Frejlif - Ekstra Bladets utæmmelige redaktør
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
”Jenny Hasselqvist har jeg slet ikke ord til! Hvor er den mand, der skriver svenske vers her i bladet? Sidder han ikke allerede og arbejder med et stort tospaltet hyldestdigt til Jenny Hasselqvist … Men lige fedt med prosa og poesi. Man skal ikke læse om den svenske ballet. Man skal se den, lægge sit hjerte for dens fødder, klappe, råbe bravo og smide om sig med blomster, brødmærker og rygflæsk-kort og alt, hvad man ellers har, som en svensker elsker og ærer. Således er dans! Og ned med Bournonville og hele papegøjeburet på Kgs. Nytorv. Hvil i fred, fru Jensen!”
Det kan nok være, at Ekstrabladets anmelder er begejstret denne aften i Tivolis Sommerteater, hvor den svenske ballet er på besøg! Den 13. juni 1918 har Frejlif Olsen været i Tivoli, og for en gang skyld lader han hele sit positive hjerte løbe af med sig. (Fru Jensen var i øvrigt solodanserinde på Den Kongelige Ballet, Elna Jørgen-Jensen).
Frejlif Olsen var Ekstrabladets chefredaktør 1905 til sin død i 1936. Han benævnes som Ekstrabladets første redaktør, men ret beset var det faktisk Edvard Brandes, der stod som bladets første redaktør igennem hele 1904, men avisen kom meget hurtigt til at være identificeret ved Frejlif Olsen, der skrev som en gal og lagde sig ud med alt og alle, samtidig med, at han også havde en trofast læserskare, som elskede hans udfald i øst og vest.
Frejlif var født i Lyngby i 1868 – lillebror til en anden navnkundig men mere elegant journalist, Henrik Cavling. Frejlif kom ret tidligt til at skrive. Det første forsøg var på Demokraten i Aarhus som blot 16-årig, men det varede nu ikke lang tid, inden han vendte tilbage til København. Fra 1889 til 1892 var han ansat på en for længst glemt publikation Kjøbenhavns Børs-Tidende, hvis redaktør var en også ganske glemt Brandes-bror, Ernst Brandes. Her formelig eksploderede han i alle mulige former for journalistik. Intet for småt og intet for stort – Frejlif kunne sagtens smøre en hel masse linjer sammen om sagen. Nogle gange var det fakta og kommentarer, men det kunne også godt være det pure opspind!
På samme måde skrev han, da han blev Politikens rigsdagsreferent 1892-1900. Fra sin plads i referentlogen skrev han om lovforslag og debatter, men lige så ofte om rigsdagsmedlemmer, som han syntes var latterlige, eller han beskrev stemningen i referentlogen, hvor diverse referenten godt kunne sidde og tage sig en lur. De ledende mænd brød sig ikke om hans skriverier, og en overgang var han ligefrem udelukket fra referentlogen. Det klarede han så ved at lade sig invitere ind i Rigsdagens Dameloge eller han sad bare på de almindelige tilskuerpladser.
1900-1904 var han ansat på avisen København, og så kom hans altså til Ekstrabladet som redaktør den 1. januar 1905. Og det blev så den avis, han sparkede til et pænt oplag, skønt han en gang imellem var på kollisionskurs med det pæne Politiken, som Ekstrabladet jo hørte sammen med. Men så længe, Ekstrabladet bidrog til overskuddet var der jo ingen grund til at gøre noget ved bladets utæmmelige redaktør. Han skrev stadig om det hele: tusindvis af ledere blev det til om alle mulige emner: nye love, regeringsdannelser og valg (hvor han som resten af familien var stærk tilhænger af Det Radikale Venstre, mens hovedfjenden entydigt var venstremanden J.C. Christensen), præsterne og folkekirken, som var hans specielle yndlingsaversion, militæret, københavnerbegivenheder, Alberti-affæren, Landmandsbank-sagen, arbejdsmarked, udenrigspolitik – i trediverne specielt vendt mod Hitler og Tyskland – kort sagt, han skrev om det hele. Han var utroligt flittig: Hver dag havde han lange referater eller kommentarer i avisen, og et væld af anmeldelser af teater og ikke mindst boganmeldelser. Og han skrev på en meget indædt kritisk, hånende måde som samtidig kunne være elegant. Og sommetider var det ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Så han måtte også betale adskillige bøder efter domme i retten, og over nytåret 1917-18 måtte han tilbringe fire måneder i Vestre Fængsel.
Gregers Dirckinck-Holmfeld har skrevet biografien om Frejlif Olsen – ligesom han skrev Ekstrabladets jubilæumsbøger ”Tør – hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet. Bind 1: Fæle Frejlif og hans drenge (2003). Bind 2: Vrisne Victor og hans hvalpe (2004) http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/ekstrabladet.htm. Det er en fornøjelse af følge Dirckinck-Holmfelds lette pen. Der er både glimt i øjet og tunge i kinden! Så man løber hurtigt gennem den tykke bog, der måske nok også er en smule for omfangsrig. Der er rigtig mange citater – lidt for mange og lidt for lange – men det er jo sådan set forståeligt nok, når der er sådan et materiale at citere fra. Frejlif Olsen satte mange linjer sammen, som det er både morsomt og interessant at følge. Men altså: færre kunne have gjort det. Ikke desto mindre: Hvis man interesserer sig for pressehistorie og for perioden ca. 1890 til 1935 i Danmark, så er det bestemt en bog, det er værd at give sig i kast med.
