Madam Secretary, erindringer

Af Anders Ellegaard

Er De blevet træt af at læse mere og mere blodige (volds)krimier og mere og mere ligegyldige portrætbøger om udbrændte 30-årige fallerede sportsstjerner? Så skulle De prøve at læse en bog om et menneske, som har levet (hun lever endnu) et liv med så meget indhold, at der kunne skrives en serie på 10 bøger om det. Og som et gammelt ord siger: kun virkeligheden overgår fantasien.

Madeleine Albright (MA) blev født 15. maj 1937 i Prag, Tjekkoslovakiet. Hendes far var diplomat, hvilket førte til, at hun som 11-årig havde boet og gået i skole i Prag, Beograd, London og Chexbres i Schweiz. Opholdet i London var efter familiens flugt til England under krigen.
Efter kommunisternes overtagelse af landet i 1949 blev MAs far FN-ambassadør i New York. Da MAs far så, hvad der skete i Tjekkoslovakiet og de andre lande øst for Jerntæppet søgte og fik familien opholdstilladelse til at blive i USA. Senere blev de amerikanske statsborgere. MA var 11 år, da hun kom til USA.

I forordet til sine erindringer skriver MA, at de er personlige. Det er ikke kun facts eller faghistorisk skrivning. Det er hendes subjektive – ikke objektive – erindringer. Hun vil forsøge at være ærlig, også når det er svært. I bogen er det oplyst, at den er skrevet ”Med Bob Woodward”, som tidligere har været hendes taleskriver, og den er med ”Oversættelse og faglig konsulent Frank Esmann”.

Bogen er delt i fire hoveddele: Fra Madlenka til Madelaine Albright, Fjorten jakkesæt og en nederdel, Madam Secretary og I kamp for krig og fred.  Bogen er i første udgave afsluttet i 2003, men i en epilog i denne udgave er der tilføjet et afsnit, som er dateret 1. januar 2013.

Den første del handler om MAs skolegang i USA, hendes high school-tid og universitetsstudier. Allerede her begynder hendes netværk at dannes. Nogle af de personer, hun nævner, har fulgt hende til i dag, med de afbrydelser hendes karriere har medført. MAs kærester og liv i skolen og på universitetet er omtalt, hendes giftermål med Joseph Albright, hans formidable familie af blad-og avisudgivere, de kendte og indflydelsesrige mennesker hun mødte gennem ham, deres børn. Denne del af bogen kan synes som namedropping, men den er på den anden side med til at give et billede af den familiemæssige, uddannelsesmæssige og sociale baggrund, hun har som optakt til den senere karriere.
Kapitel 5 har som overskrift: Mrs. Albright ta`r til Washington. En lille finte til filmen ”Mr. Smith goes to Washington” fra 1939 med James Stewart i hovedrollen.
MA starter fra bunden af det politiske arbejde i Washington. Indsamler, organisator, lovgivningsrådgiver m.m., og hun skriver sin Ph.d. I Det hvide Hus kommer hun i udenrigspolitisk lære hos Zbigniew Brzezinski. Allerede her er opgaverne mange og forskellige: Det nationale Sikkerhedsråd (NSC), SALT II, Afghanistan/Sovjetunionen, olympiadeboykot i 1980, våben til mujahediner, gidseltagningen i Iran, Polen, Leck Walesa og andre.
I 1983 bliver MA og Joseph skilt. Hun spørger selv (side 120 - 121) om hendes karriere ødelagde deres ægteskab. Hun skriver, at hun ville have afbrudt karrieren, hvis det ville havde ændret noget for Joseph, men også at hun som udenrigsminister erkendte, at det var hun ikke blevet, hvis hun havde været gift. Så på den ene side og på den anden side… Hun udskiftede sin følelse af ensomhed med en følelse af frihed.
Det sidste kapitel i første del drejer sig om den såkaldte fløjlsrevolution i Tjekkoslovakiet. Om Charta 77 hvor én af lederne var Václav Havel, som blev arresteret, dømt og fængslet flere gange. Om fløjlsskilsmissen som delte landet i Tjekkiet og Slovakiet. Man mærker, at MA med ungdom og uddannelse i USA stadig har stærke følelser for sit fødeland.

I anden del, som MA har givet overskriften ”Fjorten jakkesæt og en nederdel” hentyder hun til sin plads som USA's ambassadør i FN, hvor hun var eneste kvinde i det 15 mand store Sikkerhedsråd. MAs beskrivelse af Præsident Clintons udvælgelse af hende og godkendelseshøringen i Senatet er interessant, og som flere steder i bogen er der en lille bemærkning om hendes udseende og tøj.
Tiden i FN er for MA en læretid i diplomatiets kunst, og der er mange problemer, som Sikkerhedsrådet skal forholde sig til: den mislykkedes operation i Somalia, den etniske krig mellem hutuer og tutsier i Rwanda, terrorregimente på Haiti.
Et kapitel er viet til NATOs rolle efter Berlinmurens fald. Hvad skulle organisationens rolle være?  Var der behov for den? Som vi i dag ved, ville mange af de nye selvstændige øststater være og blev medlemmer, men hvordan ville Rusland opfatte deres eventuelle medlemskab? Hvordan kom begrebet ”Partnerskab for fred” til at give en del af svarene.
Et andet af de store emner i bogen er Balkankrigen. Bosnien. Dannelsen af Den internationale Krigsforbryderdomstol, den svære beslutning om luftbombningen, som NATO gennemførte, serbernes militære og paramilitære enheder, de albanske ekstremister, massakren i Szebrenica
Det sidste kapitel i denne del handler blandt andet om MAs venskab med Hillary Clinton, om kvindekonferencen i Kina og om hendes møde med Aung San Suu Kyi.
Cubas nedskydning af to små civile, amerikanske fly skabte internationalt røre og fremtvang en lille opblødning i forholdene.
Den sidste store sag, MA medvirkede til i FN, var, at få Kofi Annan udnævnt som generalsekretær.
MA skriver om diplomatiet i FN, om modsætningerne, om de langevarige forhandlinger, om studehandlerne og om koordineringen af politikken med USA’s regering og senatet. Og om republikanerne som ikke har noget godt forhold til FN.

Præsident Clinton syntes så godt om MAs måde at forvalte stillingen som USA´s ambassadør i FN på, at han udnævnte hende som udenrigsminister i sin anden regeringsperiode. Og det handler bogens tredje del om: Madam Secretary. USA´s første kvindelige udenrigsminister. I feltet af muligheder var hun en outsider, ”the token woman”. Men Clinton foretog et dristigt valg, og MA blev godkendt i Senatets godkendelsesudvalg. D. 23. januar 1997 tiltrådte MA stillingen.
D. 4. februar udkom The Washington Post med forsideoverskriften: ”Albrights familietragedie frem i lyset” Der havde allerede været rygter om det, men nu kom der skred i sagen. Var MA af jødisk afstamning? For en dansker er spørgsmålet måske retorisk og uden egentlig konsekvens. I USA er sagen anderledes. For det første skal en kandidat til en ministerpost lægge alt frem om sig selv, for det andet er der både en stærk jødisk og en stærk antijødisk lobby og for det tredje: hvis MA nu faktisk havde vidst det og holdt det skjult, løjet, hvad kunne grunden så have været til det?
MA valgte én af logikkens teorier: hun tog tyren ved hornene og begyndte selv at undersøge sagen. Senere i bogen skriver hun, at hun er blevet spurgt, om hun ville konvertere fra den katolske tro, som hun er opdraget i (hendes forældre konverterede i USA). Hun svarer nej til spørgsmålet. 

Som udenrigsminister fik MA nok at se til.
NATO-problematikken dukkede op igen. Clinton og Jeltsin underskrev en aftale mellem NATO og Rusland. Polen, Tjekkiet og Ungarn blev optaget som medlemmer i NATO. Andre kom på observationsliste.
Irak, Saddam Hussein, bombninger, Operation Ørkenræv, Israel, Rabin myrdes, Shimon Peres, Benjamin Netanyahu, palæstinenserne, Arafat…
Og Monica Lewinsky! Side 318 skriver MA: ”Det er ikke skandalen, men forsøget på at dække over den, der fører til fald”. Hun henviser blandt andet også til Watergatesagen.
Under et møde med præsident Jeltsin smed han tolken ud med en bemærkning om, at MA talte så godt russisk, at det ikke var nødvendigt med en tolk. MA skriver i en fodnote (side 270): ”Tolke spiller en vital, men overset rolle i diplomatiet. De bedste oversætter ikke bare ordene, men ved også, hvor vægten skal lægges, eller hvilken tone der skal anlægges. De er meget omhyggelige med at sikre, at diplomatiske udtryk ikke misforstås. Jeg blev meget glad for dem, der oversatte regelmæssigt for mig, og også for nogle af de fremmede tolke, hvis stemmer jeg kom til at kende godt”. En fin anerkendelse af nogle folk, som tit overses, men hvis talenter kan fremme eller hæmme en sag eller en samtale.
Af andre store sager i MAs ministertid kan kort nævnes: Iran med olie, atomkraft og måske atomvåben, Libyen med Gadaffi og Lockerbie, Cuba, Pavens besøg i Cuba. Og som MA skriver, er det de store sager, man bemærker og husker, men i virkeligheden er der hundredevis af sager, store og små, som en udenrigsminister skal tage stilling til. De fleste hører offentligheden ikke noget om, men de fylder også i agendaen.

I den fjerde og sidste hoveddel drejer det første kapitel sig om bombeattentaterne i august 1998 mod USA's ambassader i Kenya og Tanzania med Osama-bin-Laden som bagmand. Det fortsætter med Afghanistan, mujahedin, Taleban og al-Qaeda. Krigen mod terror tog sin begyndelse.
De næste tre kapitler drejer sig om Jugoslavien som gik i opløsning i borgerkrige, som havde referencer til slaget på Solsortesletten i 1389. Serberne, kroaterne, albanerne alle havde noget, de lige skulle have gjort op med. MA skriver meget nøgternt om alle forhandlingerne, og de forskellige landes/nationers/etniske og religiøse grupperingers krav i forbindelse med Jugoslaviens stilling efter Warszawa-pagtens opløsning. Også FNs og NATOs muligheder bliver her gennemgået.

De sidste kapitler i denne del af bogen er mere reflekterende. MA skriver om de personer, hun har mødt, og som har betydet meget for verden. For eksempel Nelson Mandela.
MA skriver om globaliseringens betydning for de forskellige verdensdele eller stater. Hun erklærer sig som en klar fortaler for demokratiet, som den bedste regeringsform.
Som MA skriver i indledningen, er der tale om en subjektiv beretning Hun skriver sin egen version af, hvad hun har oplevet og gjort. Hovedvægten ligger i de to midterste hoveddele af bogen. Tiden som FN-ambassadør og tiden som udenrigsminister. Hele bogen er krydret med personlige indtryk af de mennesker, hun har mødt, af hendes egne følelser og private forhold, af hendes familie, af hendes udseende, af hendes tøj. Flere gange skriver hun om de politikere, hun forhandler med, at de kan lide hinanden personligt, selv om de måske er rygende uenige, når de forhandler. Enkelte gange skinner det igennem, at hun har råbt og skreget og stampet i gulvet, men altid kun i enrum eller sammen med de nærmeste medarbejdere. Alt sammen er det med til at give et indtryk af hvordan regeringer og diplomati fungerer. Og Madelaine Albright selv!
MA skriver et sted, at hendes liv og arbejde har været ”… som forskellen mellem at se en teaterforestilling og selv være med på scenen”.
Gabriel Garcia Márquez gav hende følgende råd. ”Når du skriver dine erindringer, så husk ikke at være vred”. Det har hun gjort.