Karl Marx - En biografi
Af Preben Etwil
Marx der ændrede verden
Karl Marx (1818-1883) behøver ikke en nærmere præsentation. Alle har en mening om ham. Stort set alle har læst om ham, men langt færre har dog læst ham.
Denne biografi tager generen alvorlig, og giver et godt, grundigt og nuanceret billede af hovedpersonens til tider kaotiske liv og meget omfattende teoretiske arbejde med både filosofi, historie og politisk økonomi. Arbejder der som få, har haft en kolossal og verdensomfattende virkningshistorie.
Tilbage står dog, da det jo ikke er den første biografi af Marx, der er skrevet, om læseren får en ny viden som honorering for en gennemlæsning af 606 sider. Det ser desværre ikke rigtig ud til at være tilfældet, om end nogle temaer – især inden for privatsfæren – er mere uddybende belyst, end man normalt ser andre steder. Retfærdigvis skal også nævnes, at Marx mange personlige politiske forbindelser i bogen er omfattende belyst, gennem David McLellans omfangsrige studier af både Marx’ egne og modtagernes noter og korrespondance. Væge og paneller er virkelig blevet afmonteret for at finde ind bag hovedpersonens liv og virke.
Bogen er opbygget i kronologisk rækkefølge, der indledes med barn- og ungdommen i Trier, Bonn og Berlin, for senere at følge hans gradvise politiske radikalisering i Paris, Bruxelles, Köln for til sidst at ende som statsløs i London. Herefter følger en række kapitler der belyser Marx og hans families (elendige) økonomiske situation samtidig med han forsøger at færdiggøre sit hovedværk, der netop handlede om Kapitalen, men også hans arbejde med Den første Internationale og hans sidste leveår er helliget et helt kapitel. Bogen slutter af med to knap så væsentlige kapitler – Epilog og Arven fra Marx.
David McLellan gør faktisk et hæderligt forsøg på at forbinde Marx’ fysiske liv med det teoretiske og politiske arbejde, som han løbende udførte. Mange af de teoretiske og verdenshistorisk væsentlige bidrag, som Marx har videregivet eftertiden, er ofte fremkommet under eksterne kaotiske politiske omstændigheder og interne kummerlige økonomiske forhold.
Karl Marx blev født ind i en ganske velaflagt middelklassefamilie i den tyske by Trier den 5. maj 1818. På begge sider af sit ophav havde der været en lang række rabbinere, men faderen, der var privat praktiserende advokat, og som fx kendte både Voltaire og Lessing udenad, konverterede til protestantismen for at undgå de begrænsninger, der på det tidspunkt gjaldt for jøder: ”Hans familie var i enhver henseende jødisk af oprindelse, men protestantisk af nødvendighed i et katolsk område” (p. 8).
Marx blev i 1835 indskrevet som jurastuderende på Det Juridiske Fakultet ved universitetet i Bonn. Det var dog så som så, hvor meget jura det blev til. For her i Bonn gik det meste af hans studenterliv op i skæg og blå briller og lige så mange svirreture. Faren sendte ham derfor til Berlin, hvor han med lidt større entusiasme kastede sig over studiet af filosofi og historie, der faktisk endte med en doktorafhandling om græsk naturfilosofi. Trods hans åbenlysende begavelse blev det ikke til en universitetskarriere i den ufrie og politisk undertrykkende preussiske universitetsverden, da han allerede i studietiden var ”sprunget ud” som radikal unghegelianer.
Helt afgørende for Marx’ liv blev, at han i denne periode blev forlovet (og senere gift) med Jenny von Westphalen, der var datter af Baron von Westphalen, som var et fremtrædende medlem af samfundet i Trier. Hun fulgte ham troligt i tykt og tyndt gennem livets mange fortrædligheder, der bl.a. omfattede personlig økonomisk afsavn og landflygtighed. Det både som hustru, opdrager af deres fælles børn og ikke mindst privatsekretær.
Da Marx fik godkendt sin doktorafhandling i 1841 tog han hul på et år præget af rastløshed, der bl.a. omfattede et forsøg på at udbygge sin afhandling, der kunne gøre ham egnet til et lektorat, men alle bestræbelser endte alligevel med, at han i 1842 valgte journalistikken som sin karrierevej: ”Han gik i gang med op til flere projekter, men sædvanen tro afsluttede han ingen af dem” (p. 47). Han startede som skrivende medarbejder på det liberale oppositionsblad Rheinische Zeitung i Köln, men meget hurtigt blev han redaktør af bladet. Imidlertid var bladet under skarp kontrol og censur af de preussiske myndigheder, og blev forbudt og lukket i 1843: ”Med forbuddet mod Rheinische Zeitung var Marx endnu engang en arbejdsløs intellektuel” (p. 73).
Herefter gik turen i landflygtighed til Paris, hvor han blev medredaktør af det venstreliberale tidsskrift Deutsch-Französische Jahrbücher. Denne karriere blev også kort, da tidskriftet gik ned.
Det var også i denne periode af sit liv, at Marx åbent begyndte at bekende sig til det at være ”kommunist” – en der var tilhænger af fælleseje af produktionsmidlerne. Perioden er kendetegnet ved, at det er her, at han får formuleret sin kritik af religionen, sine økonomiske teorier om kapitalismen og dets funktionsmåde, samt det som senere blev kendt under betegnelsen den dialektiske historiske materialisme.
McLellans pariserkapitel er måske bogens bedste, hvis man grundlæggende ønsker at finde ind bag hovedstrømningerne i Marx’ meget omfattende filosofiske, historiske og økonomiske forfatterskab.
Det er i denne periode, hvor han får sat ord på det forhold, at religion i realiteten fungerer som en lynafleder fra den virkelige verdens elendighed: ”Den er folkets opium. Kritikken af religionen er derfor kimen til kritikken af den jammerdal, hvis aura religionen er” (p. 103). Det er også her, at han udvikler sine første skitser til en økonomisk teori om udbytning, merværdi og kapitalakkumulation: ”Disse papirer, der kendes som de ”økonomisk-filosofiske skrifter” eller som ”1848-manuskripterne” blev (da de blev udgivet i deres helhed i 1932), af nogle budt velkommen som de vigtigste af alle hans skrifter” (p. 121-122). Det helt centrale i Marx’ økonomiske teori var i kort form den: ”at arbejdet var kilde til al værdi og dermed fordelingen af rigdom” (p. 129). Det var også i Paris, at Marx formulerede tesen om, at historien naturnødvendigt måtte ende i et kommunistisk og klasseløst samfund: ”Kommunismen er den positive afskaffelse af privatejendommen og dermed af den menneskelige selv-fremmedgørelse og den virkelige gentilegnelse af det menneskelige væsen ved og for mennesket” (p. 136).
Parisermanuskripterne, der også på dansk går under betegnelsen Marx ungdomsskrifter (ikke nævnt i bogen), var, som meget af Marx’ øvrige arbejder, præget af skødesløshed og et unødigt kompliceret sprog.
I virkeligheden havde Marx en meget lille og indforstået læserkreds. Det var andre, der så at sige skulle forklare hans tanker, hvis de skulle forstås i en bredere kreds. En af dem blev Friedrich Engels, som Marx første gang møder i Paris 1843, efter at Engels (der også var tysker) havde offentliggjort en artikel om arbejderklassen i England. Det bliver efter kilderne at bedømme til en ti dages lang og uafbrudt samtale, der resulterede i mere end 40 års fagligt og meget personligt venskab. Et venskab der senere resulterede i udarbejdelsen af verdens måske mest læste pamflet: Det kommunistiske Manifest, der blev skrevet i Bruxelles på bestilling fra De Retfærdiges Liga i efteråret 1847 (omtalt i bogens efterfølgende kapitel: ”Til slut fik Marx og Engels i opdrag at forfatte et manifest med henblik på offentliggørelse af Ligaens doktriner” (p. 202)), og som blev udgivet i London februar 1848, kort tid før Februar-revolutionen i Paris brød ud.
En publikation der ved selve udgivelsen ikke fik den store offentlige bevågenhed, men som senere nærmest er blevet kanoniseret som socialismens helt uovertrufne klassiker. Det er også i denne pamflet, nogle af de mest kendte Marx citater kan findes – bl.a.: ”Alle hidtil eksisterende samfunds historie er klassekampenes historie” (p. 206), ”Hver epokes fremherskende ideer har været den herskende klasses ideer” (p. 209), ”Politisk magt er ret beset den ene klasses organiserede magt med henblik på undertrykkelse af den anden” (p. 210) og ikke at forglemme manifestets afsluttende salut: ”Kommunisterne nægter at skjule deres hensigter og mål. De erklærer åbent, at deres mål alene kan nås ved voldelige omstyrtelse af alle eksisterende sociale omstændigheder. Lad de herskende klasser ryste for en kommunistisk revolution. Proletariatet har intet andet at miste end deres lænker. De har en verden at vinde. Arbejdere i alle lande, foren jer!” (p. 212).
Den 2. februar 1845 forlod Marx og hans familie ufrivilligt Paris, efter at den preussiske regering havde lagt et stort politisk pres på en yderst følgagtig fransk regering, der dybest set ønskede Paris renset for tyske filosoffer. Herefter skulle Bruxelles fra og med april blive Marx’ hjemsted i de næste tre år. Det skete dog ikke uden betingelser: ”Først efter at have underskrevet en erklæring om, at han ville afholde sig fra enhver politisk virksomhed fik han opholdstilladelsen” (p. 160). Det løfte kunne han naturligvis ikke holde – og han ønskede det heller ikke, da der i Bruxelles efterhånden var samlet en gruppe begavede landsforviste tyskere. Men da det preussiske politi hele tiden blev ved med at kræve ham udleveret, gav han i efteråret afkald på sit preussiske statsborgerskab. Herefter levede han resten af sit liv som statsløs. Men som McLellan konstaterer: ”Ikke desto mindre var tiden i Bruxelles formentlig den lykkeligste, familien nogensinde oplevede” (p. 160). Tiden var også produktiv. Han begravede sig på det kommunale bibliotek og læste bøger på fransk om økonomiske og sociale problemer for bedre at forstå mekanismen i det borgerlige samfund - politikken og dens historie skal forklares ud fra økonomiske forudsætninger, og deres udvikling og ikke vice versa, som i kort form er kernen i den historiske materialisme.
Det er også i denne periode, at Feuerbach-teserne ser dagens lys, hvor Marx formulerer sit grundlæggende filosofisyn, der lyder: ”Filosofferne har på forskellig måde udelukkende fortolket verden, hvad det kommer an på, er at forandre den” (p. 163).
Hans tre års ophold i Bruxelles blev ud over en voldsom polemik mod og med politiske fjender og venner forsøgt reserveret til studier af hans Kritik af økonomi og politik. Et arbejde som Marx, som meget andet, havde svært ved at færdiggøre, da der hele tiden dukkede nye problemstillinger op, der skulle granskes granske grundigt – ofte med det resultat, at lovede deadlines ikke kunne overholdes, og forlæggere ikke støves op, da det langt fra var populærvidenskabelige artikler, som Marx var leveringsdygtig i.
Da Paris-opstanden i 1848 brød ud, gik den belgiske regering først på listesko, men kort tid efter blev der udarbejdet en liste på udenlandske personer, der skulle deporteres – og her stod Marx’ navn øverst. Marx blev arresteret og efterfølgende eskorteret til grænsen. Efter et kort og kaotisk ophold i Paris, gik turen til Köln, hvor han bliver chefredaktør af den radikale avis Neue Reinische Zeitung, der faktisk havde et betydeligt oplag, men avisen blev lukket af censuren allerede året efter, at Marx var tiltrådt. Det var i hans Köln-periode, at han bl.a. fremførte meget lidet hørte udsagn om Danmark, som han mente var et tilbagestående og nationalistisk folk, der i 1848 burde afstå landområder til det fremadvoksende Preussen.
Marx blev endnu engang – som statsløs - udvist af sit eget hjemland. Efter et kort tre måneders ophold i Paris, hvor han endnu engang – forgæves - troede på en revolution, ankom han til London i august 1849. Det var her, han kom til at tilbringe resten af sit liv, til stor ærgrelse for ham selv, da han hele livet igennem havde en stærk forestilling om, at en omfattende proletarisk revolution kunne bringe hans flygtningestatus til ophør. McLellan formulerer det sådan: ”Dette forklarer til dels den ad hoc karakter af store dele af Marx’ liv i en tid, der i realiteten var en lang søvnløs nat i udlændighed” (p. 257).
Et gennemgående træk i bogen er beskrivelsen af den økonomiske knibe, ja direkte fattigdom, som Marx periodevis lever under i London. Der er historier om både sult og afsavn i Marx-familien og et evigt renderi til pantelånerne: ”Pantelåneren var en fuldstændig nødvendig institution for familien” (p. 299). Uden en massiv økonomisk støtte fra vennen Friedrich Engels var familien givetvis synket ned i den rene og skære armod. Dette kan godt virke som et paradoks, da indtægterne i perioder var endog meget store, men Marx formåede ikke at holde hus med sin egen økonomi. Han druknede tilsyneladende sig selv i teoretiske økonomiske studier, og voldsom politisk polemik med gud og hver mand, frem for at fokusere på egen økonomi og forbrug. For faktum var, at Marx ønskede at leve standsmæssigt med eget (stort) hus, privat ammer, privat børneskolegang, privatsekretær og husholderske (der i perioder angiveligt også havde fungeret som elskerinde). Men pengene havde det tilsyneladende med at forsvinde som dug for solen i den Marxske husholdning, hvilket også resulterede i, at ikke få brevvekslinger med vennen Engels handlede om Marx’ evige lommesmerter – og dette til trods for, at Engels løbende gav meget generøse supplerende økonomiske indsprøjtninger til Marx-familien: ”Ikke desto mindre giver en nærmere analyse af Marx’ indtægter et ret overbevisende indtryk af, at hans vanskeligheder i mindre grad skyldtes virkelig fattigdom end et ønske om at opretholde facaden udadtil parret med almindelig uegnethed til at sætte tæring efter nærring” (p. 299). En sjov historie fra bogen er, at da pengene i hustanden i en længere periode havde været yderst små, overvejede Marx faktisk at tage et simpelt kontorjob, men dette blev opgivet, da stort set ingen andre end hans egen kone og husholderske kunne læse hans meget sjuskede, snørklede og småtskrevne håndskrift. Mange af hans breve – og alle hans artikel- og bogmanuskripter - blev faktisk renskrevet (op til flere gange) af de to bemeldte damer, da det stort set var umuligt for andre at læse Marx’ skriblerier. Stor set alle hans artikler som korrespondent, hvilket bidrog i betydelig grad til hans indkomst, blev renskrevet af andre inden at det kunne afsendes til de forskellige redaktioner.
Rigtig meget af Marx’ tid gik med at deltage i alle mulige venstreradikale partistridigheder. Marx var på alle måde yderst aktiv i møder og konferencer – mest af alt for at korrekse alle de andre. Marx ejede ikke tvivlens nådesgave, og bankede løs på alt hvad der bevægede sig i en for ham uønsket retning. Ikke få venskaber blev ofret på den konto. Det der dog mest af alt pinte ham, var at: ”Arbejderne brød sig slet ikke om klassekampen som doktrin, men var i højere grad optaget af at forsvare deres interesser inden for rammerne af det kapitalistiske system” (p. 295). Det endte også med, at han i en tiårsperiode fra omkring 1851 trak sig fra alt partiarbejde for mere helhjertet at hellige sig sine økonomiske studier, der som bekendt i sidste ende resulterede i det omfangsrige værk Kapitalen. Første bind førte han selv til udgivelse i 1867, mens Engels i en elveårig periode efter Marx’ død måtte bakse med de to efterfølgende bind, der udkom i henholdsvis 1885 og 1894. Selv om Marx hele tiden havde gjort sine omgivelser forståelig, at disse bind var næsten færdige, og at de alene manglede lidt afpudsning og præcisering, viste det sig, at det langt fra var tilfældet – og ret beset er de to efterfølgende bind langt mindre fuldstændige end det bind, der blev udgivet af Marx selv, hvilket bl.a. skyldtes, at disse ufærdige manuskripter lå i en form fra før udgivelsen af første bind. Marx havde det med hele tiden, at finde mangler i sine analyser, hvilket afstedkom nye og omfattende studier – og dermed nye noter og randbemærkninger til sit tidligere arbejde. McLellan nævner fx et sted i bogen, at da Marx skal behandle det russiske landbrugs økonomi og historie påbegyndtes et sprogstudie i russisk samt et omfattende statistisk indsamlingsarbejde. Et arbejde der efter al sandsynlighed har lidt det, som man i dag kalder datadøden. Ligeledes lærte Marx sig selv avanceret matematik, da noget af datidens økonomilitteratur var begyndt at dyrke dette felt (de såkaldte marginalister, PET). Dette vidner om, at Marx havde en helt ualmindelig høj intelligens og ekstrem god indlæringsevne, men samtidig var han et ustruktureret rodehoved, der havde det meget svært med at få gjort noget endeligt færdigt til tiden.
Friholdt fra partiarbejde genoptog Marx det af ham længe nærede ønske om at gennemføre (genoptage) et grundigt studie af den kapitalistiske økonomi. Dette arbejde foregik hovedsagligt ved daglige ophold på British Museums meget righoldige bibliotek: ”I betragtning af Marx’ familieomstændigheder er det overraskende, at han overhovedet fik noget seriøst arbejde for hånden. Hans ene sikre tilflugtssted var British Museum. Hjemme gjorde han notater og samlede de informationer, der var tilgængelige” (p. 317). Meget af dette forsknings- og analysearbejde er først blevet offentliggjort efter Marx’ død. Det gælder bl.a. værkerne Grundrids (udkom i 1939-41) og Teorien om Merværdien (udkom i 1905-10). Førstnævnte er en skitse til selve Kapitalen mens sidstnævnte, der mest af alt er en meget omfattende teorihistorie, var tænkt som et fjerde bind til Kapitalen.
Sideløbende med hans økonomistudier havde han en ret omfattende og påskønnet journalistisk produktion: ”Ved slutningen af 1857 havde handelskrisen tvunget Tribune (amerikansk avis, PET) til at fyre alle bladets udenrigskorrespondenter bortset fra Marx og en til […] Alt i alt udgav Tribune 487 artikler af Marx, 350 skrevet af ham selv, 125 skrevet af Engels (for det meste om militære spørgsmål), og tolv blev til i samarbejde. Marx’ artikler var ikke blot en måde at tjene til livets opretholdelse på: trods ringeagt for eget arbejde producerede han talentfulde journalistiske artikler på konsekvent højt niveau” (p. 325-326).
Bogens næstbedste kapitel, er, uden tvivl det som handler om økonomien – altså Marx’ analyser af de kapitalistiske lovmæssigheder. McLellan præsenterer en yderst kvalificeret gennemgang af indholdet i både Kapitalen, Grundrids og Teorien om Merværdien. Ud over at blive guidede i de overordnede principper, får læseren også mulighed for at læse udvalgte bidrag fra de originale værker: ”Første bind af Kapitalen er på ingen måde den ufordøjelige og dybest set ulæselige bog, som man har villet gøre den til. Den består af to meget forskelligartede dele. De første ni kapitler er ganske rigtig af ekstrem abstrakt og teoretisk karakter, men den øvrige bog rummer en beskrivelse af kapitalismens historiske opkomst, som flere steder er yderst levende og læselig” (p. 387). McLellan fortsætter: ”De efterfølgende bind, der kun foreligger som skitser, har intet af den afrundende kraft, der kendetegner bind et” (p. 394). Om bind to hedder det: ”Dette bind er langt mindre interessant på grund af dets tekniske og teoretiske karakter” (p. 395). Bind tre får disse udsagn med på vejen: ”Første del af bind tre forekommer at være et mere eller mindre færdigt udkast, men derpå løber resten af bogen ud i sandet uden en afsluttende konklusion” (p. 395). Dette holder dog ikke McLellan tilbage med at sammenfatte: ”Selv i dag er og forbliver Kapitalen et mesterværk, ikke mindst første bind. Bogens historiske analyse fremstiller et reelt tilintetgørende billede af i det mindste ét aspekt af det nittende århundredes England, som er skrevet med omhu for detaljen og i et overlegent sprog, der gør det til et varigt bidrag til såvel litteraturen som historien. Det er heller ikke tilfældet, at bogens teoretiske antagelser eller langtrækkende forudsigelser er blevet ”modbevist” – om ikke af andre grunde så fordi de ikke er tilstrækkelig for et ultimativt modbevis: arbejdsværditeorien er ikke en ”videnskabelig” teori, men en antagelse der skal dømmes på den forståelse, som den formidler om det kapitalistiske systems funktionsmåde” (p. 397). Her har McLellan bevidst fravalgt at inddrage den nyere Marx-forskning, der især om værdilæren har dømt den værdiløs – også ved at indarbejde Marx’ egne præmisser (se fx Hans Aage 2004).
Kapitalen blev langt fra en oplagsmæssig succes, som Marx kunne spinde guld på. Dens popularitet ventede til efter hans død.
Kapitlet om Internationalen er interessant af to grunde. For det første betød Marx indtræden – og ledende rolle - i Internationalen i 1864, at det i væsentlig grad bidrog til en forsinkelse af udgivelsen af Kapitalen. For det andet viser de politiske stridigheder i Internationalen, at der allerede på dette tidlige tidspunkt i socialismens historie var begyndt at udvikle sig det, som eftertiden kaldte den revisionistiske og revolutionære linje inden for arbejderbevægelsen. Fraktionsdannelse på kryds og tværs blev mere almindelig end hyggelige og samlende kaffemøder – og Marx holdt sig ikke tilbage, hvilket også resulterede i et suk fra hans side: ”Internationalen og alt hvad der har med den at gøre, hjemsøger mig som et mareridt” (p. 415). Man må nok i sandhedens interesse kalde det en selvskabt plage. Til sidst vinder han dog magtkampen over alle de andre fraktioner om ”den rette linje”, der bygger på, at arbejdernes frigørelse skal bygge på arbejdernes egne kræfter, men ikke så snart er konferenceflertallet i hus, før han må erkende, at der er tale om en Pyrrhussejr, og han foreslår derfor sammen med Engels i 1872, at Internationalen overflyttes fra London til New York, hvilket velvidende ville betyde organisationens stensikre visnedød. Internationalen blev formelt opløst i 1876.
Kapitlet har en række ”sidehistorier”, bl.a. om Marx selv kunne forestille sig en fredelig eller voldelig socialistisk revolution. ”Konferencen (London 1871, PET) understregede endnu engang forpligtelsen til at agere politisk ved at erklære, at ”i arbejderklassens militære tilstand er dens økonomiske bevægelse og politiske handling uløseligt forbundet.” En sådan politisk handling kunne meget vel finde sted inden for rammerne af et parlamentarisk demokrati, for som Marx forklarede: ”regeringerne er vores modstandere; vi må svare igen med alle de midler, der står til vores rådighed. At få arbejdere i parlamentet er det samme som en sejr over regeringerne, men man skal vælge den rette.” Men pligten til at bestemme, om revolutionen skulle udvikle sig voldeligt eller ikke, lå inde med dem, der sad på magten. ”Vi må sige til regeringerne: vi vil rykke fredeligt frem mod jer, hvor det er muligt, og med våbenmagt, hvis det bliver nødvendigt”” (p. 456). I sandhed et uldent udsagn, der er åben for fortolkning, hvilket også er gjort lige siden.
Kapitlet om det sidste tiår viser en mand, der langsomt men sikkert bliver fanget ind af sygdom og alderdomssvækkelse. Alligevel præsterer han i denne periode en sønderlemmende analyse af det opkommende tyske socialdemokrati i det såkaldte Kritik af Gotha-programmet. Men helt symptomatisk for Marx’ manglende effektivitet i denne del af hans liv, udkommer skriftet først efter hans død. Trods alderdom har Marx en usvækket tro på, at revolutionen står lige for døren. Kapitlet er lidt af en ørkenvandring, hvis man er på jagt efter en bedre forståelse af Marx’ teorier. På samme måde må man betegne McLellans afsluttende kapitel om arven efter Marx, dog kan man kun være enig med ham, når han skriver: ”Med sin kraftfulde syntese af historie, filosofi og økonomi var Marx’ samfundsteori en af det nittende århundredes mest imponerende intellektuelle præstationer” (p. 521).
McLellans bog om Marx er på alle måder læsværdig. Meget tyder på, at den foreliggende bog er ganske glimrende oversat til dansk, men hvor havde det været befriende, hvis noteapparatet også havde forholdt sig Marx’ danske oversættelser.
McLellan fører med sikker pædagogisk hånd læseren ind i både Marx’ liv, gerning og ikke mindst omfattende teorier inden for økonomi, historie og filosofi. Det kunne nok have været ønskeligt, at han af og til også havde stillet sig lidt mere kritisk til Marx’ samtidige analyser – litteraturen herom er ganske omfattende.
Bogen kan med disse ord anbefales enhver, der ønsker at fordybe sig i en af verdenshistoriens mest betydningsfulde personligheder.
