Kaptajn Dinesen. Ild og blod.

Af Erik Ingemann Sørensen

ILD, BLOD OG RASTLØSHED. Tom Buk-Swientys bog om kaptajn Wilhelm Dinesen – ”Kaptajnen” – er et rystende mesterværk om krigens virkelighed og de spor den sætter sig i en rastløs sjæl på evig vandring.

Wilhelm Dinesens bog: ”Fra 8. Brigade” kan umiddelbart forekomme undseelig. Næsten glemt – indtil Tom Buk-Swienty åbner den, da han skriver på ”Slagtebænk Dybbøl” (2008). Pludselig kommer læserne med på slagmarkerne, som de blev oplevet af den dengang 18-årige løjtnant Wilhelm Dinesen, der kæmpede sammen med de tusinder af offerlam i den håbløse krig 1864. Skrive kunne den unge løjtnant – Danmarks yngste – og det på en sådan måde, at de blodige kampe trænger ind under huden og ikke umiddelbart lader sig glemme.

Det var så det, skulle man tro.

Men Dinesens litterære ”Schwung og fortællekraft” ramte i den grad historikeren Tom Buk-Swienty. ”Min nysgerrighed var pirret”, skriver forfatteren i forordet til sin nye bog: ”Kaptajnen. Ild og blod”. En nysgerrighed der absolut ikke blev mindre af, at slægten Dinesen rummer nogle af vor histories helt store personligheder. Faderen, A.W. Dinesen, havde kæmpet i den franske hær under kolonikrigen i 1837. Her blev han tildelt ordenen ”Den franske Æreslegion”. Og han var med i begge de slesvigske krige – herunder udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849.

Wilhelms egen søn, Thomas, blev under 1. Verdenskrig tildelt ”Victoria-korset”. Og datteren er såmænd ingen anden end Karen Blixen, der debuterede under pseudonymet Isak Dinesen. Så der må være gået et sus gennem forfatteren, da han så denne utrolige sammenhæng.

Suset præger i den grad hele bogen. Da ”Slagtebænk Dybbøl” udkom (2008), sad man tilbage med fornemmelsen af, at ypperligere kunne dette ikke gøres. Med udgivelsen af ”Dommedag Als” (2010) måtte man imidlertid konstatere, at det kunne det. 

Nu har vi så ”Kaptajnen. Ild og Blod”, hvor forfatteren endnu engang overgår sig selv – ikke alene med en dramatisk, fascinerende, grusom og dybt gribende historie. Men også i fortællemåden – i skrivestilen. Forfatteren skriver i sin afslutning: ”Kilder, arkiver og citatskik” om bogen, at den ”…er en dokumentarisk fortælling. Det vil sige, at jeg har lagt vægt på, at historien ikke alene skal fortælles så historisk nøjagtigt som muligt, men at den tillige skal være en læseoplevelse. Igennem bogen er der derfor anvendt en række fortællemæssige og stilistiske greb…” Under forfatterens vilde ridt gennem dette bind gælder det om at holde godt fast i de dramatiske sider for ikke at blive kastet af i det fortættede drama, der stort set buldrer i hver en linie. End ikke kong Valdemar kan i sit vilde ridt følge med her. 

Fra tid til anden må man lægge bogen fra sig. Der er jo andre gøremål. Men. Væk med dem. Tilbage. Videre med læsningen og oplevelserne. Igen og igen.

Bogen starter med voldsom dramatik. Vi er i Paris. Datoen den 26. maj 1871. Byens rendestene flyder med blod. Overalt høres skudsalverne, der gør det af med kommunarderne. Wilhelm Dinesen oplever det hele - de massive ødelæggelser og rystende henrettelser. Og får med et nok. Nok af død og ødelæggelser. “Han mærker en dyb, dyb træthed...” Han vil hjem. Til Danmark. Til barndomshjemmet på godset Katholm - sønden for Grenå.

Dette dramatiske klip favner stort set hele fortællingen i dette bind, der dækker Wilhelm Dinesens første 26 leveår.

Fra kvalmfulde mure 
Wilhelm Dinesen voksede op på godset Katholm ved Grenå som søn af ejeren A. W. Dinesen. Et menneske, der kendte verden, da Wilhelm så dagens lys i 1845. Han havde som nævnt deltaget i den franske kolonikrig. Og da Wilhelm var tre år, deltog faderen i den første slesvigske krig. Med sine kanoner - “Batteri Dinesen” - havde han i den grad gjort indhug i modstandernes rækker. Berømt blev han i den grad under slaget ved Bov i 1848 og under udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Tom Buk-Swienty karakteriserer ham med ordene: “...han mærkede et sus af sødmefyldt adrenalin strømme igennem sig, da han drog i krig...” Han var ikke den eneste i familien, der deltog. Onkelen, Christian Krieger, var næstkommanderende på linieskibet “Christian VIII”, der sprang i luften i Eckernförde Fjord - truffet af granater fra et slesvig-holstensk landbatteri. Den katastrofale bommert ved Eckernförde blev i den grad hævnet ved Fredericia tre måneder senere.

(Udfaldet her begyndte dog klokken 01 - ikke “...en smuk morgen” - og sejren var faktisk i hus 9 timer senere - ikke “...først tidligt på aftenen”.)

Om A. W. Dinesens oplevelser skriver Tom Buk-Swienty: “Indimellem var krigen derimod også bare sørgelig, nederdrægtig og beskidt. Venner blev lemlæstet, eller de blev revet bort af fjendens kugler. I disse stunder har den dundrende destruktion virket absurd og sjælenedbrydende også for A. W. Dinesen”. Men sådan er krig - sans gloire - og med de frygteligste ar på sjælen som resultat. Spørgsmålet er, om man efterfølgende kan fortælle eller skrive sig ud af dem. I alle fald fortalte faderen meget, hedder det. Og drengen Wilhelm har lyttet med. Grebet og fascineret. Blev præget. Så snart han kunne se sit snit til det, forsvandt han fra de kvalmfulde mure og søgte ud i naturen. Om han - som drenge gør - omsatte faderens mange beretninger til leg, ved vi ikke. Men han elskede at være i skoven. Dagdrømmende. “Han lærte dens rytme at kende, dens lyde, dens dufte, dens mangfoldighed...” hedder det blandt andet om ham.

Men. Wilhelm skulle - som tiden bød - formes efter faderens billede og være officer. Som 9-årig bliver han derfor sendt til København. Herefter var det skolegang på den aristokratiske “Mariboes Skole”, hvorfra det til faderens store tilfredshed gik direkte til “Landkadetakademiet” Her opholdt Wilhelm sig fra 2. februar 1863. Treårskrigen havde gjort et voldsomt indhug i det danske officerskorps. Danmark havde derfor “brug for officerer i en fart”.

Og så pludselig. Den 16. november 1863 stod han på Christiansborg Slotsplads og hørte ordene: “Frederik den 7. er død. Længe leve Kong Christian den 9.” Sætninger der næsten lød som startskud til den krig, der ufravigeligt måtte komme, hvis den nye konge skrev under på Novemberforfatningen. Hvad han som bekendt blev tvunget til.

Forude ventede nu ilddåben med al dens død og ødelæggelse. Og med det katastrofale - men selvforskyldte - nederlag til følge.

Blandt offerlam 
Wilhelm Dinesen sendes til rigets sydgrænse, Altona, med sit regiment. Herfra begynder det lange og tunge tilbagetog, der involverer ham i næsten alle de dramatiske begivenheder, der fulgte. Samt et gensyn med faderen, der atter havde meldt sig under fanerne. Dette fandt sted i Slesvig by den 31. januar 1864 - samme dag som to preussiske officerer afleverede krigserklæringen til Danmark.

Dagen efter var han sammen med sine mænd engageret foran Dannevirkestilingen, hvor han blandt andet oplevede de østrigske troppers erobring af “Königshügel” - og krigens tidlige ofre. “Morgenen efter var råkold og gråbleg. Dinesen kneb øjnene sammen og lod blikket vandre hen over stivfrosne lig og klynkende sårede.” Krigens “gloire” var nu langt borte. Og den kom kun delvist igen.

Vi følger ham til Sankelmark og det “...frådende orgie af kolbeslag, bajonetstik, knytnæver, bid og skud på klos hold...” og videre til Dybbøl i bidende kulde med “det bortdragende ligtog”, som det hedder hos Herman Bang. Mere dramatisk kunne hans debut på slagmarkerne dårligt have været. Men det skulle blive værre endnu. Faderen var ikke længere med. I raseri over afskedigelsen af de Meza, var han ganske enkelt taget hjem til sit gods. “For Katholms patriark var det slut med krig”, noterer Tom Buk-Swienty.

Sønnen sendtes til fæstningen Fredericia på et kort og ualmindelig kedeligt ophold i den belejrede by. Han priste sig derfor - som de andre - lykkelig, da der kom besked om, at de skulle tilbage til Dybbøl. Med afrejse den 11. april. “Ved den skummende champagne drak vi på fædrelandet, kongen, hæren, regimentet, idet vi lovede at forsvare den sidste rest af Sønderjyllands blodtørstige jordbund med vort hjerteblod”, hedder det i endnu et af de fint valgte citater.

Og så følger ellers en tour de force gennem den sidste, dramatiske uge, der kulminerer den 18. april. Tom Buk-Swienty har fra “Slagtebænk Dybbøl” sit formidable overblik over kampene - minut for minut. Set fra mange forskellige vinkler.

Dramaets styrke i denne beretning ligger imidlertid i, at forfatteren her lader os opleve de voldsomme begivenheder set gennem Dinesens øjne. Det er ganske enkelt fremragende. Læseren er der. Midt i slaget. Midt i blodbadet - vi både ser og hører den skrigende lille hornblæser med den flænsede mave - sammen med Dinesen. Man læser ganske enkelt med nerverne uden på tøjet. Rystet. Grebet.

Og så er det hele pludselig forbi. “Dinesen og med ham en hel generation unge danske mænd vendte hjem som nederlagets sønner. Sådan følte de sig. Sådan blev de modtaget”, noterer Buk-Swienty nøgternt.

Interregnum 
Danmark var knækket. Men sårfeberen fra Dybbøl ramte ikke alle i det lille lands hovedstad. Tom Buk-Swienty noterer, at det ud fra Dinesens breve er “...tydeligt, at Dinesen rystede krigens oplevelser af sig ved at leve i nuet..” Fest og glade dage vekslede med det stillestående liv på kasernen, alt mens det politiske liv i miniputstaten gennemgik store ændringer - fx. grundloven af 1866. 

Ude i Europa var der brand. Preusserne massakrerede deres gamle allierede, Østrig. Et kort øjeblik blussede drømmen om at få det tabte Slesvig tilbage op...hvis nu. Men det blev en kort drøm. De preussiske styrker knuste enhver modstand. Wilhelm Dinesen drømte endnu engang om at slås mod preusserne. Men faderen kom til København. “Patriarken var streng og hård, men som vi har set tidligere, havde han også en beskyttelsestrang over for sin søn, når det virkelig gjaldt...” Wilhelm kom ingen steder. Bortset fra til baller og drukgilder. Måske også damer. Men forfatteren har i sin grundige research ikke fundet noget, der kunne antyde en amourøs forbindelse. Eller endda flere. 

Til gengæld begynder han nu så småt med de litterære tiltag. De, der senere skulle blive stelen om hans omtumlede, dramatiske, mystiske og tragiske liv. Små digte blev - som så ofte - tilløbet. Det helt store lå endnu forude. 

Jeg rejser ud på en tur
Krigen sad Dinesen i blodet. Og i forfatterens beskrivelse forekommer han en rastløs sjæl: “Ud vil jeg - ud”. Da Preussen i 1870 angriber Frankrig, øjner han chancen for - som faderen gjorde det, da han drog i krig - at genopleve adrenalinsuset. Men løb igen og igen panden mod en mur af afslag. Lige til Christian IX gav grønt lys. Tom Buk-Swienty skriver det ikke. Men et eller andet sted spøger en selvdestruktiv længsel måske. Foreløbig er det kun anmelderens gætterier.

Han sendte sin søster Thyra et brev med den lakoniske formulering: ”Jeg rejser ud på en tur, da jeg er grundigt ked af at være her...”

Efter en fuldstændig vanvittig og barok rejse - forfatterens beretning er sitrende spændende og til tider aldeles absurd - stod han i en alder af 25 som “Capitain” i den franske armé. Nord for Paris. Endnu engang med den hadede preussiske hær foran sig. En af hans første handlinger blev at lede den peloton, der henrettede seks tyske spioner på Dinesens signal. Var det mon “la gloire”? De seks blev efterladt i en grøft - dem måtte andre tage sig af. Nu skulle der hurtigt rykkes frem mod middelalderlandsbyen Villersexel. Her skulle han endelig stå over for ærkemodstanderne.

Her oplever Dinesen en helt ny form for krigsførelse: bykampene fra hus til hus. Det er et sandt helvede. Hvorfra kommer den næste kugle? Hvor er fjenden? Men det lykkes efter særdeles blodige kampe franskmændene at erobre byen, der nu næsten var nedbrændt.

Også her sitrer linierne. Tom Buk-Swienty er inspireret af Dinesens udførlige dagbog og af hans “Tre smaa Krigserindringer”. Dette støttet af forfatterens fortællelyst og -evne gør, at læseren endnu engang oplever at stå midt i begivenhederne.

Da skete det, der absolut ikke måtte ske. Logistikken svigtede fuldstændig. Hvorefter den franske offensiv gik i stå. På det mest kritiske tidspunkt. Men. Med de absolut sidste fysiske og psykiske reserver slog franskmændene atter til. Dog blot for at Dinesen måtte konstatere: “Fjenden har snydt os”. (16.1.1871) Dagen efter noterede han det, der lige så godt kunne være skrevet efter den håbløse kamp på Dybbøl: “Modløshed, forknythed, uorden - slagne.” Dinesen var - endnu engang - blandt “sønner af de slagne”. Så voldsomme emotionelle og fysiske chok på mindre end seks år kan ikke være gået hen over Dinesens sjæl uden at sætte sig tunge spor. Spor der måske aldrig ville kunne slettes.

Nu drejede det sig kun om at redde, hvad reddes kunne. Mest af alt sig selv. I et hæsblæsende tempo beretter Tom Buk-Swienty om flugten til det neutrale Schweiz - et gigantisk kaos af flygtende, desillusionerede, slagne tropper - fremragende gengivet på “Bourbaki-panoramet” i Luzern.

Her kan det være på sin plads at bemærke, at bogen er fornemt gennemillustreret med sort/hvide fotografier og farvegengivelser af malerier, hvoraf den berømte krigsmaler Alphonse de Neuville er flittigt anvendt. Med kortene - udarbejdet af “Møllers Grafisk tegnestue” - er det derimod problematisk. Kortene er klare og med størrelsesforhold. Men - og det er desværre graverende - de er stillestående. Troppebevægelser, flugtveje med videre giver ingen fornemmelse af tid. Helt galt er det med kortet, der viser kampene ved Villersexel. Stivnet i bevægelserne. For den interesserede er der dog hjælp at hente på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=LLIw-mrS2go

Nævnes skal det også, at der er nogle faktuelle fejl i bogen. Gyldendal oplyser imidlertid, at de er rettet i 2. oplag, der er på vej til boghandlerne. Derfor ikke noget om dem - bortset fra min drilske parentes.

Utroligt. Men det lykkes faktisk for Dinesen at undslippe. I maj måned finder vi ham i Paris. Slikkende solskin, nydende damer, drikkende champagne. Lige til helvedet bryder løs om ørerne på ham. Voldsommere end nogensinde. 

Den sanseløse nedslagtning 
Tom Buk-Swienty giver et grundigt og klart billede af udviklingen i hovedstaden frem mod det, der kendes som “Kommunen”, der erklæredes den 18. marts 1871 og varede til den 28. maj samme år. Her var Dinesen ikke deltager. Udelukkende observatør - til en frygtindgydende nedslagtning og umenneskelighed, der flere gange leder tankerne hen på Berlin 1945. Det er rovdyrene, der slås. Uden nåde. Dinesen ser det, skriver det ned - og fortæller senere om det i sin bog: “Paris under Kommunen”, som han udgiver to år senere.

Tom Buk-Swienty beskriver her stort set en glemt periode - en man ellers kun har oplevet i glimt. Og også her gør han det fremragende, dybdeborende, medrivende. Uden at lægge låg på de grusomheder, der endnu engang må have martret Dinesens sjæl voldsomt.

Bogen slutter, hvor den begyndte. Da Wilhelm Dinesen fik nok af død, lemlæstelse, “flugt og opløsning”. Han måtte hjem. Tog hjem - “fra fjerne franske slagmarker med lede i hjertet og en forfatter i maven...” skriver Buk-Swienty afsluttende.

Spørgsmålet er så, om han kan finde fred med sig selv. Svaret må vi vente på til næste bind. Noget der kan blive en ulidelig ventetid for den begejstrede læser.

Som nævnt indledningsvis er “Kaptajnen. Ild og blod” et imponerende mesterværk af høj faglig kvalitet båret af en så ypperlig fortællekunst, at vi her nok har den bedste af Tom Buk-Swientys bøger. Indtil nu. En bog der i den grad kandiderer til de helt store anerkendelser. Er det måske årets historiske bog? Denne anmelder tror det.