Velfærdssamfundets datter
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Med ”Velfærdssamfundets datter” har Lisbeth Jarlov forsøgt at kæde sin egen personlige historie sammen med udviklingen af det danske velfærdssamfund fra 1950erne og frem. Overordnet set må man sige, at ideen er god – der kommer kød og blod og personlig udvikling på samfundsudviklingen – men det kræver også en del formidlingsmæssigt at gøre det. Lisbeth Jarlov har valgt at dele bogen ind i en række kapitler om specielle emner – fx om sundhed, bøger, påklædning, økologi, arbejde – og på den måde lykkes det hende faktisk at nå ganske langt omkring. Hun skriver selv, at der vil være nogle gentagelser på grund af denne metode, og at man kan læse kapitlerne hver for sig. Det synes jeg nu ville være en skam, for det er netop det, at man når hele vejen omkring hovedpersonen og hendes liv, der giver sammenhængen og gør det til en ganske spændende beretning. Så altså, man kan godt læse det hele kronologisk, og det bliver ikke mindre interessant undervejs.
Lisbeth Jarlov havde en god og tryg barndom. Moderen var tandlæge og faderen var lærer med særdeles moderne pædagogiske principper – det var bestemt ikke den sorte skole, han stod for. Man kan dog forstå, at skønt faderen var en fremragende lærer, så stræbte han efter noget, han ikke rigtigt magtede, nemlig at føle sig ligeværdig med sin akademisk uddannede kone. Det førte til frustrationer, drikkeri og selvmordsforsøg, som til sidst lykkedes. Lisbeth Jarlov vender flere gange tilbage til sin far; det selvmord havde en stor betydning for hende, skønt det skete på et tidspunkt, hvor hun selv var ved at få børn og stifte familie og dermed havde nok at se til.
Lisbeth var en af de flittige piger, der lavede sine lektier og opførte sig pænt. Også i gymnasiet, hvor den gængse eksperimenteren med seksualiteten gik hen over hovedet på hende. Da hun kom på tandlægehøjskolen – hun troede nemlig, hun skulle følge i mors erhvervsmæssige fodspor – fik hun dog en kæreste, og de blev også gift og fik et par børn. Lisbeth fandt dog ud af, at den meget praktiske tandlægegerning ikke var noget for hende. Derimod var hendes styrke analysen, så hun læste i stedet statskundskab, og blev siden ansat forskellige steder, bl.a. i faglige organisationer, og hun havde også en overgang sit eget konsulentfirma. Da Lisbeth skulle begynde på arbejdsmarkedet, rykkede hun med børnene til København, mens manden blev tilbage i Aarhus, indtil han kunne få arbejde i København også. Det lykkedes efter et stykke tid, men bl.a. et noget forskelligt syn på det væsentlige i arbejdslivet medførte en skilsmisse. Lisbeth fandt senere den rigtige mand i sit liv, med hvem hun også fik yderligere et barn.
Dette er i meget grove træk skelettet, som bogen er hængt op på – og på det hænges så som nævnt afsnit, som fokuserer på forskellige forhold i velfærdssamfundet. Lisbeths beretning ledsages af statistiske oplysninger om de forskellige forhold, som omtales – skilsmisserate, uddannelsesniveau for mænd og kvinder, antal kræfttilfælde, selvstændiges andel af arbejdsstyrken osv. (Tabellen side 47 ”Andel kvinder i arbejdsstyrken” har jeg undret mig lidt over – den påstår, at kvindernes andel af arbejdsstyrken i 2009 udgjorde 76,7 % - mon ikke det er andelen af kvinder med udearbejde eller noget i den stil? Eller er det bare anmelderen, der ikke har forstand på statistik?).
Lisbeth Jarlovs kapitler handler altså om enkeltområder i hendes eget liv og i samfundsudviklingen. Der er naturligt nok lagt vægt på rollen som mor og kvinde, på uddannelse og arbejdslivet, men også på mere overraskende områder, som hvilke bøger hun har kunnet lide at læse, hvilke TV-udsendelser eller musik, der kan fange hende, hvordan hun har klædt sig gennem årene, hvor svært det kan være at få en iPad til at virke, arbejdet som frivillig osv. Det er nok især disse afsnit, der gør, at man synes, man kommer ganske godt omkring dette meget sympatiske menneske.
Lisbeth Jarlov er DJØFer, og hun forsvarer de administrative oraklers nødvendighed varmt og stærkt. Sådan må det jo være og dermed fortsætter hun vel også som den velopdragne pige med lektierne i orden og en styrke i at analysere og fremlægge undersøgelser for politiske beslutningstagere. Det er der bestemt heller ikke noget i vejen med – og allerbedst er nok Lisbeth Jarlovs fuldstændig sikre og uden blusel politiske korrekthed. At være politisk korrekt er efterhånden blevet et skældsord, men egentlig betyder det vel blot, at man opfører sig ordentligt, er solidarisk og ser på fællesskabet før sig selv. Lisbeth Jarlov har uden tvivl altid opført sig ordentligt, og hun er ikke flov over at være politisk korrekt og ganske autoritetstro over for folk, der har forstand på noget. Det er ganske forfriskende. Men det betyder også, at man ikke får så mange nye input i hendes bog-, musik- eller tv-forbrug – det ligner jo mange af os andres – og indrømmelsen af, at DR er det medie, man tror mest på og følger mest, især P1, er også noget, man kan genkende. I sit valg af politisk parti er hun i øvrigt også det, man plejer at kalde politisk korrekt – først mange år i SF, og så fra 90erne medlemskab af Det radikale Venstre, hvor både Marianne Jelved og især Lone Dybkjær er store forbilleder. Så kan det jo næsten ikke blive mere rigtigt.
Det har været spændende at følge med Lisbeth Jarlov fra fødsel til efterløn – specielt sprudlende er det vel ikke, man aner den analyserende DJØFer i fremstillingen, men det er bestemt heller ikke kedeligt. Det er desuden ganske interessant at følge et ret almindeligt menneske – hun har ikke ydet enestående bedrifter, men levet et godt og arbejdsomt liv, der naturligvis viser sig slet ikke at være så almindeligt endda. Et hjertesuk herfra må være, at det righoldige billedmateriale er meget forskelligt i kvalitet. Nogle af billederne pixelerer kraftigt, mens andre står fint. Det kunne der have været ryddet lidt mere op i. Krakileren vil også bemærke de noget sejlende indryk ved nye afsnit – så altså helt perfekt er Lisbeth Jarlov ikke.
