"Journalist"
Journalist Lasse Jensens erindringer er en til tider hårrejsende fortælling om et spændende og farefuldt job. Hertil kommer en dybdeborende beretning om avisernes udvikling, fake news, nye medier og om en jornaliststand, hvis pålidelighed efterhånden synes at nærme sig et hidtil uset lavpunkt.
Af Erik Ingemann Sørensen
Engang kunne journalister skrive på en sådan måde, at man lærte af deres sprog. Stemmerne i radio og på tv var forståelige – ja ligefrem dannede. Det synes alt sammen en menneskealder siden. I dag skal man virkelig strenge sig an for at forstå den mumlen, der ofte lyder. Og anvender man den røde pen, mens man læser, ja, så løber den hurtigt tør. ”O tempora – o mores”, for nu at citere salig Cicero.
Sur og vrissen? Ikke det mindste. Bare en dyb undren over udviklingen/afviklingen.
Tankerne dukkede op under læsningen af Lasse Jensens fremragende erindringsbog med den enkle titel: ”Journalist”. Den mand behersker ganske enkelt det danske sprog – forstår de tusindvis af små finesser – og skriver med en utrolig viden som baggrund. Han er en fornem repræsentant for den danske journaliststand, der ellers rankes særdeles lavt, når det drejer sig om troværdighed.
”Radius Kommunikation” lavede i efteråret en undersøgelse af 25 erhvervsgrupper og deres troværdighed. Øverst lå jordemødre. På plads nr. 23 finder vi journalister. Kun undergået af politikere og brugtvognsforhandlere. Hvilket giver visse historiske associationer:
(Fra tid til anden har historien det med at gentage sig)
Bryd med kronologien
Erindringerne er naturligt nok opbygget kronologisk. Men det kan være en god ide at starte med kapitel 24. Her bringes et uddrag af den tale, Lasse Jensen holdt, da han i 2009 modtog publicistprisen. Her sagde han blandt andet: ”Nyhederne blev i stigende grad tabloidiseret og udsultet. Musik og effekter pepper nu indslagene op. Væsentlighed er nedprioriteret i forhold til det interessevækkende. Indslag med ”cases” (såkaldt almindelige mennesker) florerer og skygger ofte for sagligheden…” (s. 369/370).
Hertil kan man yderligere tilføje, at prioriteringen af nyhederne ofte vækker dyb undren. Små indenrigsbegivenheder før dramatiske hændelser i udlandet. Samt tv2’s infantile ”Dagens inspirationshistorie”, der runder af. Det går jo ikke, at vi sidder tilbage med Yemens tragedie på nethinden.
I forlængelse af talen kommer forfatteren med en af sine skarpe, men triste iagttagelser: ”Da jeg startede som journalist, blev der solgt over to millioner aviser i Danmark. Nu bevægede tallet sig hastigt nedad. Så meget, at man officielt holdt op med at tælle, da tallet krydsede en million i nedadgående retning. Nu tæller man læsere – også gratislæsere på nettet. Krisen for de trykte og traditionelle medier blev værre og værre. Ikke mindst fordi milliarder af annoncekroner med samme hastighed forsvandt til de udenlandske web-giganter. Fra 2007 til 2016 gik Googles annoncesammensætning i Danmark fra nogle få millioner til pænt over 2 milliarder, næsten dobbelt så meget som danske dagblades samlede annoncesammensætning…” (s. 373)
Unægtelig en noget anden situation end den, der kendetegnede avisverdenen, da Lasse Jensen 1. oktober 1965 startede i mesterlære på det nu hedengangne Middelfart Dagblad. Om situationen dengang skriver han på side 8: ”Jeg voksede op i en verden med næsten ubegrænset vækst. Jeg
valgte et fag, hvor mulighederne forekom uendelige. Jeg boltrede mig i en voksende medieverden, der var mangfoldighed, velhavende og arrogant. Intet eller ingen kunne røre os. Vi voksede op i en fremgangsperiode, hvor sociale skel blev udviskede, men ikke fjernet. Vi var ”en generation af opkomlinge”, som en kollega skrev. Indtil årtusindskiftet kunne vi, som Vorherre, se os omkring og konstatere, at alt var godt…”
Vorherre har vel aldrig været radikal. Men Middelfart Venstreblad var ikke nogen almindelig provinskøbstadsavis. Da Lasse Jensen begyndte sin mesterlære (sic!) på avisen, var den navnkundige chefredaktør Nygaard netop aftrådt. Efter 47 års tjeneste. Om ham hedder det: ”I hans tid havde avisen hver valgdag en opfordring fra chefredaktøren til at stemme radikalt. Middelfart-kredsen var i en menneskealder en af de sikreste kredse i landet, og stod det til Nygaard, var det avisens pligt – ud over at fortælle alle Vestfyns borgere om stort og småt i nærområdet – at sikre Det Radikale Venstres dominans. Det var partiformand Hilmar Baunsgaards kreds og senere Niels Helveg Pedersens, som fastholdt mandatet i mere end 30 år…” (s.61)
Nok ikke så underligt at Baunsgaard valgte at have avisen under armen, da han skulle portrætteres som statsminister.
(Christian Pedersen-Bellinges portræt af Hilmar Baunsgaard)
Et imponerende CV
Det vil føre alt for vidt her at komme ind på de mange stillinger, forfatteren har haft. I stedet det imponerende CV, der vist siger det hele.
Lasse Jensen blev uddannet som journalist i 1968 efter at have udstået sin mesterlære ved Middelfart Venstreblad. Fra 1968 til 1969 arbejdede han som udenrigskorrespondent for Ritzaus Bureau, hvorefter han blev ansat ved Danmarks Radio. I perioden 1969 – 1973 og 1992 til 1993 var han ved P1's Orientering. Han var desuden ad to omgange korrespondent i USA.
I årene 1983 til 1987 var han chef for TV-Avisen, hvor han bl.a. forestod udflytningen fra Radiohuset til TV-Byen.
Fra 1987 til 1992 var han chef for EBU's kontor i New York.
I 1993 til 1996 var han souschef for TV2 Nyhederne, hvorefter han vendte tilbage til DR og blev programchef for chefredaktionen, hvor han bl.a. var med til at starte DR2.
I 1997 forlod han DR og blev selvstændig, og i 1999 dannede han i samarbejde med EASY-Film produktionsselskabet Jensen & Kompagni, der bl.a. fra februar 2001 til 1. oktober 2014 producerede radioprogrammet Mennesker og Medier til P1 med ham selv som redaktør og studievært.
I 2001 debuterede han som filminstruktør med dokumentarfilmen ”Jesus Christ Airlines”. Han har instrueret og produceret adskillige dokumentarfilm og tv-dokumentarudsendelser. (Fra Wikipedia)
Stort set alle tages under mere eller mindre kærlig behandling bogen igennem – med ganske interessante afsløringer.
Lasse Jensen sætter ikke sit lys under en skæppe – og ærlig talt: hvorfor skulle han da også det. Når end ikke Uffe Ellemann gør det?
(Tre af dansk journalistiks store: Lasse Ellegaard (tv), Jan Stage og Lasse Jensen)
Men det hæsblæsende liv havde også sin pris. Det måtte han erkende, da han fik en blodprop i 2016. Noget han tak og lov kom sig over. Nu er han tilbage i fuldt vigør, hvad læsere af ”Information” kan glæde sig over med Lasse Jensens spidse medieklumme hver uge. Både i klummen og i talrige andre artikler optræder han med vid og spids pen som journalistikkens vogter. Og der skydes ofte med skarpt, som da Dansk Folkeparti fik en over nallerne for utidig indblanding i DR’s program om danskernes historie. Men heller ikke DR selv gik ram forbi: ”Det man endnu engang savner, er et velaargumenteret og hårdtslående modspil fra DR. Det handler om uafhængighed, redaktionel frihed og et forsvar for, at hele DR’s programflade er balanceret og saglig.
Der er intet krav om, at enkeltprogrammer eller programserier skal være det. Det er det, DF i virkeligheden kræver. Det bastante ønske om politiske indgreb i programfriheden lyder næsten østeuropæisk – fra før Murens fald…” (Information 24. oktober 2017)
Fake-News hærger som pesten. Det er den seneste tids hysteri om den kønsløse Gud i Sverige et trist eksempel på. Og tragedien Trump har ikke gjort det lettere.
Men der er stjernestunder for journalistikken. Det er Bob Woodward og Carl Bernstein lysende eksempler på. Herhjemme er det vel afdøde Niels Ufer, der med sin afdækning af Tamilsagen glimter. Om end flere kommer tæt på.
Senest får vi et historisk tilbageblik i Spielbergs nye film: ”The Post”, der er fortællingen om, hvordan ”The Pentagon Papers” blev lækket til pressen af Daniel Ellsberg i 1971, hvor forsiden på ”New York Times”. En situation der er kommet til at stå i skyggen af Watergate. Men de havde en voldsom betydning.
Her omtalen af filmen fra ”The Guardian”: (https://www.theguardian.com/film/2017/nov/27/spielberg-the-post-pentagon-papers-trump)
Bogen understreger igen og igen den altafgørende rolle den seriøse presse spiller som demokratiets vagthund. Også af den grund er det en særdeles vigtig bog, som kun kan anbefales – både som historisk fremstilling og som personlige erindringer. Fremragende som den er.
Det var stærkt gået af Ole Knudsen fra Gyldendal, da han fik overtalt Lasse Jensen til at skrive denne bog. Det var ikke gået for hvem som helst.
Denne anmelder har allerede sendt sit forslag til ”Årets historiske bog”. Det skal dog ikke afholde mig fra at foreslå andre læsere at indstille ”Journalist” til den fine pris.
Lille lydprøve med mere findes her: http://www.gyldendal.dk/produkter/lasse-jensen/journalist-40954/andet-9788702193701
Historie-online.dk, den 29. november 2017
