Thorkild Juncker – stor industrileder i det 20. århundrede

Af Anders Ellegaard

Sig navnet Juncker i Danmark, og mange vil tænke på gulve, godsejere, inddæmning eller modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Færre vil tænke Århus Oliemølle eller Terma.  

Thorkild Juncker (TJ) blev født i 1897 og kom til at opleve hele den anden industrirevolution, medens den skete. Og han kom selv til at spille en stor rolle i den.
Ved sine gode evner og flid kom han med realeksamen i lære som elev i ØK. Under 1. Verdenskrig klarede ØK sig godt ved de meget høje fragtrater. TJ syntes ikke, at mulighederne i ØK var gode for ham, så han søgte en stilling, kom til samtale og blev som 21-årig ansat som direktionssekretær i Århus Oliefabrik A/S. Adspurgt i ØK om årsagen svarede han: ”Jeg ser ingen fremtid hér”. TJ tiltrådte stillingen i Århus d. 4. maj 1919.
Efter 1918 indtrådte en økonomisk verdenskrise. Århus Oliefabrik havde en god produktion, men salget svigtede. I 1927 blev TJ udnævnt til direktør. En dristig beslutning. TJ var 30 år.
Allerede tidligt begyndte TJ at arbejde udadrettet med foredrag om dansk industri og i de organisationer som arbejdede for industrien, for eksempel som medlem af Industrirådet. Også hans rejser til udlandet for at lære nyt og for at skabe forbindelser startede tidligt. Som dansk delegeret i International Chamber of Commerce rejste han seks uger i USA i 1931, hvor han udover at besøge Præsident Hoover besøgte forskellige industrivirksomheder for at se den udvikling, som var i gang indenfor forskellige grene af industrien.
På Århus Oliefabrik viste han sig som en dygtig leder. I 1930ernes finanskrise evnede han på én gang at ekspandere og konsolidere virksomheden. Hans ledelsesstil var for dén tid moderne. Han forstod at vise de ansatte funktionærer og arbejdere, at deres arbejde blev værdsat, men også at der blev forventet en god indsats fra deres side. Der blev opkøbt sommerhuse til brug for funktionærerne og bygget feriekolonier til arbejderne. Funktionærer og arbejdere blev sendt på ”dannelsesrejser” på firmaets regning. Når særligt store gode resultater var opnået, holdt hele firmaet fest. Disse og andre personalegoder var en del af den ledelse, TJ stod for gennem hele livet.
En anden ting, som TJ var meget opmærksom på og brugte tid på, var at få folk til at forstå, at uddannelse og viden skulle bringes sammen med industri og produktion for at skabe fremgang og velstand. Dette gjaldt både i landbruget og i den industrielle verden.
TJ blev hurtigt involveret i forskellige officielle og forretningsmæssige opgaver. Kort opregnet kan nævnes Industrirådet, Landsforeningen Dansk Arbejde, Det Internationale Handelskammer, Det erhvervsøkonomiske Råd, Priskontrolrådet, Tilsynsrådet for Rekonvalescenthjem for sønderjydske Krigsinvalider, Dansk-Tysk Selskab i Århus, Elektricitetskommissionen af 1941 og Østrumsudvalget.
I uddannelses- og forskningsmæssig henseende var TJ også meget aktiv. Han deltog i arbejdet med at stifte Økonomisk Institut og Økonomisk Fakultet under Århus Universitet. Han blev medlem af Århus Universitets bestyrelse, og var medstifter og medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber. På grund af interessen for blandt andet vitaminer stod TJ også bag oprettelsen af Hygiejnisk Institut
I mange tilfælde bidrog TJ og Århus Oliefabrik med økonomisk hjælp til etablering og drift (herunder løn) og til praktisk hjælp med lokaler, inventar og maskiner til de uddannelsesmæssige foretagender han arbejdede for at starte.
Da TJ fyldte 40 år i 1937 skrev professor i nationaløkonomi Jørgen Pedersen, som var blevet ansat på Århus Universitet: ”Hvis De kan udrette lige så meget i de næste 40 år, bliver De større end Tietgen”.
TJ indså, at Danmark ikke ville kunne klare sig som landbrugsland alene, industrien skulle vokse, hvilket ville kræve kraft og varme. Disse to ting begyndte han at arbejde med sammen med ingeniør Haldor Topsøe, som var ansat i Århus Oliefabrik. Desuden mente TJ, at industrien skulle begynde at forske i og arbejde med produktion af syntetiske stoffer og med kemisk industri.
Ét af de projekter TJ arbejdede på, var bygning af koksværker for at skaffe den nødvendige kraft til industriel produktion. Produktionen af koks til kraftværkerne ville som biprodukt tilvejebringe brint, som så kunne bruges ved produktion af mineralolie. Planlægningen af dette var godt i gang, men en ny verdenskrig kom i vejen.
I bogen beskrives vanskelighederne med at fastholde produktionen under krigen. Danmark er fattigt på råstoffer, og importen af dem var meget ringe. Det beskrives, hvordan man lagde produktionen om til mere forhåndenværende muligheder, men nedskæringer og lukning af dele af virksomheden kunne ikke undgås.
I starten af Tysklands udvidelse mod øst var der overalt i Europa tanker om muligheden for, at der ville komme en situation efter krigens afslutning, hvor det tyske ”Storrum” var en realitet. Både politikere og erhvervslivet forberedte sig på - eller i det mindste gjorde sig tanker om - en sådan mulighed.
Den danske regering valgte efter besættelsen en samarbejdspolitik. Udenrigsminister Erik Scavenius stod i kraft af sin stilling i forreste række i forholdet til Tyskland.
Bogen har et fyldigt kapitel om samarbejdspolitikken og TJ´s anstrengelser for at få Århus Oliefabrik godt igennem vanskelighederne.

Efter krigen blev TJ frihedsberøvet d. 5. maj 1945, interneret og varetægtsfængslet.
D. 12. juli 1947 blev han idømt to års fængsel og fem års tab af almén tillid for overtrædelse af Straffelovstillæggets § 16: Bistand til fjenden med råd og dåd. Fængselsstraffen var afsonet under varetægtsfængslingen. Dommen blev ikke anket.
Hovedloven af 1. juni 1945 havde betegnelsen Lov om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Loven fik tilbagevirkende kraft fra 9. april 1940. Forfatteren anfører, at politikere og embedsmænd havde ønsket datoen sat til d. 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken kan siges at ophøre ”officielt””, men sådan blev det ikke.
Forfatteren skriver side 282 om TJ´s fravalg af at anke dommen: ”Han var klar over, at han var blevet trukket ind i dette udrensningsmaskineri af politikere, der havde haft ansvaret for samarbejdspolitikken 1940-1943. nu turde de ikke stå ved den førte politik og selv tage ansvar…..man satte ind overfor ham – for selv at gå frit videre.”.
Ét af de punkter, som forfatteren har lagt meget vægt på, er spørgsmålet om, hvem der stod bag oprettelsen af ”Østrumsudvalget”, som skulle fremme dansk initiativ i Øst- og Sydeuropa. Initiativet til udvalget blev taget d. 22.okt. 1941 af udenrigsminister Erik Scavenius og trafikminister Gunnar Larsen. I regeringen blev det sidstnævnte, som også var direktør i F.L. Schmidt, der var primus motor. Erik Scavenius opfordrede TJ til at indtræde i udvalget som formand. Baggrunden var, at TJ siden 1932 havde påtaget sig en række offentlige hverv for regering og erhvervsorganisationer i ind- og udland.
Efter afslutningen af krigen affattede Erik Scavenius en redegørelse om udvalget. Han citerer TJ for at aflægge beretning og sige ”… at der nu bør nedsættes et officielt udvalg til afløsning af det hidtidige private udvalg”. Forfatteren anfører, at TJ i sin beretning ikke benyttede udtrykket ”privat udvalg”, men at det nok var bekvemt for Erik Scavenius at fejlcitere TJ, idet Østrumsudvalget muligvis kunne blive et anklagepunkt imod ham selv. (side 263-4). Det afgørende var altså, om udvalget var officielt eller privat. Udvalget ophørte i hvert fald officielt d. 31. august 1943.
Forfatteren omtaler flere udsagn om TJ, som vel nærmest falder ind under begrebet smædekampagner. Historikeren Joachim Lund har hævdet, at TJ var medlem af DNSAP, ifølge forfatteren er dette ikke korrekt. Påstanden er senere frafaldet. Afhøringerne i Københavns Byret afslørede ikke nogen forbindelse mellem TJ og nazistpartiet. Politisk redaktør ved den daværende socialdemokratiske avis i Århus ”Demokraten” kolporterede en historie om, at TJ skulle have udtalt til ham, at han aspirerede til en stilling som koloniminister i en senere tysk regering. Ifølge forfatteren har den historie rod i Holger Eriksens stilling som formand for Den Parlamentariske Kommission, som skulle undersøge politikeres og embedsmænds roller i perioden 9. april 1940 til 29. august 1943. Holger Eriksens formål med historien kunne være at fjerne fokus fra de socialdemokratiske politikeres aktive roller i perioden med samarbejdspolitikken.

Om det er specielt for Danmark at have en Jantelov, eller om det er almindeligt blandt mennesker, er svært at vide, men TJ opdagede i hvert fald at folk, der var blevet dømt under retsopgøret, ikke skal komme for godt i gang.
Det første forsøg var, da TJ blev kontaktet om etablering af en vegetabilsk oliefabrik i Sydafrika, hvilket var et felt, han havde stor erfaring med. Projektet var langt fremme og finansieringen ved at være på plads, da Ekstrabladet slog en stor historie op om, at en udstødt af det danske samfund, som havde samarbejdet med Englands hovedfjende, nu var blevet taget til nåde af englænderne. Det betød, at investorerne trak sig.
Det næste forsøg drejede sig om et fastere samarbejde mellem Argentina og Danmark.  Danmark skulle levere industriprodukter til Argentina, som så skulle levere oliekager og vegetabilsk olie til Danmark. Under arbejdet fik TJ udvirket, at Argentina skulle overtage Århus Oliefabriks ledige fabrik i Esbjerg. En fordel for alle tre parter. Projektet var ved at være på plads, men denne gang var det ”Demokraten”, der stak en kæp i hjulet. Man skrev både om TJ´s straf og om det kuldsejlede projekt i Sydafrika. Dagen efter var historien på forsiderne i de københavnske aviser. Derefter vendte Århus Oliefabrik om og nægtede at sælge fabrikken i Esbjerg. Projektet faldt til jorden. Argentina krævede og fik kompensation af Århus Oliefabrik A/S for deres udgifter, men selskabet nægtede at betale TJ kompensation. TJ anlagde retssag mod selskabet med krav om erstatning. Sagen blev forligt i Østre Landsret.
TJ købte i slutningen af 1949 en lille fabrik i Århus, som producerede måleinstrumenter, og omdannede den til TERMA A/S. Der var kun nogle få ansatte i firmaet ved overtagelsen.
Produktionen, som var baseret på kviksølvsmålere, blev ændret til elektroniske målere.

De første nye målere var termometre til skibe. Med Marshallhjælp ansatte TJ nye teknikere. Specielt kan nævnes ingeniør Thorleif Myhre, som stod bag udviklingen af firmaets radarapparat, som blev en stor verdenskendt succes. Senere er der blevet produceret mange forskellige elektroniske apparater til både civil og militær brug. Ét af fabrikkens højdepunkter er medvirken til opsendelsen af Ørsted-satellitten, til måling af jordens magnetfelt. Den blev opsendt i 1999, men grundlaget for bedriften var TJ´s overtagelse af det lille firma i 1949.
Da TJ døde d. 28. nov. 1955, var der omkring 120 ansatte.

Bogens forfatter, bibliotekar Birgitte Juncker, har gjort et stort stykke arbejde i private og offentlige arkiver. Dokumentationen af såvel arbejdslivet som straffesagen er omfattende. Foruden teksten og billedmaterialet indeholder bogen en arkivfortegnelse, et noteapparat, en litteraturliste, et personregister og et summary in English.
Resultatet er blevet en bog – en biografi - som kan læses som tre forskellige dele: industrikarrieren, defensoratet og privatlivet.
For læsere, som er interesserede i dansk industri, giver bogen et godt billede af både manden og de forhold, som gjorde sig gældende politisk, industrimæssigt og forskningsmæssigt i perioden fra 1920 til 1955.
For de politisk-historisk interesserede er specielt omtalen af retsopgøret interessant. Det er næppe nyt, at trængslen ved den politiske håndvask var stor umiddelbart efter krigen, og at stemningen i en stor del af befolkningen var, at der skulle findes nogle syndebukke, og at de skulle straffes. Bogen her giver et eksempel på, at en kendt og fremtrædende person med succes i erhvervslivet blev offer for hævntørst og måske især for politiske rævekager.
Bogens tredje del om privatlivet er måske mest beregnet på familien. Bogen er dedikeret til forfatterens forældre og søskende. Den fuldender dog også billedet af den mand, bogen handler om.

I et brev dateret d. 30. august 1938 til Haldor Topsøe skriver Thorkild Juncker: ”… Som De selv angiver, er det et Pionerarbejde vi har foran os, og Profeter og Pionerers Skæbne er jo ofte den, at der peges Fingre, og at de får flere Kranse når de begraves, end Roser, medens de lever…”.