten på Danmarks trone” hænger det sammen med, at Frederik i henholdsvis 1559 og 1563-1570 udkæmpede to krige. Først mod de frie bønder i Ditmarsken og dernæst mod den bindegale svenske konge Erik 14. Felttoget mod Ditmarsken er ofte stedmoderligt behandlet i dansk historieskrivning, men denne mangel rodes der heldigvis bod på i denne bog. Krigen mod Sverige, der også er kendt som Den Nordiske Syvårskrig, udsprang af 1500-tallets ustabile politiske forhold i Østersøområdet. Efter de indledende grænsefægtninger i det sydlige Sverige udviklede krigen sig snart til et blodigt morads af gensidige plyndringstogter og strejkende lejesoldater, der gik deres egne grusomme veje, når lønningerne ikke faldt til tiden. Værst af alt var dog den sindssyge svenske konges ordrer til at slagte alle danske fanger, hvilket i al sin gru blev ført ud i livet ved indtagelsen af fæstningsbyen Ronneby i 1564, hvor svenske og finske soldater dræbte hundredvis af uskyldige mænd, kvinder og børn.
Det var ikke Frederiks militære geni (eller mangel på samme), der i 1570 bragte krigen til afslutning. Ganske som i de efterfølgende århundreder var det også denne gang de europæiske stormagter der, motiveret af deres økonomiske interesser i den kornproducerende Østersøregion, bragte Danmark og Sverige til forhandlingsbordet.
Den protestantiske Reformation i 1536, den slagkraftige orlogsflåde og Danmarks gunstige geostrategiske placering mellem Nordsøen og Østersøen betød, at Frederik under de voksende stridigheder mellem Europas protestanter og katolikker i 1580’erne spillede en ekstremt vigtigt rolle i mange af de spegede diplomatiske forviklinger og uhellige alliancer, der gik for sig i århundredet før 30årskrigens udbrud. I en forsigtig, men ikke desto mindre meget ambitiøs udenrigspolitisk linje forsøgte Frederik via sit store europæiske netværk at danne en fælles front imod de katolske fyrster i Tyskland og Spanien. Missionen lykkedes ikke, men det vidner om Frederiks ry i Europa, at forsøgene blev taget dybt alvorligt af både venner og fjender.
I henhold til Poul Grinder-Hansen er der med Frederik tale om en af de bedste konger som Danmark nogensinde har haft. I sit forord fortæller forfatteren selv om sin store glæde ved at lære Frederik at kende, og vores hovedperson fremstår bogen igennem da også som en både sympatisk og flittig konge, der oven i købet levede i et yderst harmonisk ægteskab med sin dronning Sofie.
Og det bliver bedre endnu. Frederik var tilhænger af humanismen og den protestantiske teolog Philip Melanchtons lære, sikrede videnskabsmanden Tycho Brahe de optimale arbejdsbetingelser og foretog væsentlige ombygninger på både Kronborg og Frederiksborg Slot. Dertil var Frederik den første danske konge, der for alvor brugte kunst og historieskrivning til glorificeringen af det oldenborgske kongehus. På det mere jordnære område sørgede Frederik godt for sine søfolk og sin orlogsflåde, ligesom han iværksatte forskellige initiativer til organiseringen af et ordentligt vejvæsen.
Forfatteren er dog heller ikke blind for kongens fejl og mangler. Frederik kunne være både stejl, utålmodig og ubeslutsom, men i henhold til forhastede beslutninger, overvurdering af egne evner, manglende samarbejdsvilje og en uforlignelig evne til at blande sig i alting, når han ikke sønnen Christian 4. til sokkeholderne. Under læsningen fremstår Frederik i det hele taget som et langt mere sympatisk bekendtskab end sin emsige efterfølger. Man kan kun beklage Frederiks alt for tidlige død, der efterlod den 11 årige Christian 4. faderløs. Hvilken gavnlig indflydelse Frederiks rolige gemyt og samarbejdsorienterede indstilling til regeringsarbejdet kunne have haft på kronprinsen i teenageårene og hvilke vidtrækkende konsekvenser et sådant far-søn forhold kunne have haft for Danmarkshistoriens videre forløb, kan man kun gisne om.
Nu til Poul Grinder-Hansens valg af litteratur og kildemateriale, der efter hans egne oplysninger, slutnoterne og den tilhørende litteraturoversigt, baserer sig på den relevante faglitteratur og det trykte kildemateriale, hvor ikke mindst Kancelliets Brevbøger har spillet en væsentlig rolle. Friske fotografier af Frederik 2.s bevarede skrivekalendere indgår dog også i bogen, men i slutnoterne henvises der blot til den afskrift af skrivekalenderne, der udkom i Historisk Tidsskrift 1872-1873. Da man næppe var i stand til at foretage affotograferinger af arkivalier for 140 år siden, må forfatteren altså have haft fat i originalerne alligevel, men hvorfor optræder de så ikke i litteratur- og kildeoversigten? Samme spørgsmål melder sig på banen, når Poul Grinder-Hansen på bogens smudsomslag samt på side 39 og 41 gengiver et par andre af Frederiks personlige skriblerier. Også her ville det være rart med en kildehenvisning, men dem finder man faktisk først på allersidste side i bogens billedliste.
Denne anmelder studsede også en kende over, at forfatteren i sin litteraturoversigt henviser til Palle Laurings ”Dansk renæssance”, der i 1964 udkom som syvende bind i Laurings Danmarkshistorie. Laurings fremstilling af perioden figurerer i bogens litteraturliste endda i en særskilt gruppe sammen med vægtige klassikere om Danmarks og Nordens historie.
Hvorfor Laurings bog har fået denne placering i denne gruppe står hen i det uvisse. Dette skrives bestemt ikke for at pege fingre af ”Dansk renæssance”, der for tyve år siden var denne anmelder en god introduktion til denne mangfoldige og farverige periode i landets historie. Da det dog er yderst sjældent, at der henvises til Palle Laurings Danmarkshistorie i nyere og ældre dansk historisk faglitteratur, kunne det være interessant at vide, om der netop i dette værk findes nye oplysninger om og alternative synsvinkler på Frederik? Det fremgår desværre ikke. En sådan mangel kunne den tidligere efterlyste forskningsoversigt med fordel have rådet bod på.
Forfatteren Martin A. Hansen udtalte engang, at historikeren var de dødes neutrale appelinstans, hvor de uskyldige forfulgte kunne klage, de onde få deres bekomst og de ufortjent lovpriste blive afsløret. Der findes næppe den forfatter eller faghistoriker, om hvem det kan siges, at vedkommende forholder sig 100 % neutralt til sit emne eller hovedperson og heldigvis for det! Ser vi bort fra denne helt acceptable mangel kunne Frederik ikke have fået en bedre advokat end Poul Grinder-Hansen. Hans bog om Frederik 2. vil indtil videre stå som den ultimative biografi om Danmarks eneste virkelige renæssancekonge.
