Historiens Heltinder – 3000 års kvindehistorie

Af Thomas Petersen

Det er unægtelig lidt af en pose blandede bolcher, DR-værten og kulturhistorikeren Liv Thomsen byder rundt med sin antologi over danmarkshistoriens heltinder. Men også en antologi, der dokumenterer forfatterens dybe engagement i sit stof. Den strækker sig fra Egtved-pigen til Tina Bryld og indbefatter mellem disse yderpunkter så forskelligartede kvinder som Kamma Rahbek og Inger Merete Nordentoft.

Liv Thomsen er kandidat i moderne kultur og kulturformidling og har for DR tilrettelagt en række yderst høre- og seværdige serier som bl.a. 1800-tallet på vrangen, Digtere, divaer og dogmebrødre, Duft og Dunst – vores forunderlige lugtesans samt På sporet af dronningerne.

Forfatteren erklærer i forordet, at god historieformidling skaber sammenhæng, erkendelse og genkendelse. Denne anmelder kan ikke være mere enig. Hun anfører to formål med sin bog. For det første ”at skildre levet liv gennem de til tider sparsomme spor og kilder og så at sige vække de historiske kvindeskikkelser til live igen”. Og for det andet ”at bringe en hyldest til disse enere, der har tjent som forbilleder eller skrækbilleder for generationer af kvinder efter dem. Disse skæbner fortjener at blive fortalt --- Målrettet, til tider dumdristigt, og ofte meget, meget modigt er de sprunget ud af en på forhånd given rolle, der som en spændetrøje har hængt over kvindekønnet siden tidernes morgen”, (side 7f.).

Kvindesolidaritet, så det kan høres. Men der er afgjort mange betydningsfulde kvinder, der er blevet glemt – såvel i kilderne som i den historiske litteratur. Om det så netop er de 10, forfatteren har valgt, der fortjener at blive husket – det kan jo altid diskuteres.

Forfatteren lægger ud med Egtved-pigen og dronning Thyra. Godt et par tusinde år er der mellem disse kvinder. Alligevel er vi i den underlige situation, at vi ved betydelig mere om bronzealder-pigen med snoreskørtet end om Gorm den Gamles dronning. Om Thyra ved vi egentlig kun, at hun var gift med nævnte konge, at hun derfor har haft en tilknytning til Jelling, og at hun var mor til den Harald (Blåtand), der i egen fortolkning samlede Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Vi ved endvidere, at Thyra er død før 958 og derfor før sin mand. End ikke hendes grav er med sikkerhed blevet fundet. Det er vel et spørgsmål, om disse facts gør konen til heltinde. Undtagen i myterne og i Thit Jensens vidtløftige historiske forfatterskab – også en af Thomsens heltinder.

Egtved-pigen ved vi paradoksalt betydelig mere om end Thyra, selv om kilderne udelukkende er arkæologiske spor. Den egetræskiste, hun blev fundet i i begyndelsen af 1920´erne, samt kistens indhold giver os en mængde materielle oplysninger om pigen. Men hvad hun har beskæftiget sig med, ved vi i realiteten ikke en døjt om. Den moderne arkæologi vil gerne gå endog meget langt (for langt?) i sine fortolkninger. Arkæologen Flemming Kraul fra Nationalmuseet, som Thomsen har ved hånden som sin faglige garant, går så vidt til at turde mene, at pigen i egetræskisten har været danserinde i en religiøs ceremoni. Og Liv Thomsen drister sig til på dette spekulative grundlag at slutte:

”Det er dybt fascinerende, at kvinder for så længe siden ikke kun har befundet sig i hjemmets sfære og har været underlagt mændene. De har også været tildelt roller i udøvelsen af religionen og i en eller anden form kunnet have en magtfuld rolle som dommere, ledere eller religiøse autoriteter”, (side 31). Selv hvis det er rigtigt, at Egtved-pigen har været danserinde i en eller anden religiøs ceremoni: Gør det hende dermed til heltinde? Nej, vel!?

Så er der betydeligt mere kød på de fleste af de otte andre medsøstre, der er sluppet gennem Thomsens heltinde-filter. Som f.eks. Margrete 1., Valdemar Atterdags energiske og mandhaftige datter, der trodsede Hansestæderne og samlede Norden med Kalmar-unionen i 1397. Efter Margrete følger først en repræsentant for den gamle danske fødselsadel, Birgitte Gøye til Herlufsholm, og for den nye tjenesteadel, der fulgte i kølvandet på enevældens indførelse i 1660 – Augusta Winterfeldt, frue på herregården Gl. Estrup på Djursland.

Birgitte Gøye er et godt og overbevisende valg, mens Augusta Winterfeldts heltindestatus ikke umiddelbart synes at springe i øjnene. Det samme gælder Kamma Rahbek, en repræsentant for Københavns intellektuelle borgerskab omkring 1800. Frue i og sammen med ægtemanden Knud Lyne Rahbek ejer af Bakkehuset på Frederiksberg. Mest kendt som litterær salon og varmestue for den kulturelle guldalders unge digtere som f.eks. svogeren Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen.

Om Anna Ancher og ikke Marie Krøyer var Skagens dronning, kan vel diskuteres. Liv Thomsen udnævner imidlertid Skagen-pigen Anna til værdigheden. Men at hun var en fremragende maler, der stod i skyggen af sin mand og kunstnerkollega, københavneren Michael Ancher, er indiskutabelt. Dernæst følger valkyrien, kvinderetsforkæmperen og ikke mindst advokaten for ”det frivillige moderskab”, Thit Jensen. Et godt bud, som stort set er gået i glemmebogen på trods af kvaliteten i Jensens tidlige romanproduktion.

Thit Jensen havde slået et slag for det selvvalgte og frivillige moderskab. Ganske apropos efterfølges hun af Inger Merete Nordentoft, der kort efter krigen provokerede og udfordrede ved som enlig at få et barn med en anonym mand. Aviserne og store dele af befolkningen ville have den formastelige moder – om ikke brændt på bålet, så dog fradømt embedet som skoleinspektør.

De ti kvinder, der har fundet nåde for Thomsens udvælgelseskriterier, afrundes med radioværten og gennem en menneskealder redaktør af det både forkætrede og elskede/nyttige program TVÆRS, Tine Bryld. Denne i ungdomsårene så overordentlig vilde pige, der endte med gennem en menneskealder at blive ungdommens faste støtte og vejleder.

Liv Thomsen skriver godt, engageret og alment - en gang imellem dog lidt skolemesteragtigt og en kende puttenuttet. Men bogen er – ligesom hendes tv-udsendelser også var det - skrevet til den brede offentlighed. Sommetider strækker hun dog kildematerialet så langt, at fortællingen nærmer sig fiktion. Som i eksemplet med Egtved-pigen. Måske er det en tendens inden for moderne arkæologi.

Personerne bruges bogen igennem i høj grad som anledning til at skrive bredt om den tidsalder, hvor den portrætterede person hører hjemme. En omstændighed, der perspektiverer individet. Thomsen allierer sig i samtlige kapitler med en forsker, der har et specialkendskab til de valgte personer og deres tidsalder. En god ide, der ved siden af den faglige akribi også sikrer en stilistisk variation i teksten.

Totalt uden interesse er det på side 101 at få at vide, at mellem 2000 og 2500 mennesker om året besøger klosterkirken på Herlufsholm

PS til forlaget. Det kniber tilsyneladende grumme meget med geografikundskaberne i dagens Danmark. Ellers ville man ikke placere landsbyen Egtved i Sønderjylland, som det er tilfældet i pressemeddelelsen. Landsbyen ligger i det sydlige Jylland og adskillige kilometer nord for Kongeåen.