Menu
Forrige artikel

Navne i Danmarkshistorien

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 8083

 

Af Erik Helmer Pedersen

Forlaget Gyldendal har med ni historikere som forfattere udgivet en bog om ca. tusind danske mænd og kvinder. Med bogen følger en cd-rom med den samme informationsmængde, men med en række søgemuligheder på kryds og tværs i materialet. En god ting.  Udvælgelsen bygger naturligvis på et skøn, men afgørende har været, at de “hver på deres måde har spillet en rolle i Danmarkshistorien”, som det udtrykkes. Biografierne er bygget op over et fast skema: først de personlige oplysninger, dernæst en kort karakteristik af vedkommende og til sidst en vurdering af dennes betydning for udviklingen “politisk, økonomisk eller kulturelt”.

Resultatet er blevet en meget præsentabel bog, typografien er på én gang smuk og let læselig, og skildringen rammes ind af en kort tidstavle over Danmarkshistoriens gang fra de ældste tider til i dag. Til gengæld savnes en litteraturliste med forslag til videre studium og et register.

Danmarkshistorien kan unægtelig skildres på mange måder, men et grundelement heri vil altid være en række biografier over de personer, som skiftende historikere har fremhævet som de mest betydningsfulde, periode for periode. I denne bog føjes historien sammen af navnestoffet, men selv om overskuet siges at strække sig fra de ældste tider til dagen af i dag, kan det ikke nægtes, at det er de sidste 100 år, der er dækket bedst ind. Da hovedvægten er lagt på den politiske historie, må bogen selvfølgelig rumme biografier over en række politikere, der nok er kendte i dag, men som næppe alle vil være tilsikret en plads i historiens elysium. Danmarkshistorien er i et enkelt tilfælde  skrevet ind i fremtiden, idet man hidsætter en fyldig biografi over kronprins Frederiks tilkommende, Mary Donaldson. Forlaget har nok haft de forventelige salgstal i erindring, da man indføjede et smukt foto af vor kommende kronprinsesse i det billedgalleri, der pryder bogens omslag. Her må hun dog nøjes med 3. plads, om end i øverste række efter Jens Otto Krag og Christian III.

For personer, hvis virke ligger forud for 1980’erne, har forfatterne kunnet trække på de ca. 10.000 biografier, der findes i 3. udgave af dansk Biografisk Leksikon (16 bind, 1979-84). Når det derimod handler om personer af i dag, har man været henvist til  Kraks Blå Bog eller andet aktuelt materiale. I så henseende fungerer den som en nyttig håndbog. Den har desuden det fortrin frem for en lidt ældre håndbog af samme slags Danmarks historiens blå bog (1971), at den i det enkelte tilfælde begrunder udvælgelsen nærmere; til gengæld bringer 1971-værket næsten dobbelt så mange biografier.

Navne i Danmarkshistorien er en letlæst indføring i Danmarkshistorien, når man vil danne sig et første overblik over persongalleriet bag den politiske udvikling. Redaktionen gør selv opmærksom på, at udvalget kan diskuteres og vil næppe hævde, at det drejer sig om de tusind mest betydningsfulde danskere. For det er det ikke. Hverken den økonomiske, sociale eller kulturelle udvikling er tilsvarende dækket ind, og bogens aktuelle sigte har fået mange betydningsfulde personer fra en ældre tidsalder til at glide ud. Vi læser således om den fhv. politiker og jurist Bjørn Elmquist, men ikke om Aage Elmquist, justitsminister i Knud Kristensens venstreministerium 1945-47 og ledende skikkelse bag retsopgøret efter Besættelsen. Tilsvarende præsenteres vi for den socialdemokratiske politiker Torben Lund, men ikke for vor verdensberømte naturforsker, P. W. Lund.I de fleste tilfælde viger forfatterne prisværdigt tilbage fra at udtrykke sig alt for kategorisk og dømmende om personer, hvis danmarkshistoriske betydning ikke entydigt kan udtrykkes positivt. I enkelte tilfælde sidder man dog tilbage med den fornemmelse, at vedkommende forfatter ikke altid har kunnet befri sig for ideologisk-politiske hensyn, når opgaven har været at skildre kontroversielle personer fra vort eget slægtled. Omvendt har en række biografier, ikke mindst fra den lidt ældre periode, fået en retouchering, der åbner op for nye perspektiver i vor politiske historie. Det giver lyst til at læse videre.

Rundt omkring i leksika, i historiske værker og i utrykt materiale venter tusinder og atter tusinder af betydningsfulde danskere på at blive draget frem af glemselen på samme gode måde som i denne bog. Det er helt utænkeligt, at almenheden skulle tabe interessen for biografisk litteratur. Den rummer viden og menneskekundskab i én sum. Og den gør det muligt at gå i enrum og foretage en vigtig selvprøvelse: Hvad ville du selv have gjort, hvis du havde været i en lignende situation som NN?

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kvinder der forandrede verden
Alkymist i lænker
Danskeren bag bomben