Sporskifte - Min Krønike 2 – 1980-2003
BogFeature
Sporskifte
– Min Krønike 2 – 1980-2003
Det var med store forventninger, at jeg startede læsningen af andet bind af tidligere finansminister Knud Heinesens erindringer. Første bind, med titlen Min krønikekom for to år siden og var en meget stor læseoplevelse. Nu foreligger andet bind med titlen Sporskifte. Sporskiftet er selvfølgelig det skift, som Heinesen foretog fra at være fremtrædende socialdemokratisk folketingsmand og minister til at blive øverste chef for en række store erhvervsvirksomheder i Danmark
Første bind sluttede i 1979 med sammenbruddet af det mislykkede forsøg på at danne en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre. Heinesen var frustreret over situationen i det kriseramte parti efter fiaskoen med SV-regeringen, og da Anker Jørgensen fortsatte med endnu en socialdemokratisk mindretalsregering i 1979, var det uden Knud Heinesen på ministerbænkene. I stedet blev han formand for folketingsgruppen. Samtidig betragtede han det som en af sine vigtigste opgaver at støtte den nye finansminister, Svend Jakobsen, i den økonomiske genopretningspolitik, der var nødvendig efter den uansvarlige økonomiske politik, der havde præget der foregående årti.
Der var dog en aktør i det politiske spil, der ustandselig vanskeliggjorde forsøgene på at bringe landet tilbage på en forsvarlig økonomisk kurs. Vi taler selvfølgelig om LO-formanden Thomas Nielsen, der ikke var perlevenner med hverken Anker Jørgensen eller Knud Heinesen, men snarere det modsatte. For at prøve at mindske Thomas Nielsens store indflydelse på regeringens politik forsøgte Knud Heinesen at få valgt en næstformand i Socialdemokratiet, der skulle komme fra de faglige organisationer. Det var Kjeld Olesens skifte til udenrigsministerposten, der gjorde denne manøvre mulig. De to kandidater, der kunne komme på tale, var Georg Poulsen, formand for metalarbejderne, og Hardy Hansen, formand for specialarbejderne i SID. Problemet var imidlertid, at ingen af kandidaterne kunne opnå tilstrækkelig tilslutning ved den socialdemokratiske partikongres i 1981, der skulle vælge næstformanden. Georg Poulsen lå for langt til højre i partiet. Hardy Hansen lå for langt til venstre. Som kompromiskandidat blev Knud Heinesen foreslået, men han slog sig længe i tøjret, da han langt hellere ville have en næstformand fra det faglige bagland, men til sidst var der ikke anden udvej end at lade sig vælge. Inden havde der været utallige forhandlinger og forsøg på at få enderne til at mødes. Flere gange var det tæt på, men projektet kuldsejlede til Thomas Nielsens store tilfredshed. Hans magt ville blive væsentlig begrænset, hvis han skulle tage hensyn til en næstformand fra egne rækker, der ville sidde som gidsel i partiets ledelse. Jeg gør forholdsvis meget ud af dette lille element fra bogen, fordi det det efter min mening illustrerer, at Knud Heinesen i bogen fremdrager en masse episoder, som ikke kommer med i de officielle historieskrivninger. Han noterer for eksempel tørt, at Anker Jørgensen overhovedet ikke nævner hverken næstformandssagen og partikongressen i sine egne erindringsdagbøger, der udkom i årene efter 1987, hvor Anker Jørgensen blev afløst af Svend Auken som formand for partiet.
Heinesens modvilje mod at blive næstformand kunne måske også bunde i håbet om at han selv kunne blive formand og statsminister efter Anker Jørgensen. For på det punkt talte historien ham imod. Ingen af de syv næstformænd, som partiet havde haft ind til da, var nogensinde blevet formand for partiet eller statsminister. Men man fornemmer, at det er med et skævt smil i munden, at Heinesen bruger dette som argument for ikke at blive næstformand, for han havde nok allerede på dette tidspunkt erkendt, at fremtiden lå udenfor Christiansborg.
Inden det skete, havde han dog måttet overtage endnu en utaknemmelig post. Denne gang var det trafikministerposten, som blev ledig efter Jens Risgaard Knudsens dramatiske afgang i efteråret 1981. Jens Risgaard Knudsen var ikke tilfreds med regeringens opbakning til hans bestræbelser på at forbedre postvæsenet. De fleste husker sikkert, at postvæsenet på det tidspunkt lå totalt underdrejet som følge af skandalen med den nybyggede postterminal og de to store københavnske posthuse, hvor brevforsendelserne i årevis hobede sig op, hvilket medførte betydelige forsinkelser i postgangen over hele landet. Tiden som trafikminister blev dog relativt kort for Knud Heinesen, for efter folketingsvalget i december 1981 måtte han endnu engang overtage den finansministerpost, som han havde sagt farvel til to år tidligere.
Valget medførte nemlig endnu en socialdemokratisk mindretalsregering, som var totalt handlingslammet, da både SF og Det Radikale Venstre hver især ikke ville lade det andet parti få for stor indflydelse på regeringens politik. Regeringen var dødsdømt. Dødskampen var langvarig, og efter næsten ni måneders forgæves arbejde måtte Anker Jørgensen kaste tøjlerne og lade Poul Schlüter danne en borgerlig regering, uden at der blev udskrevet folketingsvalg. Knud Heinesen og de mere erfarne ministre havde fra starten advaret Anker Jørgensen mod overhovedet at danne en mindretalsregering efter valget i 1981, mens Mogens Lykketoft og flere andre yngre ministre var interesseret i at få forlænget deres tid som ministre så længe som muligt.
Heinesen fortsatte et par år mere i folketinget. Han var en uundværlig rådgiver for Anker Jørgensen, der også gerne så ham som sin afløser som formand for partiet. Men Anker Jørgensen var ikke parat til at gå af på dette tidspunkt, så Heinesen vurderede, at han ville være blevet for gammel på det tidspunkt, hvor Anker Jørgensen var parat til at træde tilbage.
Derfor kom sporskiftet. Første trin var Københavns Lufthavn, hvor han med trafikminister Arne Melchiors mellemkomst blev chef. Så fulgte et kort mellemspil, hvor han var på tale til en toppost i SAS-ledelsen. Det blev ikke til noget. I stedet skiftede han til Spies/Tjæreborg-koncernen, som havde behov for en chef, der kunne få sat skik på virksomheden, der havde været præget af kaos efter stifterens død i 1984, hvor Janni Spies var blevet eneejer af virksomheden. Et par år efter, da overtagelsen af konkurrenten i Tjæreborg var faldet på plads, var Spies-koncernen blevet en af landets største erhvervsvirksomheder. Desværre var ledelsesstrukturen i virksomheden fuldstændig ”anarkistisk”, for at benytte Heinesens egne ord. Janni Spies bror, Leif Brodersen og tidligere økonom i Dansk Metal, Steffen Møller, blandede sig ustandselig i Heinesens dispositioner og hævede konsulenthonorarer, der langt oversteg Heinesens løn som direktør. Resten af den øvrige ledelse var præget af inkompetence. Det hele sejlede. Efter et års tid havde han fået nok.
Efter de farceagtige oplevelser i Spies-koncernen, som Heinesen i bogen direkte sammenligner med Halløj på badehotellet, overtog han chefstolen i BRF Kredit i fire år, hvorefter han resten af sit arbejdsliv blev professionel bestyrelsesformand i TDC, DSB og ATP, der alle skulle tilpasses de nye tider, hvor statens indflydelse på selskaberne skulle begrænses. Som om dette arbejde ikke var nok, blev der også tid til bestyrelsesposter i blandt andet Forsvarskommissionen, den dansk-færøske Finansieringsfond, PARKEN, Royal Greenland, dagbladet Aktuelt, UNICEF Danmark og en række teatre og museer, der dog til Heinesens store beklagelse hellere så ham i rollen som ”Mr. Money”, end som en, der blandede sig i det kunstneriske liv på stederne.
Heinesen understreger i bogen, at han ikke fortrød sit skifte fra toppen af politik til toppen af erhvervslivet. Alt andet ville også være mærkeligt med den imponerende karriere, som han fik. Det er de færreste tidligere folketingsmedlemmer, der kan hamle op med det. Men havde han været lidt yngre, eller havde Anker Jørgensen været et par år ældre på det tidspunkt i midten af firserne, hvor et magtskifte hos socialdemokraterne var påtrængende, havde partiet måske fået en formand – og Danmark en statsminister – der hed Knud Heinesen.
I min anmeldelse af første bind af Knud Heinesens erindringer skrev jeg, at den lå langt over gennemsnittet af de politiske biografier, der udkommer. Jeg gentager gerne disse ord i forbindelse med den aktuelle bog. Bogen er selvfølgelig først og fremmest velskrevet med masser af eksempler på sort humor og præcise karakteristikker af personer, formuleret så elegant, at de personer som han omtaler mindre fordelagtigt, ikke engang kan tillade sig at blive rigtigt fornærmede. Sidst men ikke mindst, så er kærligheden og hengivenheden for det store gamle parti, Socialdemokraterne, ikke til at tage fejl af.
FAKTA
Knud Heinesen:
Sporskifte
– Min Krønike 2 – 1980-2003
Udg. af Gyldendal,
251 sider, ill. 279 kr.
