Vinterens hjerte - Knud Rasmussen og hans tid

Af Erik Ingemann Sørensen

I det arktiske øde er det en urgammel tradition at sætte en varde. Den fortæller, at man har været netop dér – og gemt i den korte meddelelser. Varder sættes også over andre. Over deres bedrifter. ”Din Varde rager op paa Tidens Skær”, skriver Johannes V. Jensen om vennen Knud Rasmussen. Stærkt og enkelt. Nu har professor Kirsten Hastrup med bogen ”Vinterens hjerte – Knud Rasmussen og hans tid” sat endnu en varde over polarforskeren, jægeren og fortælleren, der mere end nogen anden er knyttet til det arktiske øde i nord. Større, stærkere og smukkere varde kan ganske enkelt ikke sættes. Imponerende med sin viden – med sit sprog – med sin begejstring - med sit udsyn tager hun os med på en lang, lang rejse, som man undervejs håber, aldrig hører op. Hvad den naturligvis må, erkender Kirsten Hastrup: ”Enhver rejse må stoppe, for at der kan fortælles om den; men som enhver rejsende ved, er der altid noget, der gemmer sig bag næste fjeld: Det gælder også der, hvor det er vinterens hjerte, der bestemmer rejsens puls, at man må videre frem, indtil tiden standser ved det sidste fjeld.”

Da blev der stille i stuen!

 Det er da også en af vore helt store, der har skrevet bogen. Kirsten Hastrup er professor i antropologi med et utroligt spændende cv. Og præsident for ”Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab”. Hun indrømmer ærligt, at hun siden barnsben har været passioneret grebet af Knud Rasmussen. Denne livslange passion er baggrunden for storværket, der ikke placerer Knud Rasmussen i ”en ganske entydig biografisk genre”, som hun selv formulerer det. ”Min hensigt her er derimod at vise, hvordan Knud Rasmussens historie er dybt indvævet i en større historie, som i mit perspektiv omfatter koloni-, forsknings-, ide- og litteraturhistorien.” Disse syns- og indfaldsvinkler resulterer i noget helt andet. ”Ved at sætte ham i centrum for en historie, der rækker ud over biografien, kan man opnå at se ham og hans samtid tydeligere og afdække noget af den kompleksitet, der udgør et liv – og efterhånden en livshistorie.” Herved kommer hun også uden om den fare, der ligger for enhver, der skriver en biografi: at man undervejs bliver – i dette tilfælde – sneblind.  Det undgås netop ved, at hun med sit store overblik lader talrige stemmer komme til orde undervejs i de tre hovedsnit hun lægger: tidens tørst efter polare bedrifter, udviklingen af den særlige ekspeditionsteknik og så den særlige fortællestil. Netop det, der inddeler værket i dets 3 søjler: ”Polarforskeren”, ”Jægeren” og ”Fortælleren”. Når man ser det, forekommer det logisk. Men ingen har tidligere beskrevet det med så stort et udsyn og så stor en indsigt. Og hun glemmer ikke ”jeget”. Er med hele tiden: ”Jeg vil nu fortælle…” Igen og igen dukker sådanne formuleringer op, hvad der giver læseren en tryg fornemmelse af ikke at miste slædesporene undervejs. Noget der ellers kunne være svært på 751 sider.

Kirsten Hastrup kalder bogens første søjle for ”Polarforskeren”. Her kunne man forledes til at tro, at vi så starter i Ilulissat i 1879 – det år Knud Rasmussen fødes. Men allerede bogens undertitel, ”Knud Rasmussen og hans tid”, har antydet, at der vandres ad mange forskellige veje. Faktisk skal vi helt frem til side 206, før det mere klassiske biografistof dukker op.

Knud Rasmussen var – om nogen – barn af sin tid. Han blev ”dannet i det 19. århundredes billede, mens der endnu var hvide pletter på kortet, og mens driftige europæere kunne undres og begejstres over mødet med andre folkeslag, samtidig med at de ville forandre og modernisere hele verden”. Det er en grandios pædagogisk tilgang, da læseren herved føres direkte ind i den verden, Knud Rasmussen voksede op i. Traditioner og tankegange, nyopdagelser og erfaringer som det ellers ville være noget uoverskueligt at møde i en anden sammenhæng. Nu får vi den historiske, politiske, videnskabelige og kulturelle baggrund og hører de mange stemmer, der beretter om egen indsats. Størst blandt disse Nansens, der da også blev Knud Rasmussens store idol. Men sandelig også Pearys og Amundsens. Alle udråbte de sig selv som pionerer – hvilket til tider kunne forekomme noget problematisk.

Kirsten Hastrup forholder sig med nøgtern kritisk distance til Roald Amundsen, der jo kan få enhver nordmand til at gå i ulideligt selvsving. Hvor er det dog befriende for én gangs skyld at opleve ham på en måde, så man – for egen regning – fornemmer et stærkt selviscenesættende og til tider storskrydende menneske med ringe tillid til andre. Han havde kun sig selv. Stor var han - derom ingen tvivl. Men selv ved et rundt bord satte han sig ved bordenden!

Ved et af tilværelsens mærkværdige lykketræf er det i denne periode etnografien for alvor fødes – hvor kulturgeografien bliver et afgørende måleinstrument. Og selv om Knud Rasmussen følte sig uvant blandt ”tørre videnskabsfolk”, så har han alligevel suget til sig af alt det nye, der var medvirkende til at skærpe både hans iagttagelsesevne og hans syn på de oprindelige folk.

I 1921 formulerer han det på en måde, der viser både hans bekymring for og hans indlevelse i eskimoernes situation: ”Nu havde de forladt deres Oprindelighed og givet sig en fremmed Kultur i Vold, havde glemt de gamle Fangstmetoder og var yderligere blevet vænnet til det Overskud, som Bøssen kunne skaffe dem under deres Jagter; med andre Ord, de var blevet afhængige af noget fremmed, som de ikke længere kunde undvære…” Sådan oplevede han Thuledistriktet, hvor amerikanerne havde sat deres brutale fodspor..

Igen og igen – bogen igennem – oplever vi hans store kærlighed til den oprindelige befolkning.  Hans indlevelsesevne både i deres levevis og tankegang.

Kirsten Hastrup kommer allerede tidligt i bogen ind på processen i Haag, hvor Knud Rasmussen var den danske regerings rådgiver. Norsk imperialisme havde medført, at der måtte træffes en endelig beslutning om, hvem der besad overhøjheden over det umådelige land. Tragisk nok blev Knud Rasmussens utrolige indsats hans svanesang. Men hvilken sang. Det virker som om Kirsten Hastrup om retssagen og dens forløb har skrevet med hjerteblod. De udvalgte citater fra Knud Rasmussens store tale er præcise og dækkende – og rummer hele hans livserfaring og viden. Stærkest måske i følgende: ”Og når den menige mands talerør – landsrådet – har ønsket at få disse udtalelser frem for den høje domstol, der skal afgøre sagen, så sker dette ud fra en viden om, at civiliserede nationer i afgørelser af sager som den foreliggende altid er lydhør for den indfødte befolknings håb og ønsker.”

Uden for enhver tvivl var det Knud Rasmussens viden og visioner, der sikrede, at Grønland blev anerkendt som en del af det danske rige. Knud Rasmussen talte som både grønlænder og dansker – en dobbelthed, der gav ham så mange muligheder. Og som han forstod at benytte sig af. På fremragende vis.

I kapitlet ”Dannelsen”, der omhandler Knud Rasmussens opvækst og skolegang, er der et afsnit, der præcist konkluderer hans møde med blandt andet uddannelsessystemet i Danmark: ”Skoletidens ulidelige længde”. Mere rammende kan det ikke siges. Med det yderste af neglene får han langt om længe hevet en studentereksamen hjem, men deltager så i Studentersamfundets togt til Island, 1900 – under ledelse af Mylius-Erichsen. Fuglen var sluppet ud af sit bur. Et bur, der flere gange i hans liv synes at sættes om ham, så hans rastløshed og smerte finder de vildeste udtryksformer.

Efter en selvstændig ekspedition til Lapland kommer han med på ”Den litterære ekspedition til Grønland” – 1902 – igen sammen med Mylius-Erichsen. Og nu kan Knud Rasmussen endelig folde vingerne fuldt ud – træde i karakter med sin helt unikke måde at møde Grønland på: ”Min Arbejdsmetode har været den: Udadtil at kaste Civilisationen af mig og blive ganske som en af de Eskimoer, hvis Form for Tilværelse, jeg skulle studere. Saaledes blev vor Opgave naturlig først og fremmest den: ikke at rejse som Ekspedition. Thi saa snart man rejser med det mindste officielle Præg over sig i Grønland, løber man Fare for overalt kun at træffe netop det man vil.”

Dette citat – fornemt valgt blandt tusinder – rummer alt det, der gjorde Knud Rasmussen til den ener, han er blandt polarrejsende/polarforskere.

Opvæksten, det grønlandske sprog, arbejdet med hundene – og det er mere end vanskeligt – måden at bygge slæder på – måden at overleve på – alt dette var en central nerve i Knud Rasmussen.

Kirsten Hastrup bruger dejligt mange sider på at fortælle om, hvorledes Knud Rasmussen drog nytte af denne side af sin natur – om både de store sejre og de markante nederlag.

Mon ikke det også er denne side, der gør, at Knud Rasmussen - uden akademisk baggrund - bliver æresdoktor både ved Københavns Universitet i 1924, efter den 5. Thuleekspedition, og i 1926 ved Sct. Andrews i Skotland. Måske en af hans største glæder.

Fra den 5. Thuleekspedition – 1921 til 1924 – hjembragte han så mange genstande efter de etnografiske undersøgelser, at Nationalmuseet i dag har en af verdens største samlinger. Kirsten Hastrups beskrivelse af, hvorledes disse indsamlinger finder sted, er vidunderlig læsning.

”Jeg er født med en Drift, der ikke under mig Ro i Hvilen… Giv mig Vinter og Hunde –saa maa I for mig gerne beholde alt andet for jer selv, - Kvinderne med”, skriver Knud Rasmussen i dagbogen fra Den litterære Ekspedition.

Helt så enkelt formede Knud Rasmussens liv sig nu ikke. Kirsten Hastrup kommer godt rundt om den side, man kalder den personligt/private. For Knud Rasmussen blev gift. I 1908 med Dagmar Andersen. Han fik sit hjem – sin faste base. Svært har det været at være gift med ham. Men Dagmar kendte til den grønlandske verden – til at mændene havde andre koner. Sådan var betingelserne.

Er der et svagt punkt i værket, ja så er det primært her. Knuds drift – rastløsheden. Kirsten Hastrup beskriver Knud Rasmussens natlige turen – primært på ”Adlon” i København. Ordet ”boheme” dukker frem flere gange. Men det er desværre, som om nerven ikke rigtig rammes. Tillad mig et par eksempler.

Knud Rasmussens voldsomme forhold til Rigmor Thor (1905 – 1999) er overhovedet ikke nævnt. Det var/ er alt andet end boulevardstof. Rigmor Thor selv har sat en følsom stele over de to i sine erindringer ”Jeg har elsket og levet”, Gyldendal 1990. For anmelderen forekommer det, som om netop hun lægger en særdeles central brik i det puslespil, der hedder den private Knud. Deres dramatiske forhold gav Tom Kristensen talrige grå hår, da han skulle hjælpe Knud Rasmussen med manuskripterne – fint beskrevet af Jens Andersen i hans bog om Tom Kristensen: ”Dansende stjerner”, Gyldendal, 1993.

Knud Rasmussens voldsomme optræden på ”Adlon” beskrevet af Harald Lander mangler også. En morgen kl. 3 blev Knud Rasmussen overmandet af driften midt på ”Adlons” dansegulv. Med Harald Landers egne ord: ”…man kunne mærke, hvordan rytmen havde et voldsomt tag i ham – han slap sin dame, rev smoking-jakken af og begyndte at danse trommedansen. Jazzmusikken forstummede, folk der før havde snakket og sludret, tav stille og styrtede mod dansegulvet, hvor de stillede sig i ring og betaget stirrede på Knud Rasmussen… det var, som mistede jeg i ét nu al den lærdom, jeg havde suget til mig… tilbage var kun den nøgne primitive lyst til at hengive sig til dansens ekstase, til at få et eller andet hårdt og tynget krænget af sjæl og krop…” (Efter Poul Hammerich, ”En Danmarkskrønike”, bind I, Gyldendal, 1976).

Det er desværre en tung mangel ved denne ypperlige bog, at Kirsten Hastrup går uden om dette. Hvad betød denne side af driften for Knud? For familien? I øvrigt omsatte Harald Lander sin oplevelse til balletten ”Qarrtsiluni”, der betyder noget i retning af at vente på noget, der brister. Var det buret, der pressede? Synd denne vinkel ikke tages med i tegningen af mennesket Knud Rasmussen.

Den tredje og sidste søjle i bogen er ”Fortælleren”. Her beskrives Knud Rasmussens helt enestående evne til at omsætte sine indtryk, oplevelser og erfaringer til et utroligt forfatterskab. ”Hans fortællinger fik derfor ikke alene et stort publikum, men også en ganske særlig placering i samtidens miljø, hvilket i høj grad bidrog til den hyldest, der tilfaldt ham”, konkluderes det. Det er vel ganske sigende, at helt op i 60’erne var hans bog til den danske ungdom, ”Den store slæderejse”, at finde på mangt et konfirmationsbord.

At Johannes V. Jensen, der fik Nobels litteraturpris i 1944, var stærkt betaget af Knud Rasmussens sprog, siger næsten alt. Selv blev Knud Rasmussen foreslået til samme pris – men de høje herrer i komiteen fandt ham dårlig. Ak ja.

Knud Rasmussens fødsel af og puslen om det enkelte ord er enestående – og netop hans dobbeltsprog er stærkt medvirkende til, at læseren næsten selv er til stede, når han skriver. En sjælden gave, som han i den grad forstod at forvalte.

Det er en fornem søjle vi her møder – præget af Kirsten Hastrups kendskab til stort set hver enkelt side i Knud Rasmussens omfattende produktion. Om det så er dagbøgerne eller det trykte. En vidunderlig rejse, læseren kommer med på.

I sin fremragende bog ”Thule. Det yderste land”, Gyldendal, 2002, skriver Jean Malaurie, direktør for Arktiske studier ved den samfundsvidenskabelige afdeling ved École des hautes Etudes i Paris følgende om Knud Rasmussen: ”I Arktis’ historie såvel som i den tredje verdens historie er han en enestående personlighed.” På fornemste vis har Kirsten Hastrup formået at videreudbygge disse markante ord.

Man kan være enig eller uenig med forfatteren i hendes synspunkter og valg af stof. Men man kan både over for hende og forlagsredaktionen sætte en finger og sige: det der er ikke gjort godt nok. Der mangler i den grad et emneregister og ikke mindst kort. Det sidste er slemt og en stor mangel, der bør rettes i den kommende udgave. Til tider er der slinger i den sats, der anvendes ved citater, og flere citater stemmer ikke overens med originalen. Noterne skulle nok have været finkæmmet endnu engang. Billedmaterialet, der i øvrigt er noget af det bedste, jeg har set, mangler gennemgående kilde og datering. Og så er det gevaldigt irriterende, at det hele bare er rodet sammen til sidst. Desværre har Kirsten Hastrup ikke fået linket til Det kongelige Bibliotek, hvor man kan finde de digitaliserede udgaver af samtlige Knud Rasmussens dagbøger. Det er en hel rejse i sig selv at sidde og bladre i disse. Det rådes der hermed bod på:

http://www.kb.dk/da/nb/materialer/haandskrifter/HA/e-mss/knud_rasmussen/index.html

Kirsten Hastrup skriver afsluttende, at enhver rejse må have sin ende. Det samme gør sig gældende for en anmeldelse.

Jeg vil overlade den til en navnløs poet fra Angmagssallik. Han konkluderer læsningen af Kirsten Hastrups storværk bedre end nogen anden:

”Derfor hev jeg efter vejret,
Derfor hev jeg efter pusten,
Stærkt betaget som jeg var”.