Krigens barn og vogterhustøsen
Af Per Ole Schovsbo
Det er sjældent, at man som læser af erindringer ikke kan lægge en bog fra sig, før sidste side er læst. Connys er en af dem. Ikke fordi der er de store dramaer og armbevægelser eller spændende insiderhistorier – men fordi det er et barns erindringer fra de tidligste tider til og med konfirmationen. De er skrevet lige ud ad landevejen med en charme, som den næsten jævnaldrende anmelder er faldet for.
Conny er født i 1938 nær Skive i en fattig landarbejderfamilie som ældste af syv børn. Faren var daglejer på gårdene i omegnen, men var også arbejdsløs i perioder. Familien flyttede derfor flere gange efter jobmulighederne, så de kunne ernære sig selv. Et arbejde i en mergelgrav ved Stilbjerg havde dog nær kostet faren livet, fordi jorden skred sammen over ham. Heldigvis slap han uden fysiske mén. Senere blev han bestyrer på en gård i Dørken, indtil de flyttede til Bramdrupdam i 1943, hvor Conny oplevede luftkampe mellem britiske og tyske fly. Siden kom de til Lilballe, hvor faren igen var daglejer. Her afslog han et job hos den tyske værnemagt, selvom det var godt betalt. Senere kom familien til Ågaard, hvor forældrene blev fodermesterpar på Østergaard – men blev fyret fordi de havde unge husvilde boende i deres fodermesterbolig. 1944 flyttede de til et husmandshus ved godset Egeland i Øster Starup, der var ejet af den engelskfødte fru Dalgren. Kort før den tyske besættelse var hun flygtet til England indtil kapitulationen i 1945. Hendes danske mand boede derfor alene på godset. Her oplevede Conny på nært hold nedskydningen af et amerikansk fly med to ombord, hvoraf den ene blev reddet, mens den anden sad fast i maskinen og overlevede alvorligt såret. Han tog kort efter sit eget liv i vraget med gift og blev begravet på Starup kirkegård. Efter at Egeland skiftede ejer, måtte familien finde nye udfordringer, og faderen fik arbejde som daglejer og moderen blev ledvogter for DSB i Egeris ved Skive. Med arbejdet fulgte et lille ledvogterhus, så familien fik igen tag over hovedet, selvom det var småt med kvadratmeterne. Conny beskriver hjemmet i mindste detalje,og det er tydeligt, at der herskede orden, renlighed og tryghed på trods af de små kår. Conny blev dog moppet i skolen i Egeris uden af finde støtte hos lærerinden, der heldigvis blev afløst af en mandlig lærer, som gav skolens børn en helt anden oplevelse. Conny skiftede siden skole et par gange og sluttede skolegangen ved sin konfirmation i 1952. I de år arbejdede faren i høsttiden bl.a. på Estvadgaard nær Flyndersø. Her mødte Conny på afstand ejerens søn, som senere kom til at betyde meget for hende indtil sin tidlige død. At Conny blev gift med en anden mange år senere er en anden historie, som desværre endte tragisk.
Vi får fortalt mange store og små oplevelser fra familiens tid i vogterhuset og forholdene til omegnens gårde og deres børn. Conny skriver i den sidste halvdel af bogen lidt spredt, så det er ikke altid læserne ved, hvor vi er i tid, men selv de mere personlige forhold fortælles med en glød, der fanger læseren. Det er historier om Connys første bal, hendes interesse for akrobatik, religion, åndelige spørgsmål ligesom radioens betydning for vogterhusets beboere, hyggeaftenerne i petroleumslampes skær, børnehjælpsdagene i Skive, arbejdet i tørvemosen, en vandrende hærskare af rotter, jernbanemændene der arbejdede med skinner og sveller, juleaften, og de mange dagdrømme. Hertil kommer små portrætter af subsistensløse, en omvandrende uldkræmmer og flere andre. De der kom og afløste ledvogterfamilien i en weekend en gang imellem. Naboens heste som Conny ikke kunne lade være at ride på, selvom det var forbudt. En del af sommer- og efterårsferierne (kartoffelferierne) tilbragte Conny hos sin moster og hende mand på Elkjærgaard ved Billund og lærte alle de forskellige arbejdsopgaver, der hørte til en større gård med kvægbrug. Bogen slutter med Connys konfirmation i 1952 og andendagsdag i Skive i fine kjoler og et konditoribesøg med veninderne. Så kom Conny ud at tjene som næsten voksen.
Nogle år senere oplevede Conny, at et ægteskab kan udvikle sig til vold og druk, som hun har beskrevet i Hej. Danmark, jeg kender en kvinde. Derfor må Krigens barn og vogtertøsen give forklaringen på, hvordan Conny er kommet helskindet igennem livet, forfatterskabet, malerierne og meditationen som hun stadig underviser i selvom hun er 86.
[Historie-online.dk, den 11. december 2024]
