Spørg Birgitte! Festskrift til Birgitte Kjær
BogFeature
Spørg Birgitte!
Festskriftet er redigeret af direktør for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, og Birgittes nære samarbejdspartner, museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen. Skriftet rummer 12 bidrag. Forfatterne er udvalgt efter hvilket tilknytningsforhold, de har haft til Birgitte. Fem er kollegaer fra Den Gamle By, tre har siddet i bestyrelsen for Skandinavisk Museumsforbund, hvor Birgitte var formand i en årrække, to fra samarbejdsprojekter omkring tekstilforskning, en fra boligpuljen og en gammel skolekammerat. Festskriftet afsluttes med en oversigt over, hvad Birgitte Kjær har skrevet af publikationer i form af bøger, artikler i Den Gamle Bys årbog 1979-2006, artikler til tidsskrifter og samleværker samt hvilke museale projekter, hun har medvirket i. Det giver indblik i et meget virksomt og omfangsrigt musealt liv.
Birgitte hyldes i de første artikler for sin alsidige viden om Den Gamle Bys store og vidtforgrenede samlinger og hendes energi med at bringe genstande og det levede liv i centrum. Birgittes viden er som et skatkammer og har givet anledning til festskriftets titel, ”Spørg Birgitte”. Med sine mange år i Den Gamle By, er Birgitte nok den person, som bedst kender til museet. Titlen afspejler også hendes altid store hjælpsomhed og evner for at hjælpe yngre museumsfolk på vej.
Thomas Bloch Ravn fremhæver i sin artikel Birgittes to spor: At arbejde ud fra selve genstandene og som det seneste, at formidle helheder og levendegøre disse. Hun har forstået at balancere mellem videnskabelighed, de store samlinger af museumsgenstande og publikumsappellerende formidlingsformer.
Flere af artiklerne behandler emner eller temaer, som Birgitte har sat medarbejdere i gang med i form af undersøgelser, publikationer og udstillinger. Således skriver Bodil Olesen, Kvindemuseet, om kvinders kamp for retten til at studere under titlen: ”Lærde kvinder”. En spændende fortælling om de kvindelige pionerer i sidste halvdel af 1800-tallet, der banede vejen for, at vi andre senere uden besvær kunne få lov til at tage en uddannelse.
Tove Mathiassen skriver om kvinder set fra en anden vinkel, nemlig når de var gravide, og hvorledes ventetøj siden 1990’erne er blevet modepræget. Det skete, da kvinder selv kunne bestemme, hvornår de ville have børn. Fra da af føltes det ikke nødvendigt at skjule graviditet, men derimod at fremhæve den. Ventetøjets historie er en beretning om holdninger til sin krop.
Christian Kvium, der var med til at lave en udstilling om ”Byen på vrangen”, er den eneste forfatter som reflekterer over, hvad det er, som skaber historie, og i særdeleshed, hvordan fagfolk ved de spørgsmål, de stiller til materialet, er med til at bestemme feltet. Historien gøres nærværende med de små fortællinger og begivenheder, der sættes i relation til de store sammenhænge. Kvium kommer med et eksempel ved at skrive en spændende beretning om en rufferske og hendes to døtre fra 1880-90’erne i Århus.
Birgitte Kjær har været med til at sætte gang i flere store tekstilprojekter. Disse initiativer belyser tekstilforsker Ingeborg Cock-Clausen i en artikel, hvor hun gennem eksempler skriver om Damask og Drejl undersøgelsen af dækketøj i Danmark, det nordiske projekt om fabriks stofprøvesamlinger og om dragtpuljen.
Viggo Petersen, Ålborg Museum, har været bestyrelsesmedlem sammen med Birgitte i Skandinavisk Museumsforbund. Han skriver om en unik renæssancetrappe, en rondel, der har siddet i et åbent trappehus uden på Jens Bangs Stenhus i Ålborg. Trappen gik kun til 2. etage og må være udført af en professionel arkitekt, hvorimod selve huset er præget af en bygmesters virke.
Julekalendere var emnet for indsamling til Den Gamle By i 2005. Jens Ingvorsen skriver om deres relative korte historie. Den ældst kendte trykte julekalender i Danmark stammer fra 1930, og den fungerede som en kalenderblok, hvor man hev en side af hver dag. De flotteste og mest fantasifulde kalendere var de tredimensionale, som kom frem i 1950’erne. Det var ikke altid lige nemt for børnene selv at sætte kalenderen sammen. Pakkekalenderen blev populær fra 1960’erne samtidig med, at TV-julekalendere kom. De sidste nye former er skrabekalenderen og den elektroniske.
Nynne Raunsgaard Sethia er konservator i Den Gamle By, og derfor har hun valgt at skrive om restaurering af fem miniatureportrætter, udført af maler Ole Magnus Rasch, født 1783. Under arbejdet fandt Nynne frem til, at portrætterne er stukket i voks, der fungerede som bindemiddel for farver. Samtidig er portrætterne udført som hinterglas. Denne teknik gav særlige kvaliteter. Rasch’s portrætter er en fin mellemting mellem den simple silhuet og det fornemme miniatureportræt på elfenbensplader. I forhold til silhuetten er Rasch’s portrætter fremstillet med detaljer i motiverne, og han opnåede en vis tredimensionalitet.
Mag.art. i kunsthistorie Jens Peter Munk, der er sekretær i Skandinavisk Museumsforbund, har skrevet en artikel om ”Mindesmærket for finnebørns plejeforældre i Danmark”. Jens Peter Munk blev som ansvarlig for Københavns monumenter inddraget i sagen, da en komite henvendte sig for at opstille monumentet i Churchillparken. Historien er en dejlig beskrivelse af mange menneskers hjælpsomhed for ar realisere idéen. Mindesmærket er rejst for finnebørn, der i starten af 1940’erne sendtes til Danmark for at komme i pleje og dermed overleve. Den råt tilhugne granitsten blev fundet i Finland blandt ”Salpa-forsvarsliniens panserspærring” i sydøstkarelen, vognmand Knud Jensen & Sønner bragte stenen vederlagsfrit til Bjæverskov i Danmark, hvor stenhugger Bo Casper Andersen huggede den til og indfældede en plakette, der var støbt hos Ålborg Broncestøberi. Den 25.9.2004 blev stenen indviet under stor festivitas og medvirken af en række prominente personer.
Peter Wagner, Birgitte Kjærs gamle skolekammerat, tager fat på et etnologisk emne: Hvorledes middagene foregik i hans barndoms hjem på Frederiksberg i København fra 1943 til 1977. Hans mor førte gæstebog, hvilket var ret almindeligt i borgerlige kredse for ikke at komme til at servere de samme retter for de samme gæster og for at variere bordplanen. Gennem alle årene havde de en kogekone, fru Hansen, til at lave maden. Sådan en gæstebog er en lille kulturhistorisk guldgrube, og Peter Wagner supplerer moderens oplysninger med egne erindringer. Tilsammen bringer de læseren midt ind i et borgerligt univers, hvor etiketteregler blev forbundet med bordets æstetik og god mad. Artiklen bidrager både til borddækningens stilhistorie og til madens.
Charlotte Paludan, fra 1970-2005 leder af Kunstindustrimuseets tekstilafdeling, har samarbejdet med Birgitte Kjær i projektet ”Damask og drejl” og i museernes dragtpulje. Charlotte beskriver et spændende tidlig industrielt tiltag i Randers og Viborg amter i 1820’erne, med at få en større hørdyrkning, -spinding og -vævning i gang. Den blev klassificeret som landbohusflid og havde statens bevågenhed. Man ville gerne være selvproducerende med lærred til militæret. Præsten og digteren Steen Steensen Blicher var meget engageret i foretagenet foruden amtsforvalter Johan Christian P. Wilde. I 1838 konkluderede Blicher, at høravlen og linnedindustrien gav en betydelig indtægt til bønderne, ca. 6 rd. årlig, og 20 år senere solgte bønderne fortsat hjemmevævet hørlærred på markedet i Randers.
Bogens sidste bidrag kommer fra Inge Adriansen, museumsinspektør på Sønderborg Slot og medlem af bestyrelsen i Skandinavisk Museumsforbund. Et af hendes hovedemner er nationale mindesmærker, og hun skriver om ”Tekstiler med nationale motiver”, der udtrykker historier om liv og forhåbninger. I Sønderjylland og Sydslesvig blev det især markant under de slesvigske krige, 1. verdenskrig og i perioden op til Genforeningen at vise et nationalt tilhørsforhold. Genstande som flaget eller figurer som den tapre landsoldat blev symbol af særlige national betydning, og man kunne ved at brodere eller væve symbolerne i tørklæder, duge, bogmærker eller som vægprydelser markere sit tilhørsforhold, om man var dansk- eller tysksindet. Broderierne kunne få status af souvenir for soldater, der havde deltaget i slag, som motivet henviste til. Det sidste broderi i dette forløb er fra forretningen Clara Wæver i København, der komponerede et vægbillede, der via broderede tekster og symboler gengiver den klassiske grundfortælling fra besættelsesårene 1940-45 om et enigt dansk folk under tysk åg.
Samspillet mellem ting og deres historie er det bærende element i festskriftet ”Spørg Birgitte”. De 12 bidrag er dejlig læsning, da man bliver klog på genstande og deres personlige fortællinger. Artiklerne bringer læseren vidt omkring og er gode eksempler på, hvad museumsarbejde består i. Hvis man ikke ved, hvad et kulturhistorisk museums beskæftiger sig med eller er mistroisk over for, hvad museumsinspektører får tiden til at gå med, da vil festskriftet være den rette lærebog. Festskriftet er en hyldest til Birgitte Kjær og til den kulturhistoriske museumsvirksomhed.
FAKTA
Thomas Bloch Ravn og Tove Engelhardt Mathiassen (red.):
Spørg Birgitte!
Festskrift til Birgitte Kjær
Udg. Af Den Gamle By
159 sider, ill., 150 kr.
