Sten på sten

Næste år er det 80 år siden, størstedelen af de danske jøder slap til Sverige og derved undgik at havne i nazisternes vold. Det har givet anledning til udgivelsen af flere bøger om jødernes del i Danmarkshistorien. For nylig kom Thomas Harders og Lene Hesels fremragende fortælling om Eva Salomonsen: ”En sten for Eva”. Nu har ’Dansk Jødisk Museum’ udgivet ”Sten på Sten” skrevet af Hanne Foighel. En fortælling om ”Mine 400 år gamle danskjødiske rødder”.

Af Erik Ingemann Sørensen

Hirschsprung-familien tilhørte det højere borgerskab i 1800-tallet

Jødernes danske historie rummer et væld af skæbner. De, der kom til landet, satte på utallige måder deres præg på skabelsen af det moderne Danmark. Inden for kunst og kultur var Hirschsprung-familien blandt mæcener, mens Georg Brandes præsenterer ”Det moderne gennembrud” inden for litteraturen. Og hans lillebror, Edward Brandes, var medstifter af dagbladet ”Politiken”, der udkom første gang i 1884.

Det var den danske konge Christian IV, der inviterede jøder til at bosætte sig i riget. I første omgang i Altona og den nye by Glückstadt fra 1616. Her ville de stå under hans beskyttelse. I 1674 udstedte enevoldskongen, Frederik III, forordningen om religiøs frihed i Fredericia. Motivet var lidt flosset i kanten: kongen havde brug for, at der kom borgere til det, der skulle blive til en fæstningsby. I 1814 var det Frederik VI, der giver loven om jødernes retsstilling, hvorved de – dog med pænt mange bestemmelser – på sæt og vis ligestilledes med danske borgere. Også dette skete i en absolut voldsom økonomisk dødedans: Freden i Wien kostede riget stort. Derfor måtte der driftige folk til.

Hvad flyttekasserne gemte

Hanne Foighel var i mange år Mellemøstenkorrespondent for Politiken, Berlingske, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad, DR TV og radioens P1. Her har hun leveret fine redegørelser for situationen i det urolige områder, hvor jøder og palæstinensere står over for hinanden. Som privatmenneske får hun en dag flere flyttekasser, hvis indhold danner baggrunden for den næsten 500 sider lange vandring i slægtens fodspor. Der er selvklart meget at holde styr på – og der er faldgruber undervejs. Det er ikke alle, hun kommer uden om.

Slægtshistorien tager sin begyndelse hos den jødiske Heckscher familie i Altona. Det er de første, der flytter til København, hvor læseren møder dem i 1727. Hanne Foighel går således 11 generationer tilbage – takket være centrale kilder i flyttekasserne. Hvor vi møder Ephraim Meyer Heckscher, som hun benævner ”min tidligste Heckscherforfar”. I oldemoderens slægt går hun otte generationer tilbage, hvor vi finder Salomon Isak Salomon, der er hendes tidligste forfar i den linje.  Med Sindel Hagler finder hun – fire generationer tilbage – sin tidligste forfar på min fars side. Det kan virke noget uoverskueligt, hvad det rent faktisk også er.

Både på forreste og bagerste perm er der tidstavler, der fungerer fint. Men hvor havde det dog været befriende lettere, hvis forfatteren/forlaget havde lavet en traditionel slægtstavle. Læseren sendes jo særdeles vidt omkring mellem familiemedlemmerne. Det er – for nu at sige det på godt jysk ”træls”. Når jeg nu er ved mine betænkeligheder/ærgrelser, må jeg desværre også nævne to tekniske forhold ved bogen. Den er trykt på meget blankt papir. Det gør rent faktisk bogen umulig at læse ved elektrisk lys. Genskæret er alt, alt for voldsomt. Og så fremgår det ikke, hvilken sats, der er benyttet. Men den er absolut ikke læsevenlig. Hertil kommer det virkelig graverende: der er intet indeks. Herved lades læserne totalt i stikken, da personerne kommer og går, dukker op igen og indgår i andre sammenhænge. Det forekommer til tider uoverskueligt. Og så irriteres mit øje af korrektursmuttere rundt om i bogen. Til gengæld er det fint set at anvende den brede margen til både almindelige kildehenvisninger og uddybende kommentarer, så man ikke skal sidde og bladre forvirret rundt. Og godt set at anbringe et stikordsopslag: ”Jødiske, jiddisch og hebraiske udtryk”. Og så skal der stor ros for et ypperligt billedmateriale, der er med til at give såvel ud- som indblik i fortællingerne. Billedredaktøren har virkelig haft en heldig hånd. At Hanne Foighels tekst er skrevet med iagttagerens skarpe blik omsat til et fornemt dansk, er en anden af bogens forcer.

Forfatterens egen historie

Forfatteren tager hendes egen familiære situation med i fortællingen – og her er det naturligvis faderen, Isi Foighel, der er den primære kilde til fortællingerne. Han blev født i Tyskland (1927) med rumænsk far og dansk mor. Her oplevede han som barn den rædsel, der greb den jødiske befolkning, da nazisterne satte deres terror ind. Moderen besluttede sig for at tage ham og hans storebror med hjem til Danmark. Faderen var havnet i kriminalitet, så hun søgte også om skilsmisse, da hun kom hjem. Det får forfatteren til at konkludere: ”Min farmors intuition både med hensyn til ægteskabet og med hensyn til nazismens fremmarch redder hende, hendes børn og dermed også kommende generationer fra den skæbne, der overgår millioner af europæiske jøder under Holocaust”. (S.257). Men vi taler som bekendt om en kort frist. Frem til den 9. april  1940.

Den mellemliggende periode ses gennem slægtens øjne – og går yderligere ud i en række sidelinjer, der er ganske interessante i relation til brydningstiderne i det mere moderne jødiske liv. Det danner grobund for flere konflikter. Noget man genkender fra Thomas Harders og Lene Hesels bog: ”En sten for Eva”.

Erik Henningsens maleri: ”Amagertorv med etatsråd Salomonsens familie”, 1906. Skænket til Den Hirschsprungske samling af blandt andet familien Foighel. Her understreges den rolle, jøderne spillede inden for blandt andet finansverdenen.

Hanne Foighel beskriver også jødeaktionen i oktober 1943. Her lader hun Werner Best sende signaler gennem den skibssagkyndige, tyske gesandt Duckwitz, så det var muligt at lade alarmklokken lyde blandt de godt 8.000 danske jøder. Hvorved over 7.000 slap til Sverige. Blandt disse var Isi, Simon og Siegfried. Men. Det undrer, at forfatteren ikke har sat sig ind i de betænkeligheder, der er kommet ved at se de to tyskere efter i sømmene. Ulrich Herbert med sit studie i Werner Best, og Duckwitz i Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson artikel i det jødiske tidsskrift for kultur og forskning, RAMBAM, årgang 15/2006.

Bogen slutter med Hanne Foighels eget liv herunder skolegangen og så med redegørelser for balladerne i menigheden med voldsomme styrkeprøver mellem hendes far og overrabbiner Bent Melchior. Og om staten Israel og den aktuelle politik. Det er ikke altid lige køn læsning – mere et partsindlæg.

Men. Det er en ganske udmærket bog om jødisk liv i Danmark – netop set gennem jødiske briller. Det er også et eksempel på, hvordan historien farves af den, der ser og fortæller.

[Historie-online.dk, den 30. november 2022]