I begyndelsen - Livsstykker

Af Peter Mouritsen, cand.mag. i historie og russisk

”I begyndelsen” er en erindringsbog. Måske også en historiebog, men mest af alt en bekendelsesbog. Den kredser meget om tro, tvivl, trods og skam.

Bogen er opbygget i små kapitler eller ”Livsstykker” de fleste er ganske korte – på én til halvanden side. De fortæller om en eller anden konkret begivenhed eller tid. Bent Jensen skriver godt. Det er levende beskrevet, og hans erindringer fænger. Det er faktisk en god bog. Men den der regner med at finde noget om alt det, vi kender Bent Jensen for, går forgæves. Vi får intet at vide om, hvordan han kom til at beskæftige sig med Rusland, hans indtryk af debatten nu, og hvorfor han er så engageret i den.

Det er en meget personlig bog, der handler om Bent Jensens sind, som viser sig at være martret af tvivl. Han er vokset op i en indremissionsk familie i Midtjylland, i byen K – som bogens bagsidefoto afslører er Kjellerup. Han får en meget religiøs opdragelse hvor Gud, Helvede, fortabelsen og Paradis er meget tilstedeværende. Men også kærligheden, masser af kærlighed i barndomshjemmet. Bette Bent kan dog ikke holde sig fra bøgerne og sætter spørgsmålstegn ved livets store spørgsmål og hele sin religiøse ballast. Bent Jensen læser og læser for at få svar på sine spørgsmål, men bliver aldrig klogere – først mod sin alderdom vender han sig atter mod Gud og finder ro. Det er ledestjernen i gennem hele bogen - Bent Jensens skyld og skam og fortvivlelse over at svigte Gud. 

Bent Jensen bekender en masse grimme ting. Fortæller hvordan han langsomt, men sikkert var på vej mod bunden, mens han studerede i Århus. Og hver gang han nærmer sig Gud, finder han ro, og til sidst giver han efter. Han forkaster hele videnskaben og hele sit liv – ender med at der kun er Gud. 

Udover bekendelsen tror jeg Bent Jensen har leget lidt med at lave en anden slags tidsskildring. Det er meget sjovt at læse de historier, han fortæller om en verden set med en drengs, en ung mands eller ældre herrers øjne. Det fungerer meget godt og er et udmærket forsøg på alternativ historieformidling.

Men bogen præges mest af Bents nyfundne Gud og hans behov for at fortælle om sine kriser – derved er bogen også ret selvterapeutisk og personlig.

Som nævnt må man se forgæves efter Rusland, Bent Jensen karriere og arbejdsliv er ikke med. Han bruger dog en stil som også er brugt flittigt af store russiske forfattere. For at skjule identiteten af de personer, som Bent Jensen inddrager i sin bog, omtales de blot ved et bogstav. Byen K, Kvinden B og så videre. 

Bogen handler på godt og ondt mest om Bent Jensens forhold til far, mor og Gud. Resten er muligvis gemt til en anden bog. Som historiker er det derfor svært at sige præcist, hvad der er for en bog, og hvad vi skal med den. Den har nok primært været nødvendig for Bent Jensen selv – nu er der gået bud til Gud og hver mand; - Bent Jensen er vendt hjem…