Viggo Kampmann

Af Erik Ingemann Sørensen

Hæsblæsende biografi om Viggo Kampmann

Fra første til sidste side buldrer Poul Smidts biografi om Kampmann af sted – i et forrygende sprog og med at væld af detaljer om arkitekten bag den danske velfærdsmodel. Også de mere foruroligende og meget private.

”Viggo Kampmann var efterkrigstidens stærkeste vælgermagnet, hverken mere eller mindre…”, hedder det på de allerførste linjer i forfatterens forord til den utroligt fascinerende biografi om Kampmann. Og lidt senere: ”Viggo Kampmanns gang gennem historien fandt sted på afgørende tidspunkter af Danmarks og Europas historie. Hans tid var opbygningen af velfærdsamfundet. Han var aktiv i en farlig epoke i den kolde krig og under opbygningen af europæiske arbejde…”

Forordet lader ikke læseren i tvivl om, at forfatteren, journalist Poul Smidt, er meget positivt indstillet overfor sin hovedperson, der først her får sin egentlige biografi. Men det er ikke ensbetydende med, at bogen er et helteepos. Dertil er Poul Smidt, der i mange år arbejdede i Danmarks Radio, ganske enkelt for professionel. Han lægger alt frem - alt – og får med sin fremragende pen rejst den statue over Viggo Kampmann, der alt for længe har ventet på sig.

”Historikeren Søren Mørchs udsagn er mere håndgribeligt: ”Kampmanns største bedrift var indførelsen af velfærdsstaten.” Jeg håber at have sammenstykket et nyt og omfattende billede, som giver Viggo Kampmann den rigtige plads i velfærdslandets historie, placeret mellem de første fem socialdemokratiske statsministre efter besættelsen, hvor alder, sygdom og død betød, at de gav plads for hinanden, så den interne magtkamp aldrig kom i synligt udbrud: Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H. C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag”

Om Kampmann lige skal have æren for velfærdsstaten kan måske diskuteres. Men han blev for eftertiden symbolet på den.

Den uventede og alligevel ventede opringning

Den 19.2. 1960 var der middag på Luganovej i København. Journalist Knud Poulsen fra Politiken og hans kone, Hanne Finsen, der var museumsinspektør ved Den kgl. Kobberstiksamling, var på besøg. To ikke helt almindelige partikammerater – men begge markante kulturpersonligheder. Det er takket være denne sammenkomst, at vi får et direkte indblik i situationen, da Viggo Kampmann blev landets nye statsminister.
Telefonen havde ringet flere gange. Det var almindelige borgere, der lige ønskede at meddele skatteministeren deres synspunkt. Men fjerde gang blev der stille. Man vidste, hvad der var under opsejling – og nu skete det. H. C. Hansen var bukket under for sin kræftsygdom på Rigshospitalet. Nu skulle rollerne ”fyldes ud uden unødig usikkerhed om, at statsapparatet fungerede med ro om selve regeringsførelsen…”
Og ”Politiken” kunne som den eneste avis morgenen efter berette om det dramatiske øjeblik, da adoptivbarnet fra Fredericia blev landets 5. socialdemokratiske statsminister. Februar samme år var han netop fyldt 50.

Adoptivbarnet fra Fredericia

Viggo Kampmann blev født på Frederiksberg 1910. Men da hans mor var blevet enke samme år, blev det i stedet hos hendes svigerinde og dennes mand i Fredericia, at Viggo voksede op. Deraf også navneforskellen på ham og storebroderen Leck Fischer, den senere berømte forfatter. Fæstningsdreng var han ikke, da han er født uden for byens volde. Men han fik i den grad en rigtig Fredericiadrengs opvækst, da hans nye far var militærmand. Det hed senere om Kampmann, at han nok var den ”eneste socialdemokrat, der kunne bruge ordet fædrelandet, uden at det lød forkert…” At Smidt i forbindelse med de traditionelle lege på byens volde i Kastellet får det til at hedde: ”og Kastellet ude på Odden, et sted med sand, vand og sten og en god ramme om krigslejen…”hænger ikke rigtigt sammen for en fæstningsdreng. Vi legede inde i kastellet. Ikke ved stranden på Odden!

Barndomshjemmet var præget af social bevidsthed og af sparsommelighed. Ingen tvivl om at denne opvækst satte sit præg på både den lille og senere unge Kampmann – selvom han først langt senere blev medlem af Socialdemokratiet. Men kimen var lagt til dén sociale forståelse, der senere skulle præge hans politiske virke.

Han bliver student i 1928 og vælger at studere statsvidenskab, hvorfor han måtte flytte til København. Ganske som hans senere chef, Vilhelm Buhl, der var blevet student fra samme gymnasium i 1900. Akademikerne var for alvor på vej ind i Socialdemokratiets maskinrum. 

Det korte forår

Efter endte studier blev Kampmann ansat i Det Statistiske Departement, hvor han havde været studentermedhjælper. Til den fyrstelige månedsløn på 200 kr. om måneden (Lidt over 7.000 kr. i dagens mønt). Og så meldte han sig ind i Socialdemokratiet – blandt andet set i lyset af den truende fare fra Hitlers Tyskland. 
I samme periode nåede han at gifte sig, fik 2 sønner (hvoraf Jens Kampmann er den mest kendte) – og at opnå skilsmisse. Også ”restaurationsbesøgene” fyldte i unge Kampmanns liv. Alligevel – eller måske derfor – finder han en ny pige, der senere skulle blive ministerfrue: Eva Brinch. De blev gift ved et ”bunkebryllup på Københavns Rådhus i 1942.
Mens tyskerne stod i landet – og alt stadig tydede på flere af de store sejre, der med udenrigsminister Scavenius´ famøse formulering ”havde slået verden med forbavselse og beundring”.

Modstandsarbejdet

Som så mange af sine kolleger på Slotsholmen så Kampmann ikke stiltiende til besættelsen. Han var aktiv med pengeindsamling både til sabotører, deres familier og det illegale arbejde generelt. I oktober 1943 skjulte de jøden Henry Grünbaum.

Det største arbejde var imidlertid at være arkitekt bag Professorudvalgets rapport ”Økonomiske Efterkrigsproblemer”, der blev afleveret til den kommende regering få dage før befrielsen. Kampmann havde klaret opgaven med bravour. Men han var dog stadig kun embedsmand.
Vilhelm Buhl vendte tilbage til Statsministeriet – de fleste af de gamle politikere fortsatte, hvor de slap den 9. april. Til befolkningens vrede.

Opgøret med samarbejdspolitikken satte sine tydelige spor ved folketingsvalget den 30. oktober 1945. Venstremanden Knud Kristensen dannede ny regering. Her blev Thorkild Kristensen finansminister. Og han havde ikke glemt Kampmanns enorme arbejdsiver. Ham kunne han ganske enkelt ikke undvære – og regeringen oprettede helt ekstraordinært en særlig stilling med fokus på statistik og økonomi. Kampmanns helt store forcer.

Bag kulisserne havde en anden ny mand, Erik Ib Schmidt, sammen med Kampmann vurderet, at mindretalsregeringen ikke holdt længe. De stillede sig derfor til rådighed for Socialdemokratiets inderkreds – om end de som embedsmænd herved kom ud i ”loyalitetens grænseland”, som det formuleres. Og da Hedtoft danner regering 13. november 1947, oprettes ”Ministeriet for Økonomisk Samordning” med Viggo Kampmann som chef. 
En helt ny æra var begyndt – og Kampmann sad nu som hovedmand i maskinrummet.

Om end Krag spøgte i kulissen konstant, så var ”Nærkontakten til Vilhelm Buhl ” blevet det point of no return, ”hvor Kampmann i den naturlige udvikling fra studenterpolitik over modstandsarbejde, professorudvalg og beskæftigelsessekretariat under besættelsen nu tænkte så meget socialdemokratisk og så fremsynet, at hverken Hedtoft eller H. C. Hansen kunne undvære ham i politik…” Han var nu ”planøkonomen par exellance”, som Børsen skrev.

Finansminister Kampmann

16. november 1950 – i en alder af 40 – blev Kampmann udnævnt til finansminister. Men nåede kun at sidde i 6 uger, indtil regeringen ”skred i smørret”. Han havde ikke noget folkeligt mandat. Det fik han først ved valget i april 1953. I Slagelsekredsen. Og ved det efterfølgende i september, da Danmark havde fået ny grundlov og helt ny parlamentarisk struktur.

Også her blev Kampmann finansminister – og særdeles central figur da Hedtoft meddelte, at ”alle lovforslag, der medførte statsudgifter, skulle gå gennem finansminister Kampmann, der således fik en central rolle fra første dag…” Og Kampmann havde det som en fisk i vandet. Han færdes hjemmevant i tal og statistikker, så problemer og deres mulige løsninger længe før alle andre. Han kunne både overskue og magte det næsten umulige. Men han støttede sig gerne til alkoholen. Ofte en hel flaske whisky om dagen.

Kampmanns vigtige fingeraftryk

På Socialdemokratiets 27. kongres i 1957 optrådte Kampmann som ham, der opridsede perspektiverne for Danmarks overgang fra landbrugsland til industrisamfund. Og han fik lov til at sætte sit fingeraftryk på stort set alt. Det er givet ikke helt ved siden af at kalde ham for partiets arkitekt, hvilket han med al tydelighed understregede de kommende 5 år. Indtil der ikke længere var nogen vej tilbage. Til det hele var slut.
En opremsning af de centrale begivenheder understreger, hvor meget dette menneske, der var i konstant kamp med sine indre dæmoner, opnåede: Folkepension for alle, Trekantsregeringen, Forsøgsstationen Risø, olieaftale med A. P. Møller, Lindøværftets boliger, sagen om skibet ”Hans Hedtoft” og dets forlis. For nu at nævne de mest markante.

To år i Statsministeriet

Som omtalt indledningsvis blev Kampmann statsminister den 19. februar 1960. En post han besad – måske ikke altid bestred – frem til indsigten i, at han måtte stoppe. Kun to år blev det til. Men alligevel nåede han meget. Skal man gøre det vigtigste op, må det vel nok blive Viggo Kampmanns store indsats for at placere Danmark i det europæiske.

Dernæst må det være Kampmanns initiativ til oprettelsen af Kulturministeriet med Julius Bomholt som landets første kulturminister. Et ministerium som det til dags dato kun er lykkedes for to – begge socialdemokrater – at markere: ovennævnte og senere Niels Mathiesen. Begge markante og enestående kulturpersonligheder. I dag er det vel nærmest at betragte som en retrætepost for ministre med fremtiden bag sig. Vidunderligt omtalt for et års tid siden: stedet hvor ministeren helst skal være i besiddelse af ”Bernie-syndromet”.

Der er meget, meget mere at sige om Kampmanns sætten markant præg på den danske udvikling. Det må overlades til læseren at finde ud af. Og der er vitterlig meget at hente i denne fremragende bog. 

Også historierne om statsministerens deroute, så der til sidst ikke var anden udvej end at trække sig. Alkohol og dæmoner fyldte fra tid til anden så meget, at der ikke skulle mange slag til, før Kampmann måtte give op. Et af de afgørende hook blev leveret af den konservative leder, Poul Møller. Nærmest for åbent tæppe. Den 29. marts 1962 sagde denne blandt andet følgende fra Folketingets talerstol: ”Jeg tror, at den højtærede statsminister i disse måneder siden nytår har gjort lidt for meget ud af at være strålemester andre steder end her i Folketinget”. Poul Smidt kommenterer med følgende nøgterne konklusion: ”Det var og er den mest præcise og mest gennemførte politiske dødsdom, der nogensinde er afsagt fra Folketingets talerstol, selv om det måske kun var ment som en betinget dom…” 

Kort tid efter blev den fulgt op i den borgerlige avis Berlingske Tidende, hvor redaktør Tage F. Mortensen blandt andet skrev, at Kampmann var den forkerte mand, som forgængernes alt for tidlige død havde placeret på en post, hvor han ikke slog til…” 

Samtalerne i krogene på Christiansborg omhandlende statsministerens mange mærkværdige indfald og ture i nattelivet kunne – selv med de daværende journalisters loyalitet – dårligt holdes skjult længere. Og noget tydede på, at der nu kom små vink fra den socialdemokratiske inderkreds.

Kampmanns hjerte var ved at melde fra. Både på grund af livsstilen, dæmonerne og den stigende modstand i egne rækker. Og den 1. maj blev han indlagt på Sundby Hospital. Jens Otto Krag måtte ile hjem fra familieferie på Kreta og indtage rollen som statsministervikar. Han vedblev at dække over Kampmanns alvorlige tilstand – det fremgår tydeligt af kildematerialet, som Poul Smidt har haft adgang til.

Og den 3. september var det slut. Kampmann indgav sit ønske om at måtte blive løst fra opgaven som statsminister og pegede på Jens Otto Krag som sin efterfølger.

En ny æra var begyndt

Poul Smidts redegørelse for Kampmanns sidste år er for det meste trist læsning. Faldet fra tinderne var stort. Måske overraskende for Kampmann selv. Et nyt og tredje ægteskab – bolig på et renoveret husmandssted i nærheden af Faxe – nye alkoholproblemer. Til sidst sagde hjertet ganske enkelt stop.

Viggo Kampmann blev bisat fra Grundtvigskirken i København. Urnen sat ned på Vestre Kirkegård. Men ikke ved Det røde Hav, som pladsen hvor de socialdemokratiske koryfæer er stedt til hvile, kaldes. Tæt ved ligger Kampmanns biologiske far, som han aldrig nåede at kende – og her ønskede han selv at ligge.

Tæt ved ligger Jens Otto Krag – Kampmanns gamle ven og efterfølger på posten. Også han måtte erkende – eller sande – at livet efter politik oftest er brolagt med nederlag. Og glemsel. 

Kampmann fik sat sig markante spor undervejs i sin politiske gerning. Flere kalder ham endog for velfærdsstatens fader. I alle fald var det Socialdemokratiet, der spillede den afgørende rolle for dens fødsel og første udvikling. Det kan der ikke herske tvivl om. Pudsigt nok har forsker Cecilie Felicia Stockholm Banke en lidt anden opfattelse. I bogen ”13 historier om den danske velfærdsstat”, SDU, 2003 fremhæver hun økonomen Jørgen S. Dich som den helt store arkitekt. Men hun havde, da hun skrev, ikke adgang til samme kildemateriale som Poul Smidt. Så det må stå som et ud af flere bud.

Moralsk dilemma

Blandt danske politiske biografier findes - såvidt jeg ved – ingen, der rummer så mange og afslørende detaljer som denne. Søren Mørchs bog om de 22 danske statsministre bevæger sig afsted på meget forsigtig vis som pænt mange af de biografier, der er skrevet før år 2.000. Poul Hammerich fortæller i sin Danmarkskrønike, at Kampmann lå på en stue, hvor døren kun kunne åbnes udefra. I øvrigt en ikke helt rigtig udformning, for overlægen mente ikke, man kunne låse landets statsminister inde, beretter Poul Smidt.

Læseren præsenteres indgående om Kampmanns vanskelige sind – hans bipolare lidelse – der sendte ham på ture med druk og fremmede damer. Uden at nogen vidste, hvor han var. 

Der er ingen tvivl om Kampmanns sygdom: han var udpræget manio-depressiv. Og sygdommen satte i den grad sit præg på hans arbejde. Forskningen inden for den bipolare lidelse var dengang ikke i nærheden af, hvor vi er i dag. Derfor fandtes der heller ikke nogen ”mirakelmedicin”, der kunne stabilisere ham.

I begyndelsen af 90’erne deltog jeg i Nordisk Råds møde i Aarhus. Under den efterfølgende middag sad jeg sammen med Dorthe Bennedsen og Poul Nielson. Stemningen var temmelig løftet, da de to koryfæer kom at skændes. Dengang drejede det sig om Jens Otto Krag og hans udskejelser, der samme dag var blæst temmelig kraftigt op i boulevardpressen. Detaljerigdommen var stor. Det var Dorte Bennedsens vrede så sandelig også. Poul Nielson var komplet ligeglad med beskrivelserne. Pressen skulle skrive, hvad den ville. Hvilket gjorde Bennedsen endog særdeles rasende. ”Man skal respektere familielivet – privatlivet”, hvæste hun. Og gik.

Her næsten 25 år senere er jeg stadig usikker på, om det er ret og rimeligt. Med så meget og så privat. Men det er forfatterens frie valg – og det, han skriver om, er der fint belæg for i kildematerialet. Og en af disse er den forhenværende departementschef, senere direktør for Folketinget, Helge Hjortdal. Mere valid kilde kan man dårligt få. Og han blotlagde jo allerede det dybt tragiske billede af Kampmann med bogen: ”Tre røde konger”, Gyldendal, i 1999 – ganske som Bo Lidegaard i to-bindsværket ”Jens Otto Krag”, Gyldendal, 2001/2002, skånselsløst og helt over i fiktionen beskrev Krags ødelæggende omgang med alkohol.

Det er vel nu engang den nye trend, som man er tvunget til at acceptere. Både som politiker og som læser.

Det er en fantastisk biografi, Poul Smidt har skrevet. Han mestrer sproget på uhyre elegant vis, så det hele er let læst. Og han har i den grad udnyttet sit kildemateriale fornemt. Det er så flot, som det overhovedet kan være. Stor tak for alle oplevelserne undervejs.