Menu
Forrige artikel

Judy Gringer

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 382

 

Af Thomas Oldrup

Er det dyneløfteri, hvis det er ens egen dyne man løfter på? Oprigtige øjenvidneberetninger bidrager ofte med noget interessant, selvom de fremstår dybt private, for i en bredere sammenhæng bliver det private som bekendt politisk, eller tilføjer i hvert fald data og indhold til det hele tidsbillede.

Skuespillerinden Judy Gringers erindringsbog – fortalt til filmjournalisten Jacob Wendt Jensen, kickstartet og udgivet på dennes forlag – er da også meget mere end dyneløfteri og kiss-and-tell. Beretningen viser os ind i et miljø, som påvirkede danskernes normer og intime liv kolossalt i 1950’erne, 60’erne og 70’erne. Det var et miljø hvor morsomme og magtfulde mænd og unge livsglade piger havde ret så uens rettigheder, og sådan var dét bare. Judy Gringer er årgang 1941 og hendes karriere kickstartede med sketchen Babs og Nutte i 1958.

Gringer har ikke behov for at pudse en glorie i dag. Hun er en no-bullshit-lady. Hun er befriende ufordømmende, selvom visse mænd får med grovfilen. Klaus Pagh var fx ”den person i showbusiness, jeg har brudt mig mindst om” fordi han var en ”alt for smart kvindebedårer og kunne også godt være ondskabsfuld.” Louis Miehe-Renard tog ”ikke en kvindes nej for et nej” og ”udenfor scenen kunne det til tider blive uforudsigeligt og en smule uhyggeligt”. Næsten alle andre mænd omtales pænt. Gabriel Axel og hun havde en affære, da han var 39 og hun var 16. Dirch Passer, som Gringer boede sammen med i fem år, fra hun var 19, fremstilles nærmest som en engel. Forholdet endte fordi Gringer var sammen med Preben Kaas, afslører hun nu. Hun tilføjer, nærmest til sig selv: ”Nå! Det er måske også for meget at fortælle den slags, men nu er det så lang tid siden, at alle alligevel er døde, så hvorfor egentlig ikke?”

Det er en god pointe, og dén pointe gør det til en meget bedre bog.

Det er især bogens første 150 sider om nogle vilde årtier i dansk underholdning, som Judy Gringer var øjenvidne til, der står levende og sprudlende frem. Anekdoterne står i kø.     

Alt i alt er der tale om en munter, velfortalt og velredigeret bog med et tidstypisk tilbageblik fra en historisk aktør i den danske film-, revy- og tv-branche fra cirka 1957 til 1983. Ydermere tilføjer bogen væsentlige historiske aspekter til nutidens debat om #MeToo og sexisme i underholdningsbranchen – men fra et øjenvidne, der ikke føler behov for at lægge afstand til sine handlinger eller til tiden som sådan. For det var jo en anden tid…   

[Historie-online.dk, den 7. august 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Brendekilde - liv og værk
Leni Riefenstahl - Filmmager for Hitler
En køn historie