Grevinden - et portræt af grevinde Danner

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv

Bodil Wamberg, der tidligere har skrevet en række bøger om nogle af Danmarkshistoriens viljestærke kvinder, har her portrætteret Louise Rasmussen, der trods titlen Grevinde Danner og vielsen til Frederik VII, ganske vist kun til venstre hånd, var yndlingsskydeskive for samtidens sladder og satire. På baggrund af den omfattende korrespondance til og fra grevinden har forfatteren foldet historien ud. Det er en velfortalt tour de force om kvinden, der elskede to mænd, og en tid lang var i centrum af de turbulente begivenheder, der gav Danmark en Grundlov, samt en vunden og en tabt krig. Som forordet pointerer, er det ikke en biografi i gængs forstand, men et forsøg på at lære Grevinde Danner at kende indefra.

Man skal  ikke gennem mange sider, før det står klart, at forfatterens engagement er helt og aldeles på grevindens side; det er en beretning, hvis hovedpersoner er beskrevet i sort eller hvidt. Louise Rasmussens entré i det småborgerlige København, som uægte barn af en tjenestepige, var fra fødslen et handicap. Bedre blev det naturligvis ikke, da hun selv fik et barn udenfor ægteskabet; faderen var hendes store kærlighed, Carl Berling. Her var vejen til et ægteskab imidlertid spærret af hensynet til hans sociale status, nidkært vogtet af hans moder og søster. Endnu mere problematisk blev forholdet til kronprins Frederik, der selv havde adskillige skandaler bag sig. Han var leveringsdygtig i ikke mindre end to skilsmisser, først fra grandkusinen, Frederik VI’s datter Vilhelmine, dernæst fra Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz, der hurtigt flygtede hjem til forældrene. Det kunne nok have fået advarselslamperne til at lyse hos en mindre viljestærkt person end Louise Rasmussen, for kronprinsen var ikke nogen ideel ægtemand; psykisk ustabil, med et umådeholdent alkoholforbrug, usoigneret og ”på vej til at blive uformelig tyk, han havde allerede tabt mange af sine tænder, og de, han endnu havde tilbage i munden, var sorte og ormædte. Han havde dårlig ånde”. 

Forfatteren lægger ikke fingrene imellem i sine personkarakteristikker, heller ikke når det gælder de mange fjender, Louise fik på sin vej over de bonede gulve. Bogens mangehovedede uhyre, den offentlige mening, møder ingen forståelse, heller ikke de enkeltpersoner, der på skrift betroede eftertiden deres forargelse over den kongelige mesalliance. Det gælder Eline Boisen – der trods titlen på hendes erindringer – men størst af alt er kærligheden – ”var et uhyggeligt eksempel på den frustrerede kvindetype, som så alting i det værst tænkelige lys og med vellyst satte historier om en ulykkelig medsøster i omløb”. Der var heller ingen søstersolidaritet at hente hos Johanne Louise Heiberg, der i sine erindringer beskrev grevinden som intrigant, ærgerrig og uforskammet. Også fjendtligt indstillede politikere som den nationalliberale A. F. Krieger og den inkarnerede helstatstilhænger A. S. Ørsted modarbejdede hendes indflydelse på Frederik VII. Det samme gjorde den udadtil ulastelige embedsmand, kabinetssekretær J..P. Trap, der foruden sit store topografiske værk også fik tid til at føre en dagbog, der var et mesterstykke i perfide hentydninger og ondskabsfulde rygter.

Frederik VII giftede sig med Louise i 1850, til venstre hånd, og herefter var hun Grevinde Danner, uden at det lettede hendes tilværelse. Bogen giver en indfølt skildring af livet ved hoffet, samlivet med Frederik VII og den livslange kærlighed til Carl Berling. Det er gennem breve og grevindens dagbog, vi kommer tæt på, medens Frederik VII efterhånden bevæger sig uden for pædagogisk rækkevidde, og regeringen bevæger sig længere ind i en uløselig konflikt om Slesvig. Det var dog ikke politik, der optog grevinden. I hendes omfattende korrespondance findes ingen af den slags overvejelser, kun mere og mere desperate forsøg på at holde kongen nogenlunde funktionsdygtig. Det lykkedes ikke; Frederik VII døde i 1863, kun 55 år gammel, men ødelagt af umådeholden levevis.

På en måde blev det frihedens time for Grevinde Danner. Økonomisk særdeles velaflagt og endelig udenfor offentlighedens søgelys kunne hun rejse udenlands og genoptage forbindelsen med sin søn, der gennem mange år havde levet i England. Der var ligeledes tid til at grundlægge de stiftelser, der for eftertiden bevarede Grevinde Danner som et symbol på den selvstændige, handlekraftige kvinde. Men netop i denne sammenhæng falder en enkelt handling i øjnene, der ikke harmonerer helt med hendes hidtidige kamp mod tidens normer. Frederik den Syvendes stiftelse for børn, der blev oprettet på Jægerspris. Dens formål var at uddanne piger til at blive gode tjenestepiger. Mere i hendes ånd var den stiftelse for ”fattige fruentimmer af arbejderklassen, oprettet af Louise Christine, lensgrevinde af Danner”, som hun selv nedlagde grundstenen til i 1873, året før sin død. Den nu fredede bygning er i dag krisecenter for kvinder.

Allerede i 1889 gav historikeren Alexander Thorsøe den vurdering, at ægteskabet mellem Frederik VII og Grevinde Danner vakte almindelig sorg hos den oplyste og fintfølende del af det danske folk. Siden har talrige udgivelser givet deres vurderinger af denne alliance, og med Bodil Wambergs bog er vi rykket helt ind på livet af trekantdramaet Carl Berling, Frederik VII og Grevinden. Det er en medlevende skildring af Grevinde Danner, men så solidarisk med sin hovedperson og derfor fjendtlig stemt mod alle, der ville lægge hende hindringer i vejen, at man sidder tilbage med en fornemmelsen af, at nogle nuancer er gået tabt, og virkeligheden ikke var helt så sort-hvid, som bogen hævder. Kongehuset var selv efter Enevældens afskaffelse en betydelig magtfaktor, og en regent, der satte både moralen og arvefølgen over styr, måtte være ledet af stærke destruktive kræfter. En ægtefælle med Louise Rasmussens fortid kunne derfor nok mane til bekymring. Det bedre borgerskabs reaktioner var således om ikke sympatiske i deres form, så dog til en vis grad forståelige. Mangler nuancerne, gør forfatterens stærke engagement til gengæld bogen til en suverænt fortalt beretning om en på alle måder usædvanlig kvindeskikkelse.