Mit Europa

Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen

Frode Kristoffersen professionelle tilværelse har i den grad været forbundet med udviklingen af Europa efter anden verdenskrig. I årene 1961 til 1980 rapporterede han hjem til den danske andedam fra de europæiske magt- og kraftcentre Berlin, Bonn, Strasbourg, London og Bruxelles. Kulminationen kom i 1990’erne, hvor han i 1993-94 rejste rundt i Europa og præsenterede EU-landene i tv-serien Frodes forunderlige rejse, for i 1994 at blive valgt ind i Europa-parlamentet for De Konservative. En taburet han havde frem til 1999.  Det er hele denne samling af historier, oplevelser og indtryk fra disse år i Europa, der nu har manifesteret sig i bogen Mit Europa – Fra Frederiksgade til Friedrichstrasse.

Som titlen indikerer, så er det Frode Kristoffersens personlige beretning om Europas udvikling. Det er således med ham selv som omdrejningspunkt, historien bliver fortalt. Dette er helt klart også bogens store force. For vi når langt omkring, som passagerer i Frodes fortælling. Geografisk bevæger vi os sammen med Frode Kristoffersen rundt i de ovennævnte europæiske magtcentre. Kronologisk er det perioden fra 1945 frem til i dag, der har hovedvægten. Dog med væsentlige afstikkere længere tilbage i historien.  Samtidig bevæger vi os på forskellige niveauer. Både på det internationale niveau, det nationale niveau og helt ned til det meget lokale niveau, når Frode Kristoffersen beretter om ølpriser, værtshuse og samtaler om verdenssituationen med hverdagsmennesker i de pågældende lande. Og det er på det sidstnævnte niveau, bogens stærke side ligger, for det er et sjældent behandlet niveau i fortællingen om Europas historie.

Desværre bliver dette aspekt overskygget af en tilnærmelsesvis elendig struktur og manglende redigering. Der er flere steder, hvor forfatteren gentager sig selv, hopper grammatisk rundt i tid, og hvor teksten skæmmes af flere slå- og/eller stavefejl. Lad os tage nogle eksempler.

På side 22-23 får vi beretningen om, hvorledes Bismarck sørgede for, at den prøjsiske konge Wilhelm blev til Kejser Wilhelm I over det tyske rige i 1871 i spejlsalen i Versailles. På side 66 får vi nøjagtig den samme historie engang til, og hvis læseren skulle have glemt det, ja så gentages den lige på side 229, og så lige igen på side 247. Naturligvis er denne episode vigtig i forståelsen af Europas historie og i særdeleshed det fransk-tyske forhold. Men at gentage HELE historien igen og igen er måske lidt for meget af det gode.

Flere steder i bogen bliver der også grammatisk sprunget i tid. Her et eksempel fra side 81: ”Landet midt i Europa, det største medlemsland i det europæiske fællesskab med de seks stater, var ude at sejle, og ingen anede hverken ud eller ind. I denne situation opstår hos Danmarks sydlige nabo den store samlingsregering for at forsøge at få hold på roderiet”. Sprogligt bevæger dette citat sig både i datid og nutid, og det sker flere steder i bogen. Dette går i høj grad ud over bogens læsevenlighed.

Derudover er en tredje anke ved bogen gennemgående stavefejl og/eller slåfejl. Helt galt går det, da Frode Kristoffersen et sted skriver, at 1. verdenskrig sluttede i 1917! – side 22.

Hvis disse tre eksempler var enkeltstående kunne man se igennem fingre med det, men det er de ikke. De er derimod eksempler på gennemgående fejl i hele bogen. Sådanne sjuskefejl skader i den grad læsevenligheden ved bogen samt tålmodigheden hos læseren – hvilket får mig til at overveje, hvor redaktøren fra Gyldendal har været henne i udgivelsen af denne bog. Mange af de ovennævnte fejl kunne have været undgået, hvis man blot havde gennemlæst hele manuskriptet et par gange inden udgivelsen.

Det har man åbenbart ikke gjort, og resultatet er nedslående. Her har vi en person, der i den grad har haft Europa inde på livet. En person, der gennem sit arbejde har tilegnet sig en unik indsigt i Europas tilblivelse og konfliktområder. En person, der tidligere har vist, at han behersker både det danske sprog og en fortræffelig fortællingskraft. Alle disse umiddelbare kvaliteter kommer desværre ikke til sin ret, men drukner i et sammensurium af dårligt sprog og struktur. Det kunne have været så godt, men så er det faktisk skidt.