Jensen er valgt!

Af Preben Etwil

En af de helt store, men ofte oversete, arbejderførere har nu fået sin egen biografi.

Efter at have læst bogen kan det konstateres, at det er ærgerligt, at han i de mere officielle socialdemokratiske historiebøger er blevet tildelt en yderst beskeden og tilbagetrukken rolle.

Det er ikke rimeligt, og det råder denne biografi på allerbedste vis bod på.

For sandt var det, at han, som Jeppe Aakjær skrev ved hans død: En fattig dreng med det blege navn. Blev førsteborger i København.

Disse strofer dækker over den kendsgerning, at Jens Jensen i 1859 blev født ind i en lille fattig fynsk husmands- og landhåndværkerhjem, og i 1928 endte sine dage i Københavns mest prestigefulde stilling som Overpræsident.

Han var socialdemokrat med hud og hår, men som i partihistorien blev nedtonet betragteligt, da han ved sin død ikke helhjertet støttede Staunings transformation af Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti. Det er som bekendt altid sejrherrerne, der har monopol på at skrive historien.

Det er synd og skam, for historien om Jens Jensen er historien om, hvordan Socialdemokratiet og fagbevægelsen blev dannet og formet til af demokratisk og reformistisk vej at overtage væsentlige politiske og økonomiske magtpositioner i samfundet. Som Jensen selv udtrykte det på hans ældre dage: Vi behøver kapital, men vi har ingen brug for kapitalister.

Stauning og partiet var dog ikke enige i den sidste del af sætningen.

Biografier har, når de er skrevet godt, den fantastiske evne, at give en spændende samfundsrelevant historie i øjenhøjde. Vi følger de store samfundsmæssige udviklinger fra et mikroperspektiv i form samtidige breve, optegnelser og dagbøger: Hvem tænkte hvad, hvem besluttede hvad, hvem snakkede sammen, og hvem udførte hvad?

Det er som sagt hver af de små historiske mosaikstykker, der danner det store historiske billede!

Jens var en opvakt, dygtig og flittig dreng i den fynske almueskole, men familiens økonomiske kår kunne ikke drive det videre, end at give ham en håndværkeruddannelse som maler. Med den i bagagen tog han forskellige job i provinsen, indtil han i 1880 landede som arbejdsløs malersvend i København. Her faldt han hurtigt ind i fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Begge dele lå dog i ruiner efter interne stridigheder og ydre pres i 1870’erne.

Slidsomt var han med til at genopbygge både parti og fagforening, og endte som den første lønnede formand for Malernes Fagforening i 1884. Herefter gik det stærkt, og han var med til at centralisere fagforeningerne uden om Socialdemokratiets inderste ønsker, men dog i tæt samarbejde med partiets daværende formand P. Knudsen.

Det skete ved, at de københavnske fagforeninger i 1886 stiftede De samvirkende Fagforeninger i København. Opgaven var at lede det faglige arbejde, koordinere de faglige aktioner med mulighed for bl.a. at iværksættelse strejker, men også at modarbejde de uorganiserede.

Socialdemokratiets ledelse fik i denne konstruktion mulighed for at vælge to medlemmer til De samvirkende Fagforeningers ledelsen og deltage i deres fællesmøder. Tilsvarende fik De samvirkende Fagforeninger mulighed for at vælge to medlemmer ind i Socialdemokratiets ledelse.

Jens Jensen blev De samvirkende Fagforeningers første formand. En post han besad, indtil han blev valgt til Socialdemokratiets allerførste borgmester i Danmark – som Finansborgmester i København i 1903. En borgmesterpost, der fra og med 1938 blev kaldt Overborgmester.

Centraliseringen af fagforeningerne kom til at stå sin prøve ved Den store lockout i 1899 – i folkemunde kaldet Hungerkrigen. Bogen giver et enestående indblik i hvilke mekanismer, der kommer i spil, når kamp skal udkæmpes og forlig skal flikkes sammen.  Vi er helt inde i aktørernes breve og dagbøger.

Jens Jensen var ikke den store agitator, men var den helt store arbejdshest og en fremragende strateg og forligsmager. Jens Jensen var indbegrebet af ansvarlighed, og blev foregangsmand indenfor Socialdemokratiet, om hvordan man på demokratisk vis kunne forandre samfundet gennem et stærkt sammenhold, dygtig forberedelse og evnen til at indgå kompromisser på rette tidspunkt.

Jens Jensen og hans samtid så ikke i første omgang, at Septemberforliget i 1899 skulle blive fremtidens Grundlov for det danske arbejdsmarked. Det blev betragtet som et kompromis, der givetvis skulle afløses af et nyt kompromis nogle år efter. Men sådan skulle det ikke gå. Hovedaftalen af 1899 blev på sæt og vis grundstenen til det, der i dag kaldes Den Danske Arbejdsmarkedsmodel.

På højden af sin faglige karriere som formand for De Samvirkende Fagforbund, sagde han ja til at forlade posten, da Socialdemokratiet ønskede, at han skulle påtage sig hvervet som Finans-/overborgmester i Københavns Kommune. Gennem dette arbejde blev den stille og rolige, men yderst arbejdsomme partisoldat involveret i at omdanne et sovende og stærkt konservativt København til en moderne hovedstad – til sidst styret af et selvsikkert stærkt Socialdemokrati. Jensen var med til det hele: modernisering af kommunens administration og økonomistyring, byplansarbejder med de store boulevarder, indlemmelse af småbyerne uden om det dengang alt for lille og sammensunkne København, kommunal valglov af 1908 der bl.a. gav kvinderne valgret, elektrificering af huse og transportforhold, oprettelse af hjælpekasser for arbejdsløse og folkekøkkener, udbygning af skole- og hospitalsvæsenet osv. osv.

Med socialdemokratiets stigende vælgermæssige styrke blev mange sociale – og tidligere frivillige – sociale indsatser overtaget og forbedret af kommunen.

Jensen var med overalt. Han sad i et utal af bestyrelser og udvalg. Intet var for stort, intet var for småt. Flittig og arbejdsom deltog han i dette tidskrævende arbejde – uden de store armbevægelser. Han gjorde arbejdet og lod andre råbe op.

Bogen giver et fantastisk solidt indblik i opbygningen af de forskellige offentlige institutioner, og især de komplicerede kommunale valglove og forordninger bliver grundigt gennemgået – bl.a. at borgmestrene i København oprindelig sad livet ud, og dermed ikke var underlagt almindelige parlamentariske principper.

Et andet sted, hvor bogen gør det ganske godt, er i beskrivelsen af de interne magtkampe, der hele tiden lå og lurede i og uden for Socialdemokratiet – og ikke mindst samarbejdet og modsætningsforholdene til de øvrige partier i Borgerrepræsentationen.

Landspolitisk kom Jens Jensen også til at spille en afgørende rolle under Påskekrisen i 1920, hvor han efter krisens afværgen indtrådte kortvarigt som socialminister i forretningsministeriet under M.P. Friis.  Da Stauning i 1924 dannede regering, blev Jens Jensen faktisk tilbudt den samme ministerpost, men som han dog takkede nej til. Mest af alt fordi livet for Jens Jensen var begyndt at gå på hæld. Han ville dog gerne have været nationalbankdirektør, men dette job gik til anden side – givetvis fordi Stauning ikke havde fuld tillid til, at Jensen ville føre den kronekurs, som han ønskede. Til gengæld tilbød Stauning den gamle borgmester stillingen som Overpræsident i Københavns Kommune. En statslig stilling der var byens mest prestigefyldte, men som arbejdsmæssigt var langt mindre belastende end en borgmesterstilling.

Bogen giver ud over en personlig skildring af en utrolig arbejdsom mand med et mildt sind et fyldigt indblik i opbygningen af den danske arbejdsmarkedsmodel, der ud over socialistiske slagord bygger på kompromisser og bindende aftaler, men også af betydningen af sammenhold og viljen til at ville kæmpe for sine rettigheder.

Med disse ord skal bogen på det varmeste anbefales. Den er ikke alene hyggelig at læse, den giver også et godt og grundigt indblik i den tidlige arbejderbevægelses historie, hvor parti og fagbevægelse trods forskelligheder trak på samme hammel.

Historie-online.dk, den 21. august 2018