Fredsrebellen
BogFeature
Fredsrebellen
– den autoriserede biografi om Desmund Tutu
Næst efter Nelson Mandela er Desmund Tutu vel den person, de fleste forbinder med ANC og kampen mod Apartheit i Sydafrika. For sin kamp modtog han i 1984 Nobels Fredspris, og selvom han i dag er pensioneret, deltager han stadigt aktivt i det offentlige liv bl.a. i kampen mod AIDS.
Desmond Tutu blev født i 1931 i byen Klerksdorp i Transvaal. Det stod hurtigt klart, at han var et godt begavet barn, og Desmond blev tilskynnet til at dygtiggøre sig af sin fader, der selv var lærer. Desmond drømte om at læse medicin, hvilket imidlertid ikke lod sig gøre af økonomiske årsager. I stedet uddannede han sig som sin far til lærer.
I forbindelse med oprettelsen af det forhadte bantustan-system i 1959 opgav Tutu i protest sin lærergerning og gav sig i stedet til at studere teologi. Selv om Tutu afskyede Apartheit var hans interesse for politik begrænset. Derfor forhindrede den sydafrikanske regering ikke, at han sammen med sin kone og tre børn i 1962 rejste til London for at læse teologi.
Da han i 1967 vendte tilbage til Sydafrika med en kandidatgrad i teologi, underviste han i de følgende år på forskellige skoler. Samtidig tiltog hans interesse for politik, især i form af såkaldt sort og afrikansk teologi. Tutu blev overbevist om, at kirken skulle spille en aktiv rolle både i kampen mod kolonialismen i Afrika generelt og i kampen mod Apartheit i Sydafrika specielt. I 1978 udbrød der uroligheder i Soweto, og Tutu kom med sine tiltagende politiske udmeldinger på stadig dårligere fod med myndighederne, bl.a. fordi han opfordrede FN til at skærpe de eksisterende økonomiske sanktioner mod Sydafrika. Rigitgt kendt internationalt blev han, da han i 1984 modtog Nobels Fredspris for sit arbejde. Den store internationale opmærksomhed var til stor gavn for Tutus arbejde såvel som hans kariere. Året efter blev han nemlig biskop af Johannesburg, og det efterfølgende år blev han valgt til ærkebiskop og dermed leder af hele den anglikanske kirke i Sydafrika.
Samtidig kom Tutu til at spille en ledende rolle i den Demokratiske Forenede Front, der i 1980’erne spillede en central rolle i kampen mod apartheit. Det hvide styre havde i løbet af 1980’erne løsnet grebet, men presset på regeringen for mere omfattende reformer voksede, især efter at USA og Storbritannien efter murens fald begyndte at ligge pres på den hvide regering. I 1990 annoncerede den nye sydafrikanske premierminister de Klerk, at han ville afholde frie valg og løslod samtidig alle politiske fanger, deriblandt Nelson Mandela.
Størst betydning fik Tutus arbejde gennem den sandheds- og forsoningskommision, som blev nedsat efter det første frie valg i 1994. Forsøget på at forene de mange forskellige etniske grupper i Sydafrika var Tutu magtpåliggende – det var således ham, der opfandt ideen om Sydafrika som ”regnbue-nationen”. Tutu fortsatte sit arbejde i kommissionen, efter at han trak sig tilbage som ærkebiskop i 1996.
Bogen tegner et billede af en person med nogle helt unikke kvaliteter. F.eks. er det tydeligt, at Tutus store menneskelig egenskaber har haft helt afgørende betydning for hans store succes – han er en af den slags mennesker, der kan tale med både høj og lav uden at virke utroværdig. Ligeledes må det aftvinge stor respekt hos læseren, at Tutu uanset hvor store uretfærdigheder han blev udsat for, vedblev at insistere på tilgivelse og gensidig respekt som byggestenene til et bedre samfund.
John Allens bog har dog ét meget stort problem. Der er nemlig reelt ikke tale om en biografi, men snarere om en blanding mellem en selvbiografi og et hyldestskrift. Allen har arbejdet sammen med Tutu gennem flere årtier, og det bevirker desværre, at han som biograf er fuldstændig kritikløs i sin skildring. Ikke på noget tidspunkt er han som forfatter kritisk overfor den person, han skriver om. Der er ellers en lang række punkter, hvor det kunne være berettiget. F.eks. stilles der ingen spørgsmål til Tutus noget unuancerede kritik af de protestantiske kirker, eller Tutus vilje til at se gennem fingre med diverse afrikanske diktatorers fortrædeligheder. Ligeledes er Tutus syn på kolonialismen noget unuanceret. Bogen indeholder tillige alt for mange ligegyldige detaljer om steder og perifære personer og kunne udmærket have været 75 sider kortere.
Desværre gør John Allens ukritiske og forherligende karakteristik af Desmond Tutu, at man sidder tilbage med en følelse af at være præsenteret for et lidt ufuldendt glansbilled-lignende portræt af en ellers særdeles fascinerende person.
FAKTA
John Allen:
Fredsrebellen
– den autoriserede biografi om Desmund Tutu
Udg. af Aschehoug
448 sider, 229 kr.
