Gensyn med Christen Kold
Af Jes Fabricius Møller, ph.d., Vartov
Christen Kold var en af Danmarkshistoriens mest fremtrædende fodgængere; en djærv pædagog, der er kendt som handlingens mand, hvor andre får æren for at være eftertankens. Han var en tid bogbinder i Lilleasien, og da han ville hjem gik han hele vejen fra Trieste til Thisted. Antologiens bedste bidrag er Christian Friis Damgaards lille stykke om denne tur og den træk- eller måske skubbevogn, han havde med. Den spiller en stor rolle i mytologien om Kold, men pointen er, at vi ikke ved det ringeste om dette nu tabte relikvium; især synes antallet af hjul at være omstridt. Damgaards bidrag er halvt ironisk ment og udført og derfor står det i smuk forbindelse med antologiens genstand.
old har kun efterladt sig ganske få egenhændige skrifter. Til gengæld var han replikkens mester. Mange er de anekdoter, som hans tilhængere, elever og venner har fortalt om hans vid. At han besad en egen tør humor, bevidnes bl.a. af det stenografiske referat af den tale, som Kold selv holdt på det grundtvigske vennemøde i 1866. Underspillet og selvironisk er hans beretning om mødet med Grundtvig. Kold ville bygge en højskole i Ryslinge og gik på sine fødder herfra til København for at søge Grundtvigs understøttelse. Han blev introduceret af en bekendt, Algreen:
"Det er Kold fra Fyen, sagde Algreen. Aa, sagde Grundtvig, er det det! og vi ragede da strax uklar. Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”
Der er noget forsonende over Kolds humor, og han fik da også Grundtvigs støtte. Der er fortsat grund til at beskæftige sig med denne fascinerende skikkelse. Det er svært at formidle hans lune, og det lykkes da med den allerede nævnte undtagelse heller ikke i dette tilfælde.
Johs. Nørregaard Frandsen indleder om det åndelige klima i det 19. århundrede. Han trækker veksler på Ove Korsgaards disputats, Kampen om folket, men det skal ikke holdes nogen af dem til last.
orte Thirslund har redigeret murer Hans Pedersens hidtil upublicerede beretning om Christen Kold. Hans Pedersen havde været med til at opføre Kolds skoler i Ryslinge, Dalby og Hjallese og kendte og beundrede Kold. Thirslund har ganske unødvendigt rettet Pedersens tekst ind efter moderne tegnsætning og ortografi. Dermed er den lidt vanskeligt forståelige, men mundtlige, flydende form i originalmanuskriptet og dets charme gået fuldstændig tabt. Det er for det første dårlig udgivelsespraksis og for det andet et forræderi mod den mundtlighed, som er friskoletraditionens form.
ntologiens gengivelse af Grundtvigs tredje kones, Astas, brev til Caroline Brummer, der beskriver Kolds død, kan tjene som eksempel på, hvordan det burde være gjort. Brevet har ikke tidligere været udgivet og er kommenteret af Kim Arne Pedersen, der endnu engang får demonstreret sit overblik og detailkundskab.
William Thomassen har begået en torso af en afhandling om Kolds og Grundtvigs forbindelse til asylbevægelsen. Pointen er, at Kolds pædagogiske tanker er inspireret af de københavnske asyler, der tog sig af nødlidende børn. Thomassens bidrag lider under en dårlig struktur og umotiverede indskud. En utvivlsomt stor lærdom og et indgående kendskab til relevante kilder hjælper ham ikke, så længe han ikke er bedre til at lede sin læser gennem stoffet.
Niels Nielsen trækker tråden fra Kolds pædagogik til nutidens tanker om kompetence og dannelse. Her er noget, som moderne friskolefolk kan bruge.
Med Carsten Oxenvads bidrag når bogen ind til et kernespørgsmål, nemlig forholdet mellem kirke og skole. Teoretisk adskilte Grundtvig og Kold sig, idet Kold ville drive en vækkelsesskole, mens Grundtvig ikke mente, at troen var en skolesag. Oxenvad sandsynliggør, at Kold i praksis lå meget tættere på Grundtvig, og at det derfor stadig giver mening at tale om en grundtvig-koldsk skole.
Birte Fahnøe Lund og Ole Kamp har undersøgt seks nuværende friskolers bekendelse til og sammenhæng med den grundtvig-koldske tradition. Det er interessant at læse, hvordan denne tradition har bevaret sit særpræg i enkelte træk – bevarelse af morgensang og –bøn – og samtidig er tilpasset nyere tider, hvor enhver skraldemand snart skal formulere sit værdigrundlag. I skolerne – de frie såvel som kommunale - er det værdier som tryghed, nærvær, ligeværdighed, fællesskab og trivsel, der hersker.
Ulrik Overgaard søger ligheder mellem Kold og den tyske sociolog Niklas Luhmann, der er kendt for at være meget kringlet, så Overgaard er ude i et vanskeligt ærinde. Teksten kunne godt tåle lidt kompleksitetsreduktion med et luhmannsk begreb. (Dermed mente han forenkling.) I Luhmanns teori er religionen igen en mulighed i det (post)moderne samfund, og så er der naturligvis også plads til en kristen funderet friskole.
Redaktøren, Inger Hartby, fortæller om et par af de interessante kilder til Kolds virke som skoleholder. Af en regnskabsprotokol fremgår det fx, at Grundtvig understøttede opførelsen af Kolds skole i Dalum med 50 Rbdl. Bindet rundes af med en oversigt over litteratur af og om Kold.
Bogen er udgivet i regi af Dansk Friskoleforening og Videns- og Studiecenter for Fri Skole i Ollerup (tidl. Nornesalen), og måske har der været for mange kokke om maden, der hverken er fugl eller fisk. Bogen vil gerne være kildeudgivelse og tager så ikke denne opgave særlig alvorligt. Andre artikler vil så gerne være videnskabelige, men det bliver ved forsøget. Bedst lykkes det for de bidragydere, der fortæller af et ærligt engagement i skolesagen og friskoletraditionen.
