Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup

Af Henning Lyngsbo

Forfatteren af denne bog, som vel må kaldes en biografi, er kendt for sine mange dokumentarproduktioner i DR, men også for sine mange bøger gennem mere end 40 år omhandlende almindelige mennesker af kød og blod, men med nogle ualmindelige psykiske og ubehagelige egenskaber.

Poul Martinsen, der er født i 1934, har gang på gang vist den lette menneskelige påvirkelighed.

Den kender vi jo alle sammen fra det kollektive niveau som kirkelige handlinger, fodboldkampe, sang- og musikidoler på turné og mange andre. Men også fra enkeltbegivenheder som fødsel, eksamenspræstationer, succes eller deroute i arbejdslivet, død eller invalidering.

På det kollektive plan ville Poul Martinsen nok tale om massepsykotisk påvirkning. Men jeg tror også, at han er snublende nær ved at kalde det massehypnose. Når det enkelte menneske kan hypnotiseres, så kan masserne vel også.

Ja, for der er ingen tvivl om, at Poul Martinsen tror/ved, at hypnose som middel til at påvirke et eller flere mennesker eksisterer. Og når det er tilfældet, kan man så også pålægge det ”gode” menneske at udøve en ond gerning?

I forfatterens bog Lydighedens dilemma dokumenteres det, at alene en stærk vilje, en ”hvidklædt autoritet”, var tilstrækkelig til at pålægge en person til at give – indbildt – strøm til en anden person.

Med bogen HYPNOSEMORDEREN giver forfatteren dokumentationen for, at domstolene godtog hypnose som anvendt middel til at få Palle Hardrup til at begå bankrøveri og drab af 2 bankmedarbejdere i Landmandsbankens Nørrebroafdeling d. 29. marts 1951.

Bogen frembringer tvivl om, hvorvidt ”hypnosepålægget” også omfattede drabene. Domstolene var ikke i tvivl herom og dømte både mediet, Palle Hardrup og hypnotisøren, Bjørn Schouw Nielsen for disse drab. Palle Hardrup blev dømt til livsvarig anbringelse i forvaringsanstalt. Bjørn Schouw Nielsen fik livsvarigt fængsel for at have planlagt og tilskyndet til forbrydelserne og for at have anvendt hypnose og anden påvirkning af Palle Hardrup.

Schouw Nielsen ville ret sikkert ikke være blevet dømt for de 2 drab under vore dages retssystem. Efter dommen råbte han: ”Jeg er uskyldig. Jeg ville blot have kontanter!”  Han blev prøveløsladt i 1967, men begik selvmord syv år senere ved indtagelse af cyankalium.

Palle Hardrup blev ligeledes prøveløsladt i 1967og døde først 6. marts 2012, 89 år gammel. Han var 44 år, da han blev løsladt og kunne da leve som et frit menneske de næste 45 år.

Det lykkedes, idet han fik nyt navn, ligesom det lykkedes at blive godt integreret i samfundet, hvor ingen kendte til hans sande identitet. Men for 2 år siden kom forfatteren på sporet af ham, for derefter at få etableret et fortroligt bekendtskab. Poul Martinsen respekterede den nye identitet og tilværelse og opnåede derved at få en dialog sat i gang.

Det blev til en kalejdoskopisk biografi omfattende hele Palle Hardrups liv. Han kom ud af en solid familie. Var tvilling, men havde efter ungdomsårene intet med sin tvillingbroder at gøre, og ej heller resten af familien.

Palle Hardrup havde kastet sig over nationalsocialistiske interesser. Var med i den nazistiske ungdomsafdeling NSU. Blev uddannet som svæveflyver med henblik på sidenhen at blive optaget i det tyske luftvåben som kampflyver under krigen. Det blev ikke til noget, og i stedet blev han optaget i HIPO-korpset, hvor han deltog i mange aktioner.

Efter krigen bliver han idømt fængselsstraf for sin medvirken på tysk side. Det samme gjorde sig gældende for Bjørn Schouw Nielsen. De kendte da ikke hinanden. Først senere under fængselsopholdet, hvor de boede i samme 2-mandscelle, lærte de hinanden indgående at kende.

Det var her, de begyndte at interessere sig for sindets påvirkelighed. Palle Hardrup fortæller frit Poul Martinsen om sin tid sammen med Bjørn Schouw Nielsen, men benægter, at denne skulle have hypnotiseret ham til de senere ugerninger. Det skyldtes andre årsager som f.eks. yoga.

Endelig fortæller Palle Hardrup om sin tid efter fængselsopholdet, om det afbrudte forhold til sin ægtefælle og deres fælles barn, hans nye veninde og alle hans mere og mere religiøse interesser.

En bog, der samtidig afdækker den tids rædselsfulde retspsykiatri med overlægernes hæmningsløse indsprøjtninger. ”Vi skal nok få sandheden frem” var devisen i anklagemyndighedens tjeneste.

Nok er det en bog om noget fortidigt, men den indeholder indtil flere advarselslamper til vor såkaldte retsstat.