Kongen af Thule

Af Christian Kaaber

Han har lagt navn til et landområde omtrent på størrelse med Irland, der omfatter hele det nordligste Grønland.  Da han i 1929 fyldte 50 år, skrev Johannes V. Jensen (der ligeledes har fået opkaldt et grønlandsk område, omend af mere beskedent omfang, efter sig): "Du har levet, og du har forfattet, skrævet over Jorden og efterladt dig Spor, ikke Literatur der hænger i Luften, men Efterretninger om en Bedrift, set, forbavsende, uopfindelige Ting".  Den senere Nobelpristager fortsætter: "Det sker ikke mere end een Gang at en saa lykkelig Blodblanding finder Sted, den primitive Mands overlegne fysiske Udrustning, Tarme af Jern, i Forbindelse med Civilisationens aandelige Kapacitet; ingen anden Mand end Knud Rasmussen kunde have paa een Gang slaaet al Idræt af Marken og lagt en høj aandelig Nyerhvervelse til Menneskehedens Aandsværdier, saadan som han har gjort det paa sin store Slæde- og Forskerfærd. (..) Knud Rasmussen er en Grønlænder og en Dansker, en stor Rejsende..." 

En svunden tids patos og begreber, der er uanvendelige i dag, artikuleres  i Jensens hyldest til den levende Knud Rasmussen, som i 1929 havde sine største bedrifter bag sig. På seks ekspeditioner og som organisator af en syvende havde han udforsket og til dels kortlagt den nordligste og mest ugæstfri del af Grønland og beskrevet den hårdføre befolkning, der levede i den absolut nordligste del af den beboede verden, fra Grønland til den nordøstligste spids af Sibirien. Han havde takket være sine sproglige færdigheder indsamlet sagn og overleveringer fra polarfolkene og med Johannes V. Jensens ord gjort disse folkloristiske skatte tilgængelige for resten af menneskeheden. Set fra en dansk  synsvinkel havde han demonstreret det danske riges overhøjhed over de hidtil ukendte dele af Grønland og dermed hele øen. Denne bedrift gjorde ham til et autoritativt vidne i den proces, der i begyndelsen af 1930'rne førtes ved Den Internationale Domstol i Haag og mundede ud i det internationale samfunds blåstempling af den danske ret til Grønland efter håndfaste norske forsøg på at sikre et fodfæste på verdens største ø. Sidstnævnte indsats afrundede Knud Rasmussens liv, der brat sluttede efter kort tids sygdom den 21. december 1933. Blandt alle tænkelige danske helte indtager Knud Rasmussen selvsagt en fremtrædende plads, og det turde være indlysende, at der til enhver tid findes en ordentlig bog om ham på det danske bogmarked.

Litteraturhistorikeren Kurt L. Frederiksen giver med Kongen af Thule for tredje gang sit bud på en nutidig biografi om Knud Rasmussen eller Kununguak (lille Knud), som han kaldtes blandt grønlænderne.  Den vordende polarforsker fødtes i Jakobshavn (som i dag kaldes Illulissat) i 1879 som søn af en dansk præst  og en dansk-norsk kvinde, der var opvokset på Grønland, og hvis mor var indfødt grønlænder. At Knud Rasmussen var 1/16 grønlænder, spillede altid siden en væsentlig rolle for myten om ham, som det tydeligt fremgår af Johannes V. Jensens ord ovenfor. En lige vel artikuleret tosprogethed på dansk og grønlandsk blev sammen med en usædvanlig hårdfør fysisk råstyrke Knud Rasmussens værdifuldeste bagage som ekspeditionsleder, mens hans med få undtagelser overordentlig vellykkede greb om de ufattelige strabadser, de ofte årelange rejser medførte, byggede på hans lydhørhed over for de indfødtes måder at leve og færdes på. Knud Rasmussen blev en fabelagtigt dygtig hundeslædekusk.

Kurt L. Frederiksen følger Knud Rasmussen fra vugge til grav og beskriver hans navnkundige udvikling fra tredjeviolin på Den litterære Grønlands-ekspedition 1902-1904, ledet af Ludvig Mylius-Erichsen, der i 1907 omkom og forsvandt sporløst på Danmark-ekspeditionen, til selvstændig organisator af den første Thule-ekspedition i 1912-1913 og de følgende ekspeditioner af samme navn, opkaldt efter den af Knud Rasmussen grundlagte handelsstation Thule, der blev udgangspunkt for hans udforskning af polareskimoernes liv og kultur.  Parallelt med ekspeditionerne levede Knud Rasmussen et civilt liv i Danmark som forfatter af en lang række bøger, hvor han redegjorde for sine rejser og resultater for læg og lærd og fik placeret Grønland i danskernes bevidsthed i en hidtil uset grad. Knud Rasmussen demonstrerede, uanset hvor han færdedes, en usædvanligt vindende personlighed og blev tidligt i sin karriere en feteret folkehelt, både i Grønland og i Danmark. Han giftede sig, fik børn, men levede samtidig et dobbelt liv: Den pelsklædte og ukuelige slædekører på Grønland og den fejrede forsker, forfatter og elegante og yderst karismatiske eventyrer i Danmark. Det tilførte hans liv en spænding, der løber som en rød tråd i Kurt L. Frederiksens fremstilling. En absolut gengældt fribytteragtig faible for smukke kvinder, både der og her, gjorde det til noget af en udfordring at være heltehustru, men hans livs Dagmar holdt ud. Kurt L. Frederiksen følger denne dobbelthed, som Johannes V. Jensen satte ord på med sin tids patosfyldte forståelse, hele vejen gennem Knud Rasmussens tilværelse og beskriver på de banebrydende resultater og de konflikter, den afstedkom. Så vidt, så godt. 

Den foreliggende biografi er som nævnt tredje og betragteligt udvidede udgave af Kurt L. Frederiksens bog om Knud Rasmussen, der første gang udsendtes i prægtig udstyrelse af forlaget Rhodos i 1995. Forfatteren nævner i forordet til denne nye udgave, at han nu har inddraget oplysninger og synspunkter fra de Rasmussen-bøger, henholdsvis Kirsten Hastrup og Niels Barfoed har udgivet i mellemtiden - den ene er en fremstilling af Rasmussens liv og tid, mens sidstnævnte fokuserer på de flamboyante aspekter af Knud Rasmussens dobbelte liv. Intet turde dog være til hinder for, at Kurt L. Frederiksens nye bog kunne hævde sig som en autoritativ moderne biografi om denne både entydige og komplekse helteskikkelse. Det er desværre ikke tilfældet.

I forordet forklarer Frederiksen, at det har været nødvendigt ikke at forsyne bogen med noter og kildehenvisninger. "Oplysningerne er bygget ind i teksten", skriver han og fortsætter: "Alligevel skulle det være muligt at finde de kilder, jeg har brugt". Det sidste er noget nær en umulighed med den ufuldstændige litteraturoversigt, der for eksempel end ikke opregner Knud Rasmussens egne værker eller andre udgivelser af hans tekster, men venligt henviser til to forskellige bibliografier. Teksten bugner af lange, meget lange citater fra Rasmussens egne skrifter, og undervejs spørger man som læser sig selv, om det mon kan være rigtigt, at Rasmussen benyttede retskrivningen fra både før og efter 1948 i sine dagbøger. Skal man tro bogens side 214, brugte han den nye retskrivning i august 1917 og den gamle i september. Samtidig optræder Frederiksen som alvidende fortæller, der rundhåndet strør om sig med udsagn og konklusioner, som man godt gad se underbygget, enten med uddybende tekst eller i det mindste en note. Til gengæld kunne mange af de lange citater være kortet ned, uden at fremstillingen havde lidt under det.

At der i en bog, der handler om den ene strabadserende ekspedition efter den anden, ikke er indsat kort over de berejste områder, virker som en påtrængende mangel. Teksten vrimler med arktiske stednavne, som man end ikke kan se i vejviseren efter. Ud over et skematisk kort over Grønland fra tidsskriftet af samme navn med angivelse af de talrige steder, der er opkaldt efter Knud Rasmussen, har bogen kun et oversigtskort på hver forsats med angivelse af Knud Rasmussens ekspeditioner. At kortet på forreste forsats bruger omtrent samme grønne farve til at vise ruten for den litterære Grønlands-ekspedition 1902-1904 og den første Thule-ekspedition 1912-1913, får være, men at kortet placerer Knud Rasmussens Thule samme sted som det nuværende Qaanaaq nord for Rasmussens determinerende handelsstation, der lå betragteligt længere mod syd, hvor den amerikanske flyvebase findes i dag, er noget makværk.  Bogen udkom som nævnt første gang på Rhodos i 1995, siden på forlaget Borgen i 2009. Nu er det Gyldendals tur, men det havde sandelig klædt det store forlag at ofre mere redaktørtid og et bedre kortmateriale på sagen.