Ikke jeg - erindringer fra en barndom og ungdom
BogFeature
Ikke jeg - erindringer fra en barndom og ungdom
”Joachim Fest måtte opgive kampen mod en alvorlig sygdom og døde den 11.september 2006. Han havde under sygdommen brugt sine efterhånden svigtende kræfter på at få gjort sit sidste litterære værk: ”ICH NICHT – Erinnerungen an eine Kindheit und Jugend” færdigt. Bogen blev udgivet få dage efter hans død.
I Tyskland fik bogen særdeles fine anmeldelser. Et mesterværk var et af ordene. Et partsindlæg i den lange debat i det offentlige rum om Günther Grass og hans indmeldelse i Waffen SS i krigens sidste måneder var et andet.
Joachim Fest fødtes den 8. december 1926 og var således 6 år gammel ved Hitlers magtovertagelse i 1933. Samme år begyndte Joachim Fest sin skolegang. Han var ud af en borgerlig og katolsk familie. Faderen, Johannes Fest, var skoleleder, men blev allerede i 1933 afskediget på grund af sin vægring ved at melde sig ind i DNSAP. I første omgang var det en suspension med besked om, at den kunne ophæves, såfremt hans holdning overfor nazismen ændredes. Det er her, at faderens urokkelige modstand mod Hitler, og hvad han stod for, kom til udtryk. Om så alle tyskere blev nazister, ville han være undtagelsen. ”Ikke jeg”, sagde han igen og igen. Holdningen fik konsekvenser for hele familien. Omgangs- og vennekreds indskrænkedes. Chikanerier øgedes. Den økonomisk sorgløse tilværelse afløstes af armod. For moderen var det en uophørlig deroute. Hun stod for husholdningen og kunne ikke få den til at hænge sammen. På et tidspunkt – og efter mange overvejelser – lagde hun da også op til, at faderen skulle melde sig ind i DNSAP. Det ville jo ikke gøre den store forskel, bortset fra økonomien. Men faderen stod fast. Det ville netop gøre den store forskel. Det ville ændre alting.
På et tidspunkt(1939) kom to ledere fra Hitler Jugend på uanmeldt besøg og bebrejdede faderen, at ingen af hans tre sønner var medlem. Alle tyskere havde pligter, og at undlade en indmeldelse i Hitler Jugend var det samme som at nasse på samfundet. Men igen havde faderen tilstrækkelig styrke. Han gav de to repræsentanter en verbal overhaling og smed dem ud. Ja, han kaldte dem endog for kujoner. Underligt nok fik episoden ingen umiddelbare følger. Men sidenhen øgedes dog antallet af uanmeldte besøg, nu også af Gestapo. Familien holdt imidlertid sammen. Ingen røbede noget, der kunne få konsekvenser.
I gymnasiet kom Joachim Fest i 1941 virkelig i klemme, idet han blev grebet i at have ridset en karikatur af Hitler på sin skolepult. Det medførte en udvisning, men Fest var heldig. Han blev optaget i en katolsk ledet skole i Freiburg. Ej heller denne gang fik det følger for familien, der naturligt nok frygtede det værste.
Mod krigens slutning tog Joachim Fest den beslutning at melde sig frivilligt til hæren. Det gjorde faderen vred. ”Ingen meldte sig frivilligt for at deltage i Hitlers kriminelle krig, uanset det skete for at undgå indkaldelse til SS.” Men Joachim stod fast. Han som ellers altid havde set op til sin far og fulgt dennes råd og vejledning.
Paradoksalt nok blev hans far senere indkaldt for at gøre tjeneste i Værnemagten. Han var da 60 år! Efter kort tid blev han taget til fange af russerne og kom i fangelejr. Først efter mange års nedslidende ophold blev han sendt tilbage til Tyskland. Han var en da en knækket mand.
Sønnen Joachim var mere heldig. Han blev taget til fange af amerikanerne og sad i fangelejr et par år. Det var for ham lidt af et kulturchok. Han var vokset op i et strengt prøjsisk miljø med kæft, trit og retning. Bureaukrati og rangordener, der ville noget. Hos amerikanerne så han de menige og officererne - uanset rang - sidde og more sig sammen. Ja selv sammen med fangerne.
Alligevel prøvede han at flygte fra fangelejren. Han ville videre med sine studier og kunne ikke overskue, hvor længe han skulle forblive i lejren. Hans brillante begavelse og behov for højlitterær føde – helst hver dag - kunne på ingen måde tilgodeses med den nærmest apatiske og indolente holdning, der var så dominerende i lejren. Flugtforsøget var egentlig godt tilrettelagt og meget dramatisk, men begivenhedernes forløb ikke som forventet.
Joachim Fest er en tro kopi af faderen. Åndshovmodet popper op engang imellem, især når han remser alle de musikalske og litterære værker, han havde tilegnet sig i sin ungdom. Måske var det i erkendelse af sygdommens dystre udsigter, at det blev ham magtpåliggende at vise eftertiden, hvilken enorm kulturel ballast han besad, inden det blev for sent. Og han nåede det. Igen kan jeg ikke fri mig for tanken om, at formålet også var at distancere sig fra Günther Grass, som bestemt ikke var en forfatter, som Fest kunne se op til. Grass havde haft lig i lasten. Fest ville vise, at ikke alene han selv, men også resten af familien Fest havde haft rent bord uden fingeraftryk fra nazismen. Fest fandt Grass så utroværdig, at ”Jeg ikke turde købe en brugt bil af ham!” som han udtrykte det.
Der var også tale om en symbolsk kamp for Fest. Han mente, at mange tyskere kom for nemt over
deres nazistiske fortid. Selvransagelsen var for ringe. Folket havde løjet for sig selv og andre under Hitler. Efter Hitler fortsatte løgnen, men nu med omvendt fortegn.
Også de venstreorienterede tiltag i 60´erne fik Fest til at fare i blækhuset. Han ville have det tyske folk til at forstå, at kommunismens formål var af samme karat som nazismen. Og det ærgrede ham, at de venstreorienterede i den grad var i stand til bringe løgnen tilbage i folket.
Hele Joachim Fests liv vil af nogen nok blive betegnet som et korstog mod de totalitære regimer. Han ville egentlig have været jurist, men fandt at journalistik var en bedre platform. Han startede ved RIAS. Derefter fra 1961 ved NDR som medarbejder ved såvel drama- som nyhedsafdelingen. Gennem sine dokumentarprogrammer om tiden under Hitler blev grunden lagt til hans historiske viden. Det var her, han i 1963 fik udgivet sit første større værk om ”Det tredje riges ansigt”. I 1973 udgav han en meget rost Hitlerbiografi. Det fik Frankfurter Allgemeine Zeitung til at invitere ham til at være ledende skribent på avisen. Det var her på den prestigefyldte avis, han fik adgang til sine verbale felttog mod den tiltagende venstreorientering i Tyskland. Det var lykke for ham, da Berlinmuren faldt og den efterfølgende oplevelse af Sovjetunionens sammenbrud og kommunismens fald .
I 1994 udgav han en studie i bombeattentatet mod Hitler i 1944. Som opfølgning herpå udgav han i 2002 bogen ”Inside Hitler´s Bunker. The Last Days of the Third Reich.” Dette værk kom til at danne basis for filmen ”Der Untergang”.
På den baggrund er bogen ”Ikke jeg” interessant. Den er meget læsevenlig – og ikke mindst læseværdig. Ikke alene af historiske årsager. Men også fordi den pirrer ens nysgerrighed. Hvorfor skrev han denne bog? Der er mange svar i vinden.”
FAKTA
Joachim Fest:
Ikke jeg - Erindringer fra en barndom og ungdom.
Udg. af Høst & Søn
354 sider, 299 kr.
