Svenn Eske Kristensen - velfærdsarkitekten

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

Det er et par erfarne og ulige herrer, der har fundet sammen og skrevet det digre værk, og fuldt fortjent har de sat dets fotograf med på forsiden. De to er arkitekt, professor, dr.phil. Peter Thule Kristensen og gymnasielektor, cand.mag. i historie og samfundsfag Kenn Schoop, og fotografen er Jens Markus Lindhe.

Mens doktoren er en kapacitet inden for arkitekturen og fotografen inden for arkitektur-fotograferingen, er lektoren mest kendt for sit samfundsengagement. Det er en god blanding, der er kommet ud af de tres samarbejde, i form af en bogstaveligt tung bog, som har været underkastet Jens Bertelsens forlagsredaktionelle professionalisme med bistand af Kirsten Dinesen. Foruden disse har Palle Marcus bidraget med en efterskrift, et personligt indslag grundet på bekendtskab med bogens hovedperson. Dette sidste kunne faktisk godt være udeladt, da det reelt ikke tilfører bogen fagmæssig værdi og kun har anekdotens værdi.

Bogen er flot og takket være store fondes tilskud særdeles overkommelig i pris. Den er trykt på smukkeste vis hos Narayana Press. Lidt krukket er der benyttet lyseblåt papir til de første sider, indholdsfortegnelsen og Schoops seks kapitler samt til efterskrift og dokumentation, mens bogens midterdel med Kristensens fem kapitler er trykt på cremefarvet papir. Det betyder, at midterdelen er creme, mens begyndelsen og slutningen er blå. Men begge farver giver en behagelig læsbarhed, hvortil også det matte papir bidrager.

Lay-outet er smukt énspaltet og med brede marginer i hele Schoops del, men i Kristensens er det ikke så regelbundet; her er det principielt tospaltet med en smal og en bred spalte, hvor billedteksterne er placeret i den smalle, brødteksten i den brede. Det forekommer lidt ejendommeligt, at der er anvendt to forskellige opsætninger, og det er mindre skønt i Kristensens del, hvor billederne florerer i begge spalter og ak så alt for ofte breder sig over begge sider på et opslag. Det fungerer dårligt.

Blot et par eksempler skal anføres; først fra opslaget side 118-119, hvor en smuk skitse til ministerialbygningerne på Slotsholmen går til kant på højre side og breder sig knapt to centimeter ind på venstresiden, og nedenunder er der et fotografi af de tidligere pakhuse på stedet, bredende sig med 4½ cm på venstre- og 7 cm på højresiden. Begge illustrationer lider derunder, for der forsvinder uvægerligt en del for øjet i en bog så tyk som tæt på 450 sider.

Andre steder er billederne givet en størrelse, så de lige netop ikke respekterer spaltebredderne, eksempelvis side 124, hvor et fotografi er placeret halvt i hver spalte - og så med hele side 125 udfyldt af et lignende fotografi.

Kort sagt er Kristensens del udført lidt for nymodens "smart" med billeder, der sommetider er forstørret unødigt op, således at der ikke er sammenhæng mellem betydning og størrelse, eksemplificeret med side 157, hvor monotonien i Balticas forsikringsbygning er blæst op til fuld side - samtidig med, at det samme vises på den foregående side i betragteligt mindre format.

Bogen er indbundet i sort lærred og har smudsomslag med et par nutidige arkitekturfotografier på henholdsvis for- og bagside; og så tilsidesættes ortografiske regler med stort begyndelsesbogstav i egennavne - også et såkaldt smart trick, som man ellers mest kender fra reklamebranchen, hvor det passende kunne nøjes med at være; det hører ikke hjemme i en seriøs publikation.

Som nævnt er der to ligestillede forfattere til værket. Schoops del er traditionelt og sobert opbygget med et kronologisk førstekapitel om, hvorledes Eske Kristensen nærmest var prædestineret til at blive arkitekt med en fader, der var snedker og tømrer og flirtede med arkitektfaget og krævede det samme og lidt til af sønnen. Drengen Svenn havde da også altid selv følt det som indlysende rigtigt. Fra barnsben havde han således lysten og den nysgerrighed og glæde ved det fysiske, som med tiden modnedes til en forståelse for byggeriets væsen. Han havde øjensynlig nemme i såvel skole som på faderens værksted, hvor han allerede i en alder af 15 år sattes til at skitsere huse, som faderen kunne opføre og sælge. Bedre byggeskiks anvisninger blev ham da til stor inspiration og nytte.

Efter at have frekventeret Bygmesterskolen i Aarhus kom den unge Eske Kristensen på Akademiet med Kay Fisker som lærer og efter et par års skoling der, blev han selv lærer og samtidig ansat på Fiskers tegnestue. Her fik han mange selvstændige opgaver, og karrieren som alsidig arkitekt var snart i ikke bare sigte, men gang.

Schoop formidler det hele i et letlæst og smukt sprog, og dét er en fornøjelse at læse. Man fornemmer tydeligt, at her er en forfatter, der er vant til at udtrykke sig, til at læse om og sætte sig ind i fortidens stof, men en dybere forståelse for arkitekturens væsen afsløres ikke. I kapitel 2 "Saneringen" kolporteres således som eviggyldig sandhed, at Adelgade-Borgergade var en "skamplet" ikke bare i social henseende, hvad der er sandt nok, men også i arkitektonisk, og det er straks mere diskutabelt. Det blev af mange årsager en overordentlig lang saneringsproces, og Eske Kristensen og Kay Fisker var dybt involveret i den. Det ser en senere tid på med blandede følelser, for nok var der da visse kvaliteter i deres byggeri, men så sandelig også et overordentlig stort tab i arkitektonisk henseende - en historisk bydel blev smadret til ukendelighed til ubodelig skade for byen.

Ganske symptomatisk arbejdede de to arkitekter for og med en total udradering af de bedagede og i teknisk henseende utidssvarende bygninger og opførte i stedet moderne og tidssvarende, men ak så trivielt og trist byggeri, som om føje år sikkert karakteriseres som skamplet i lighed med forgængerne, denne gang blot baseret på den totale mangel på skønhed og forståelse for byens kvaliteter.

Det er ikke her stedet at diskutere arkitekturens skønhed eller det modsatte, men det konstateres blot, at Schoop er faldet fladt på maven for alt, hvad Eske Kristensen har beskæftiget sig med, og det var ganske meget. Fremførelsen er forførende, men som historiker og restaureringsarkitekt må anmelderen nødvendigvis fremhæve, at det også er en kende enøjet.

I de følgende kapitler ledes man som læser videre gennem de mange arbejder, Eske Kristensen har forestået, og man forstår, at han var både begavet, myndig og arbejdssom.  Rækkehuse, enfamiliehuse, erhvervsbyggeri, derunder landbrugsbyggeri, og konkurrencer - det hele nåede den flittige mand at beskæftige sig med, og han var ærefuldt nok ikke bange for at gå i klinch med de offentlige bygherrer, når der var manglende forståelse for, at kvalitet koster.

Den næstfølgende hoveddel er Peter Thule Kristensens med den overordnede titel "Velfærdsarkitekten" i modsætning til Schoops "Arkitekt til tiden". De to overskrifter er nok så sigende for bogens klare disponering. I denne anden og noget større hoveddel anlægges i højere grad det analyserende og diskuterende aspekt. Det gør naturligvis, at det umiddelbart for den læge læser kan virke en anelse vanskeligere at give sig i kast med, men det rummer jo altså også en større indsigt og både tillader og fordrer, at man som læser selv tygger med for at fordøje det vidtspændende arbejde, den biograferede arkitekt forestod.

Indledningsvis forklarer Peter Thule Kristensen bevæggrundene for at anskue Eske Kristensen som velfærdens fremmeste arkitekt. Således kender læseren udgangspunktet og kan give sig i kast med de følgende kapitler, der angriber byggeriet i en større sammenhæng. Ikke desto mindre har hele denne del - om end udtrykt anderledes - også den underliggende præmis, at Eske Kristensens arkitektur må anses for indsigtsfuld og god, ikke bare tidssvarende. Det er selvsagt naturligt, for ingen vil vel give sig i kast med at skrive en bog efter lange forudgående studier af en given arkitekts virke uden at have en dybfølt begejstring derfor.

Men der levnes nu heller ikke her den læser, der i et vist omfang finder Eske Kristensens arkitektur grim og destruktiv for byrummet, megen mulighed for at komme til orde. Man skal i hvert fald som læser mobilisere en del energi for at komme til orde i en diskussion mellem den også her temmelig overbevisende påpegning af goderne, hvis man da ikke skal føle sig bagstræverisk.

Nuvel, anmelderen tænker tilbage på egen studietid, hvor hun første gang stiftede bekendtskab med Eske Kristensens projekter til modernisering af en de københavnske karreer med bygninger stort set alle fra 1730'erne. Det var så åndsforladt, så given sig nutidens (1960'ernes) velfærd i vold på bekostning af historisk autencitet og håndværksmæssigt flot arbejde, at hun dengang rystedes over, at det skulle være en anerkendt arkitekts projekt. Det er aldrig glemt, og der er ikke noget i det store og flotte værk om Eske Kristensen, som kan slette indtrykket af en arkitekt, der var udstyret med historiske skyklapper og "bare" ville modernisere. På den baggrund forstår anmelderen glimrende, at Eske Kristensen kom til at stå i den evige skygge af Arne Jacobsen og Kay Fisker, således som det indledningsvis beskrives af Peter Thule Kristensen. Det fremhæves sammesteds, at han var "usædvanlig kontekstbevidst, når han arbejdede i historiske rammer i Københavns Indre By". Det lykkes nu ikke at føre bevis for denne bevidsthed, og den fremgår desværre ikke af de opførte bygninger.

Men nu er det jo ikke Eske Kristensens værker, anmelderen skal skrive om, men bogen derom, og dertil kan kun konstateres, at det er en glimrende bog: stor, sober, velskrevet og -illustreret, men også i teksten forførende på et ikke synderlig kritisk grundlag. Den er interessant som et tidsbillede - fra en tid, hvor æstetik og bygningskunst af ældre dato har trange kår, selv om der virkelig gøres så meget som aldrig før - eller måske netop derfor....

Bogen sluttes med en værkfortegnelse, der dog langt fra er komplet, og noter. Der findes beklageligvis hverken biografi eller registre, hvad der er en stor mangel i en bog af denne karakter.

Historie-online.dk, den 19. juni 2018