Kærlighedslandet. Fortællinger fra mit liv i Danmark

Af Thomas Petersen

”Med lune og vid, isprængt oprigtig og naturlig harme, afslører Sonja Vesterholt systemets iboende brutalitet og ønske om at regulere samfundets og individets gøren og laden ned til mindste detalje. Men bogen strutter også af menneskelig varme og solidaritet af ægte russisk aftapning, mennesker imellem generelt, men ikke mindst i forhold til den ældre generation. Vesterholt demonstrerer på smukkeste vis og gennem sit personlige eksempel det sidste – ikke mindst i forholdet til både en døende mor og en far. Men igen i en opslidende krig med de sovjetiske myndigheder. En barsk, men også en hjertevarm og uhyre menneskelig læseoplevelse”.

Sådan sluttede jeg i 2011 min anmeldelse på dette site af nærværende bogs forgænger Hunden er rask – Fortællinger fra mit liv i Sovjet. Omhandlende forfatterens opvækst, teenage-tid og mødet med Ole - københavnsk russisk-studerende på studieophold i Leningrad, iklædt folkevogn. Vi hørte også om sammenstødene med det evigt mistænksomme slimede uhyre, dvs. KGB, det hemmelige politi. I Hunden er rask forlod vi Sonja, nu omsider udrustet med de korrekte udrejsepapirer og på vej med tog til Helsinki. Belæsset med stor kærlighed og længsel samt ikke mindst med over 100 kilo klassisk russisk litteratur – den russiske sjæl, indsvøbt i ordets skat - genså hun på banegården i den finske hovedstad sin elskede Ole.
Sonja Vesterholt, født 1945, er uddannet kreativ producer fra filmskolen. Har instrueret og produceret omkring 30 dokumentarfilm og tv-programmer. Vesterholt har desuden undervist i russisk utallige steder, bl.a. i mange år på Københavns Universitet.

Ankommet til Oles hjem i Taastrup er alting fryd og gammen. Sonja tror ikke sine egne øjne. Butikker, der strutter af mad og tøj. Af kosmetik og lækkert undertøj. Men tømmermændene melder sig hurtigt. Alt det materielle er på plads i kærlighedslandet. Men hvor er medfølelsen og interessen for naboen. I fælleslejligheden (kommunalka) derhjemme i Leningrad kom man hinanden måske lige rigeligt ved, men her i parcelhuskvarteret i Taastrup kendte man dårligt nok navnet på naboen på den anden side af liguster-hækken. Sonja opdager på den ubehagelige måde, at man i Danmark kan drikke i smug og i enrum. Derhjemme var man altid flere samlet, når en flaske vodka skulle bundes.

I Leningrad sidder en mor, alvorligt lammet efter en hjerneblødning og med en dårlig økonomi. Nu passet af en af moderens veninder – en tjans, der naturligt i datidens Sovjetunion skulle have været Sonjas. Den dårlige samvittighed melder sig sammen med en krystalklar bevidsthed om, at moderen forventer, at der snart kommer penge fra landet, der angiveligt flyder med mælk og honning. Sonja finder en discount-forretning, der vælter sig i overskudsvarer. Med varer, hun kan købe billigt i Danmark, og sælge dyrt i Leningrad. Ved først mulige besøg.

Men pengene er små. Færdiggørelsen af Oles magisterkonferens trækker ud. Sonja må for enhver pris finde sig et arbejde. I Leningrad havde hun været kun et halvt år fra at afslutte universitetsstudiet i russisk sprog og litteratur. Sonja ser ingen anden mulighed end at tage arbejde i flaskehallen på Carlsberg. Kan her imidlertid ikke få øje på det udsultede og ludfattige kapitalistiske proletariat, som propagandaen derhjemme konstant havde galpet op om. Tværtimod møder hun i flaskehallen piger, der absolut ikke er underbetalte, sultne eller ludfattige. Derimod får Sonja det indtryk, at de med overenskomsten i hånden nærmest dominerer virksomheden. I hvert fald bor de med deres familie i parcelhuse, de har bil og kan købe de varer, som butikkerne flyder over med.
Sonja møder i sin daglige ensomhed på Kongens Nytorv en landsmand, der bor i kollektiv, og som tilbyder det unge par at flytte ind i et ledigt værelse. Hun stivner ved ordet. Det er jo den kollektive tilværelse, hun lige med glæde har forladt. Hvorfor så flytte ind i et nyt? Året 1970, hvor Sonja ankommer til kærlighedslandet, er også den sommer, hvor den første Thy-lejr afholdes under stor pressebevågenhed. Og hvor der gjalder slagord, der kræver revolution og et nyt samfund, der på ordplanet til forveksling ligner det, hun lige glad har forladt. Ikke mærkeligt, at hun bliver både forvirret og forskrækket.
Men der er også slanger i Paradis. Forfatteren havde troet, at hun var færdig med sikkerhedstjenesten efter, at hun havde afvist at samarbejde med ”det slimede uhyre” mod til gengæld at måtte give afkald på at færdiggøre sin uddannelse fra universitetet. Men, nej. Mystiske henvendelser, mystiske koblinger og mystiske afsløringer røber en form for globalt samarbejde mellem de slimede væsener. Et tilbud om et professorat ved et amerikansk universitet for til gengæld at levere visse modydelser afviser Sonja Vesterholt kategorisk. Hun opdagede ved den lejlighed og til sin overraskelse, at stormagterne nærmest kæmpede om hende. - Havde jeg ikke følt et gran af storhedsvanvid før, gjorde jeg det sandelig nu, bemærker hun tørt og selvironisk. Hør i øvrigt forfatterens nøgterne kommentar:
”Det var ikke pga. moralske skrupler, at jeg havde sagt nej til KGB og nu også gjorde det til CIA. Jeg havde det ligesom en mor, der ved, at hendes søn er forbryder, men ikke kan angive ham. Ja, det sovjetiske system var forfærdeligt, og ja, jeg, det bløde snottede væsen, var totalt magtesløst, men det var ikke ad den vej, jeg ønskede at forandre systemet. Jeg kunne ikke forråde mit land til dets fjende, ligegyldigt hvor meget fjenden forsøgte at skabe de demokratiske forandringer i Sovjet, som jeg så inderligt ønskede”, (side 133).

Det unge par finder en diminutiv lejlighed i centrum af København – uden bad og med toilet på bagtrappen. Men helt deres egen. Og kun en spytklat fra universitetet, hvor først hun og senere også hendes mand bliver ansat. Hør forfatterens poetiske beskrivelse:
”Taastrup havde været stille og grøn. Herlev hvidt, gråt og grønt. Larsbjørnsstræde var farvesat af en impressionist. Gadens sidste prostituerede og drankerne blev til garvede skygger i det skiftende lys”, (side 98f.).
Senere bliver det til ejerlejlighed på dyre Østerbro, men også til flytten hver til sit. Med påfølgende tilnærmelse, så de til sidst bor ved siden af hinanden. Kan ikke bo sammen, men heller ikke undvære hinanden. Vi er jo i 1970erne. Moderen dør efter nyt slagtilfælde i Leningrad. Bogen ender i øvrigt også tragisk, men mere skal ikke røbes her. Sonja Vesterholt filosoferer over sit liv:
”Mit liv er som en dobbelt trappestige. Den ene side af stigen hviler på dansk jord, den anden på russisk. For hvert trin, jeg træder på i Danmark, kan jeg se det samme trin på den modsatte side i Leningrad. Fjerner man et stykke fra en af siderne, vælter jeg. Jo højere jeg kommer op ad stigen, desto mere snævrer den sig ind. Jo tættere jeg kommer den anden side, jo tydeligere ser jeg den. Jeg kommer til resten af mit liv at befinde mig på den dobbelte trappestige”, (side 176).

Sonja Vesterholt har gjort det igen. Beskrevet sit liv – sanset og reflekteret. Hendes nye bog er i endnu højere grad end forgængeren beriget med et sprog, der er poetisk samtidig med, at det er prosaisk og krystalklart. Det kan dirre af usikkerhed og tvivl, men også af sikkerhed og styr på tilværelsen. Hvor meget freelance-skribenten Britta Sørensen har medvirket, er svært at afgøre. Men angiveligt har de samarbejdet om bogen. Forfatterens sprog er rent ud sagt - og i øvrigt ganske logisk - i nær familie med det modersmål, hvis litteratur hun elsker, og som hun er en organisk og uadskillelig del af. At vi her på dansk får fortalt en historie, der er både barsk, rørende og nærværende, fuldender blot billedet af en kvinde, der ganske vist er både klog og tænksom. Men som samtidig også er både stærk, sensibel og svag. En sand nydelse at læse!