J.C. Christensen - Et politisk menneske

Af Erik Helmer Pedersen

Historikeren Poul Duedahl, den ene af udgiverne bag værket J. C. Christensen: Dagbøger 1900 - 1909, har sideløbende med det omfattende arbejde med denne vigtige kildepublikation fået tid til at skrive en politisk-historisk biografi over den store politiker.

De godt 500 sider er fordelt på flg. måde: Efter en kort indledning følger to kapitler om hans barndom og ungdom, indtil han som 34-årig skolelærer bliver valgt til Folketinget. Derefter følges over tre store kapitler den bratte opstigning i hans politiske karriere indtil dens afgørende vendepunkt, Albertikatastrofen september 1908. Den langstrakte op- og nedgangsperiode 1908-22 vies ligeledes tre kapitler af ulige længde, hvorefter karrieren og livet ebber langsom ud i et afsluttende kapitel om de sidste år i det jyske hedeland. Til sidst giver forfatteren en afsluttende karakteristik af politikeren J. C. Christensen.

Denne periodisering viser forf.s gode håndelag for at opbygge en politisk biografi. Fra først til sidst beholder han som en god dramatiker overblikket over forløbet og holder sine læsere i ånde hele tiden med nye, overraskende drejninger i såvel replikker som scenegang. Læseren skal selv digte med; de gode pointer røbes ikke før i sidste øjeblik. Man fornemmer, han har lært noget af J. C. Christensen. Sproget er klart og anskueligt, ja nærmest plastisk formet sine steder. Den store længde føles ikke på noget tidspunkt trættende.

Der ligger en næsten herkulisk arbejdspræstation bag bogen. Ærgerrig, som det sømmer sig en fremstormende forsker, har han sat sig som mål at få belyst sin hovedperson fra helt nye synsvinkler. Uover at publicere Christensens personlige optegnelser, lidt flot kaldt ”dagbøger”, har han haft held med at finde frem til et nyt kildemateriale. I de to første kapitler om Jens Christians stilfærdige barndom: ”Grænsedragninger (1856-79)” og noget urolige ungdom: ”Mønsterbryderen (1887-90)” har han benyttet så forskelligt materiale som Jens Christians stilehæfter, sognerådsarkivalier og JCCs erindringer Fra min Barndom og Ungdom(1925). Når talen er om de efterfølgende kapitler om hans politiske opgangstid, ”Himmelstormeren (1890-1901)”, ”Klammeriministeriet” (1901-05) og ”Konseilspræsidenten (1905-08)” trækker optegnelserne det tunge læs, suppleret med politiske optegnelser og memoirer, Rigsdagstidende osv. Når vi kommer til tiden efter Alberti: ”Rævestreger (1980-16)”, ”Tilsynsføreren (1916-22)” og ”Den hvide elefant (1922-30)” udtyndes optegnelsernes historiske nytteværdi, og i stedet må forf. i stigende grad støtte sig på allerede benyttet materiale.  

Bogens underholdningsværdi, her forstået absolut positivt, kan som allerede antydet ikke drages i tvivl. Vurderet som et faghistorisk indlæg vil den derimod nok give anledning til debat, og det er vel stadig historieforskningens livsnerve. Hidtil har man inden for den radikale historikertradition været tilbøjelig til at opfatte J. C. Christensen som en politisk bagstræver, der aktivt bidrog til at forsinke velfærdsdemokratiets uafvendelige sejrsgang på socialdemokratisk-radikale præmisser. Poul Duedahl læser derimod kilderne uden påsatte etiketter og indtager i det hele taget en forstående holdning til sin hovedperson. 

Helt ubeskrevet slår denne døren ind til et politisk miljø, der savner en bestemmende hånd, marskalstaven falder så at sige ned fra himlen, og efter få år står han selvskrevet som venstrefraktionernes ubestridte leder. Da Højre i mellemtiden har slidt sig op som regeringsparti, bliver JCC, om end i to tempi, landets politiske leder, og selv om Albertis million- eller snarere milliardsvindel berøver ham den officielle titel som konseilspræsident, må hans efterfølgere hele tiden tage ham i ed som datidens mest indflydelsesrige politiker. Der er brugt oceaner af tid og kræfter til at spekulere sig frem til, hvad JCC nu måtte mene om denne og hine problem. Hans uudgrundelige tavshed i vigtige anliggender kunne gå folk på nerverne, dengang som nu. Det faldt ham ikke ind, at han kunne gøre sit parti den store tjeneste at forlade skuden i tide. En succesrig formands næststørste opgave.

J. C. Christensen har selv i et tilbageblik betegnet parlamentarismens gennemførelse, forsvarssagens løsning og den kirkelige lovgivning som de vigtigste af sit livs politiske projekter. Forf. er ikke uenig heri, men betoner, at for JCC var hovedreglen det muliges kunst. Derigennem fik han fornyet store dele af det fundament, hvorpå vort nuværende demokrati hviler. Spørgsmålet er så, om JCC var en helt uundværlig faktor i denne udvikling, eller om han i sin person kom til at figurere som et historisk, naturgivet omdrejningspunkt, bestemt af tidsånden og omstændighederne i det hele taget. Ved altid at holde kortene tæt til kroppen, ved ikke betro sig til gud og hvermand og ved ikke at udpege nogen kronprins kunne han i kraft af sit indgående kendskab til lovgivningens labyrinter sikre sig et magtmonopol uden sidestykke i vor  historie. 

Forf. indlægger sig her stor fortjeneste ved at kunne dokumentere denne monopoldannelse ganske tæt. Problemet er bare, at perspektivet på en måde indsnævrer sig om sig selv og sin genstand. J. C. Christensens selvopfattelse er nærmest en centrifugal kraft i denne proces, om end det må erkendes, at det anvendte kildemateriale trækker i denne retning. Over tid indgår JCC og Venstre en nærmest uadskillelig symbiose, og det levner ikke tilstrækkeligt råderum for hans nominelle efterfølgere som konseilspræsident, Niels Neergaard og Klaus Berntsen. Hans magnetisme har endnu ikke udtømt sin kraft.

Her kunne man have ønsket sig, at forf. ved en strengere form for kildekritik havde lagt lidt større afstand til sin hovedperson. Med rette udpeges forliget 1894 som en vigtig begivenhed, men JCC skaber det ikke, han bruger det på længere sigt. Derved kommer Det moderate Venstres ledende personer Frede Bojsen, Niels Neergaard og til en vis grad Klaus Berntsen til at stå for meget i skygge. Agrarbevægelsens rolle heri er ej heller tilstrækkeligt belyst. I forbindelse med Systemskiftet 1901 gør forf. ikke nok ud af JCCs ambitioner om selv at blive konseilspræsident, en omstændighed, der forklarer Deuntzer-regeringens indre kvaler.

Adskillige gange fremhæves JCCs taktiske sans, og sandt er det, at han i det stykke uddistancerede de fleste i sin samtid. Ikke mindst havde han held med at få udbrydergruppen fra Højre, de Frikonservative, placeret i rollen som Venstres støtteparti i opgøret med de gammelkonservative kræfter.  Det skubber dog De Frikonservatives ledende skikkelse, grev Mogens Frijs, ind i skyggen. Hvad måtte Venstre betale for den politiske bistand? Når først politiske personligheder som kong Frederik VIII, grev Frijs, Niels Neergaard og Klaus Berntsen har fået tilsvarende monografier, vil det være muligt nøjere at bestemme graden af den indflydelse, som JCC da udøvede. Det spørgsmål strejfer én, om JCC snarere var konservativ end venstremand. I hvert fald tog hoflivet ham i stigende grad fangen.  

I det intrikate spørgsmål om JCCs rolle i det siden så omdebatterede spørgsmål om kaptajn L. C. F. Lütkens samtaler med den tyske generalstabschef H. v. Molkte om et nærmere samarbejde mellem Danmark og Tyskland i tilfælde af en storkrig, gentager forf. flere gange JCCs påstand om, at samtalerne var af privat natur og derfor ikke var af absolut bindende karakter, rent bortset fra at de ikke gav konkrete resultater. Troels Finks kortlægning af forløbet har dog utvetydigt vist, at hvis Tyskland havde været mere interesseret, kunne initiativet have fået uoverskuelige konsekvenser. JCCs optegnelser er på dette punkt så tilpas svævende, at de vækker ens mistanke om et langt større engagement fra dennes side end hidtil antaget. Tanken om, at en sådan militærkonvention evt. kunne have banet vejen for Sønderjyllands genforening med moderlandet, forekommer mildest talt løs i substansen. Det skriver JCC selv et sted.

Derimod må man erklære sig helt enig med forf., når han påpeger, at samfundsudviklingen og dens konsekvenser overhalede JCC inden om. Med rette påpeges det, at han omkring 1920 måtte se i øjnene, at landbrugets ledende skikkelse, Thomas Madsen-Mygdal med sit erhvervspolitiske program tegnede fremtiden. Ekstra pikant var rivaliseringen da også derved, at den nye mand var søn af JCCs tidligere medbejler til magten i det Bergske venstre, landstingsmand N. P. Madsen-Mygdal. I sine optegnelser nævner JCC selv, at N.P. Madsen-Mygdals tre sønner helhjertet tog faderens parti og derfor måtte nære højst blandede følelser over for JCC.

Det går som en rød tråd gennem forf.s argumentation, at JCC ikke interesserede sig synderligt for økonomiske og erhvervspolitiske anliggender og dermed ville prioritere folkelige og kulturelle grundanliggender højere. JCC har nok erkendt, at hans indsigt på disse områder ikke rakte langt nok, og sandt er det, at den slags problemer ikke beslaglægger mange linjer i hans fyldige optegnelser. En anelse syrligt kunne man også hævde, at en større plads for problemer af denne natur ville gøre akademikeren Niels Neergaard og bondepolitikeren P. P. Pinstrup mere synlige i det daglige billede.

Hvor selektive er m.a.o. JCCs optegnelser, specielt på dette felt? På et enkelt punkt kan der skabes lidt klarhed. På s. 302 med note 30 drøftes JCCs og Niels Neergaards indbyrdes drøftelser efteråret 1908 om den rette taktik i forsvarsspørgsmålet, sådan som det tegnede sig efter forsvarskommissionens betænkning fra juli s.å. Var de ved den lejlighed så nogenlunde enige om, at den kommende lov om forsvarets ordning snarere end at afvikle Københavns landbefæstning skulle udbygge storbyens landforsvar – mod Tyskland - gennem et system af fremskudte forter? Forf. tager ikke direkte stilling selv, men lader afgørelsen bero på et samtidigt vidnesbyrd, en redegørelse fra den nyudnævnte udenrigsminister, grev William Ahlefeldt-Laurvigen. 

Kæmper man sig igennem forf.s noget besværlige henvisningsteknik og finder frem til dokumentet, viser det sig for det første, at de to politikere fra starten var ret uenige om såvel indhold og taktik i dette vigtige spørgsmål, og for det andet, at der i hele det intrikate spørgsmål om forholdet mellem Danmark og Tyskland også indgik handelspolitiske problemstillinger. I årene 1904-08 var der dansk-tyske sonderinger i gang i Berlin for evt. at tilkøbe sig nogle fordele for dansk landbrugseksport til Tyskland, først og fremmest jyske heste. 

Herfor krævede tyskerne toldpolitiske indrømmelser på industrieksporten til Danmark. Den pris var dog Udenrigsministeriet – og JCC? -  for høj, og forhandlingerne strandede. (Erik Helmer Pedersen: Landbrugsraadet som erhvervspolitisk toporgan 1919-33, (1979), s. 396). Frede Bojsen gav i et brev til Niels Neergaard 18. december 1908 udtryk for sin glæde over forhandlingernes sammenbrud (Harald Jørgensen, udg. Tre Venstremænd. En brevveksling mellem Frede Bojsen, Klaus Berntsen og Niels Neergaard (1962), s. 117f. Værket er opført i litteraturlisten, men næppe brugt). Hjemmelsmanden til denne oplysning kan næppe være andre end den nyudnævnte konseilspræsident Niels Neergaard, og dermed er det givet, at JCC også har været informeret om hele forløbet og dets konsekvenser. Som jysk folketingsmand har han heller ikke kunnet undgå at lytte til besværinger over de problemer, tysk toldprotektionisme skabte for dansk husdyreksport, og som vore landsmænd syd for Kongeåen ved skæbnens ironi ikke var belemret med efter 1864. JCCs engagement i et forbedret dansk-tysk forhold har mere end en sikkerhedspolitisk forankring. 

 Det er givet, at JCC med blandede følelser må have lyttet til de erhvervsøkonomiske og –politiske veklager, bondepolitikere som P. P. Pinstrup og N. Jensen-Toustrup mere og mere højlydt istemte, og som til sidst gav de store landbrugsorganisationer politisk medindflydelse. Under 1. verdenskrig blev Thomas Madsen-Mygdal løftet til tops på denne bølge, og man fristes til at tro, at den radikale indenrigsminister Ove Rode trods alt syntes bedre om JCC end om Ths. Madsen-Mygdal. 

Besynderligt er det også, at JCC i sine optegnelser ikke beskæftiger sig med jordpolitikken, hans interesse for husmandssagen taget i betragtning. Det har næppe behaget ham, at flere partifæller med landstingsmand H. Hauch i spidsen kom til at stå som aktive fødselshjælpere for jordlovene 1919, der gav lovhjemmel til udstykning til statshusmandsbrug på storgodsernes bekostning. Senere overgav han mere eller mindre frivilligt den faktiske ledelse af Det danske Hedeselskab til samme Hauch. Det kan man læse om i bogen om selskabets 1900-tals historie, nævnt i litteraturlisten, men ikke benyttet.

De anførte problemstillinger er ikke ment som en gold, negativ kritik, men som et forsøg på at knyttet en sikker forbindelse mellem en ældre og en nyere tids forskning. Poul Duedahl skriver i sit forord til bogen, at den gerne skulle være andet og mere end ”en overfladisk gentagelse af gamle sandheder”. Står det skrevet i programhæftet for den nyeste generation af danske historikere, at man agter at se bort fra de resultater, historieforskningen hidtil synes at have opnået?

J. C. Christensen har i al stilfærdighed rejst sig selv et danmarkshistorisk monument, støbt i ord, handling – og eftermæle. Det kaster lange slagskygger. Uden at falde i den modsatte grøft forsøger Poul Duedahl med et vist held at lirke sig uden om. Det må han bestemt krediteres for.